← Lov om kemiske stoffer og produkter (Kemikalieloven)

§ Lov om kemiske stoffer og produkter (Kemikalieloven) · kapitel 13 af 13

Kapitel 13 – *Straf og ikrafttræden m. v.*

LOV nr 212 af 23/05/1979

§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år den, der

    1. overtræder § 10, stk. 3, § 11, stk. 1, § 12, stk. 3, jfr. stk. 1, § 15, §16, § 19, § 22, stk. 1, § 25, § 26, stk. 1-3, § 27 eller § 37,
    1. undlader at indhente tilladelse efter § 24, stk. 1, eller at indhente godkendelse efter § 33, stk. 1,
    1. tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse efter § 24, stk. 1, eller til en godkendelse efter § 35, stk. 1,
    1. undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 14, stk. 2, § 15, § 30 eller § 48,
    1. undlader at meddele oplysninger efter § 39, at foretage undersøgelser som nævnt i § 40 og § 41 eller at afgive prøver efter § 50,
    1. undlader at klassificere og mærke et farligt stof i overensstemmelse med kravene i den liste, der udarbejdes i henhold til § 21,
    1. overtræder forskrifter bekendtgjort på emballagen til et godkendt stof eller produkt, jfr. § 35, stk. 3,
    1. modvirker adgang til en ejendom i strid med § 49 eller
    1. ved uforsvarlig omgang med farlige stoffer og produkter udsætter menneskers eller husdyrs liv eller sundhed for fare.

§ 60. For overtrædelse af § 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 26, stk. 1 og stk. 3, § 27, § 33, stk. 1, og § 35, stk. 1, kan der pålægges en producent, en importør eller en virksomheds ejer eller bruger bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 17, § 18, § 22, stk. 2-4, § 23, §§ 28-32, § 35, stk. 2, § 42 og § 43, kan der fastsættes straf enten af bøde, af bøde eller hæfte eller af bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år for overtrædelse af bestemmelser i reglerne. I regler, der udstedes i henhold til § 22, stk. 2-4, § 23, § 28 og § 29, kan der fastsættes bødeansvar for en producent, en importør eller en virksomheds ejer eller bruger, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 63. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 72 og 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

§ 64. Staten har udpantningsret for afgifter efter § 24, stk. 2, § 36 og § 43.

§ 65. Loven træder i kraft den 1. oktober 1980.

§ 66. Følgende lovbestemmelser ophæves, jfr. dog § 67 og § 68:

    1. Lov nr. 118 af 3. maj 1961 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr samt om midler til regulering af plantevækst.
    1. Lov nr. 119 af 3. maj 1961 om gifte og sundhedsfarlige stoffer. Tidspunktet for ophævelsen af § 8 og § 11 fastsættes dog af miljøministeren.
    1. § 7 i lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse.
    1. § 8 i lov nr. 120 af 3. maj 1961 om udryddelse af rotter.

§ 67. Regler, der er fastsat i henhold til de i § 66 nævnte lovbestemmelser, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 68. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i § 66 og § 67, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 69. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling ved giftnævnet, overgår til behandling efter reglerne i denne lov.

§ 70. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som følger af de særlige grønlandske forhold.

Givet på Christiansborg slot, den 23. maj 1979

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R

/ IVAR NØRGAARD

Officielle noter

Ingen