§ Lov om kemiske stoffer og produkter (Kemikalieloven) · kapitel 10 af 13
Kapitel 10 – *Myndighederne*
LOV nr 212 af 23/05/1979
§ 45. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver efter loven til miljøstyrelsen eller andre statslige myndigheder og institutioner. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til klage over disse myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse i sådanne sager.
Stk. 2. Ved varetagelsen af de opgaver, der påhviler ministeren, bistås denne af miljøstyrelsen, kemikaliekontrollen og statens levnedsmiddelinstitut. Efter forhandling med pågældende minister kan miljøministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang arbejdstilsynet, sundhedsstyrelsen, embedslægerne, toldvæsenet og politiet medvirker ved varetagelsen af opgaver efter loven.
§ 46. Ministeren kan bemyndige kommunalbestyrelser til hos detailhandlere og lignende at føre tilsyn med, at loven og de i henhold til loven fastsatte regler overholdes.
§ 47. Ministeren kan fastsætte regler om den tilsyns- og kontrolvirksomhed, som de i § 45 og § 46 nævnte myndigheder skal udøve, og om samvirket mellem myndighederne i øvrigt.
§ 48. Tilsynsmyndighederne kan meddele påbud eller forbud, når der konstateres overtrædelse af loven og af regler fastsat i henhold til loven.
§ 49. Tilsynsmyndighederne og personer, der af disse myndigheder er bemyndiget dertil, har uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger efter loven eller regler fastsat i henhold til loven.
Stk. 2. Politiet yder bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem miljøministeren og justitsministeren.
§ 50. Tilsynsmyndighederne kan åbne emballage og udtage prøver til nærmere undersøgelse uden vederlag. Kvittering for modtagelsen skal udfærdiges efter begæring. Producenten eller importøren af den udtagne prøve er forpligtet til at godtgøre en detailforhandler prøvens fakturapris mod forevisning af kvitteringen.
§ 51. Kommunalbestyrelserne har pligt til at give ministeren eller den myndighed, ministeren bestemmer, alle oplysninger vedrørende tilsyns- og kontrolvirksomheden.
§ 52. Tilsynsmyndighedernes afgørelser meddeles skriftligt og skal indeholde oplysninger om, til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages, samt fristen herfor.
Stk. 2. Omfatter afgørelsen et påbud eller et forbud, skal der i afgørelsen være fastsat en frist for afgørelsens efterkommelse.
§ 53. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Klage indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Denne sender klagen til klagemyndigheden ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 3. Klagemyndigheden kan indtil 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelse af klagefristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.
§ 54. En klage har opsættende virkning, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger eller klagemyndigheden bestemmer andet.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan dog, når særlige sundhedsmæssige grunde taler derfor, samtidig med påbudet eller forbudet bestemme, at dette skal efterkommes uanset klage. Selv om også denne beslutning påklages, skal påbudet eller forbudet efterkommes, indtil klagemyndigheden bestemmer andet.