§ Lov om kemiske stoffer og produkter (Kemikalieloven) · kapitel 1 af 13
Kapitel 1 – *Formål og område*
LOV nr 212 af 23/05/1979
§ 1. Denne lov har til formål at forebygge sundheds- og miljøskader, som kan hidrøre fra kemiske stoffer og produkter.
§ 2. Loven skal sikre, at der tilvejebringes fornødne oplysninger om kemiske stoffer og produkter, der sælges her i landet, og sikre, at der kan foretages regulering af salg og anvendelse af de kemiske stoffer og produkter, som er eller på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være farlige for sundheden eller skadelige for miljøet.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af arten og omfanget af de foranstaltninger, der træffes i medfør af denne lov for at forebygge miljøskader, skal der på den ene side lægges vægt på den skade på miljøet, som stoffet eller produktet kan medføre, og på den anden side de tekniske og økonomiske konsekvenser, herunder de omkostninger, sådanne foranstaltninger medfører såvel for samfundet som helhed som for de berørte producenter, importører og brugere.
§ 3. Ved kemiske stoffer forstås grundstoffer og deres forbindelser, således som de forekommer naturligt eller industrielt fremstillet.
Stk. 2. Ved kemiske produkter forstås såvel opløsninger som faste, flydende eller luftformige blandinger af to eller flere kemiske stoffer.
§ 4. Lovens regler om salg gælder også udbud til salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre mod eller uden vederlag.
Stk. 2. Lovens regler om fremstilling gælder også opblanding, fortynding, imprægnering, omhældning og pakning.
§ 5. Miljøministeren kan bestemme, at produkter, hvis egenskaber er betinget af et indhold af virus, bakterier, svampe eller andre mikroorganismer, helt eller delvis skal være omfattet af lovens bestemmelser.
Stk. 2. Ministeren kan ligeledes bestemme, at særlige organismer, der anvendes i stedet for kemiske stoffer og produkter til formål inden for lovens område, helt eller delvis skal være omfattet af bestemmelserne i kapitel 7.
§ 6. Ministeren kan bestemme, at nærmere angivne kemiske stoffer og produkter delvis skal være undtaget fra lovens bestemmelser, ligesom ministeren i særlige tilfælde kan tillade, at loven fraviges.
§ 7. De bestemmelser, der efter anden lovgivning gælder for kemiske stoffer og produkter, berøres ikke af denne lov, som kun anvendes på kemiske stoffer og produkter i det omfang, hvor anden lovgivning ikke indeholder bestemmelser herom.
Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 3 finder anvendelse, selv om der i anden lovgivning er fastsat regler om anmeldelse af kemiske stoffer. Kapitel 3 gælder dog ikke for kemikalieaffald eller for kemiske stoffer, der udelukkende sælges, importeres eller anvendes som eller i lægemidler, som tilsætningsstoffer til levnedsmidler eller som tilsætningsstoffer til foderstoffer, medmindre ministeren bestemmer andet.
§ 8. Loven gælder ikke for kemiske stoffer og produkter, der eksporteres, medmindre ministeren bestemmer andet. Bestemmelserne i kapitel 3 gælder dog også for det stof, der eksporteres enten som et kemisk stof eller som bestanddel af et kemisk produkt, såfremt stoffet ikke inden den 1. oktober 1980 har været fremstillet her i landet.
Stk. 2. Loven gælder ikke for kemiske stoffer og produkter, der er fremstillet i udlandet, og som kun føres gennem landet som transitgods eller oplagres her i landet som transitgods.
§ 9. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven, forhandler ministeren med de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs- og forbrugerorganisationer, herunder arbejdsmarkedet parter, og de kommunale organisationer.