← Lov om beskyttelse af havmiljøet.

§ Lov om beskyttelse af havmiljøet. · kapitel 12 af 17

Kapitel 12. – *Indgreb.*

LOV nr 130 af 09/04/1980

§ 44. Miljøstyrelsen, statens skibstilsyn, politiet, forsvaret, fiskerikontrollen eller andre statslige myndigheder, som miljøministeren bemyndiger dertil, kan med behørig legitimation uden retskendelse foretage de undersøgelser af et skib eller en platform, der er nødvendige for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet, såfremt der fra skibet eller platformen er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med kapitlerne 2-6 eller forskrifter udstedt i medfør af §§ 32 og 34 eller omfattes af § 58. Undersøgelsen må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift for skibet eller platformen.

§ 45. Miljøministeren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinier, såfremt der fra skibet er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med kapitlerne 2-6 eller forskrifter udstedt i medfør af §§ 32 og 34 eller omfattes af § 58, og forbudet eller påbudet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

Stk. 2. Miljøministeren kan træffe foranstaltninger svarende til de i stk. 1 nævnte over for platforme.

Stk. 3. Miljøministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet.

Stk. 4. Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1-3 skal snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen skriftligt eller telegrafisk med oplysning om grunden til forbudet eller påbudet og i tilfælde af tilbageholdelse med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde sted.

§ 46. Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med kapitlerne 2-6 eller forskrifter udstedt i medfør af §§ 32 og 34 eller omfattes af § 58, og dette medfører udgifter til beredskabs- eller bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere.

Stk. 2. Miljøministeren kan pålægge ejeren af et skib eller en platform at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter samt bestemme, at skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. § 45, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.