§ Epidemiloven · kapitel 4 af 7
KAPITEL 4 – *FORANSTALTNINGER MOD SMITSOMME SYGDOMMES INDFØRELSE I LANDET*
LOV nr 114 af 21/03/1979
§ 13. Ved et skibs ankomst skal føreren og en eventuel skibslæge meddele epidemikommissionen eller den, som optræder på kommissionens vegne, oplysninger om sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler oplysningspligten luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1, samt om meddelelsens form.
§ 14. Fra et skib eller luftfartøj må der ikke ske samkvem med personer i land, før epidemikommissionen eller den, kommissionen har bemyndiget hertil, har meddelt tilladelse til frit samkvem. Når det er muligt, skal en sådan tilladelse meddeles over radio.
Stk. 2. Toldvæsenet påser, at tilladelse til frit samkvem er meddelt. Indenrigsministeren kan dog bestemme, at kontrollen skal udøves af en anden myndighed.
§ 15. Indenrigsministeren kan bestemme, at reglerne i §§ 13 og 14 kan fraviges for skibe og luftfartøjer, der går i regelmæssig rutefart, samt for lodsbåde, fiskerbåde og andre mindre fartøjer.
Stk. 2. Indenrigsministeren bestemmer, hvilke lempelser der skal gælde for orlogsfartøjer og militære luftfartøjer.
Stk. 3. Indenrigsministeren kan med henblik på opfyldelse af traktater fravige bestemmelserne i §§ 13-19.
§ 16. Epidemikommisionen kan påbyde, at enhver, der ankommer her til landet, skal lade sig undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus.
Stk. 2. Efterkommes påbudet ikke, kan den pågældende ved politiets hjælp fremstilles for en læge til undersøgelse, ligesom den pågældende om nødvendigt ved politiets hjælp kan tvangsindlægges til observation på et sygehus.
§ 17. Enhver, der ankommer her til landet, er i øvrigt underkastet reglerne i §§ 6-12.
§ 18. Indenrigsministeren fastsætter regler om, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes over for gods, bagage og post for at hindre indførelse og udbredelse af en sygdom, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at hindre, at rotter eller andre gnavere fører smitte fra en sygdom, der er omfattet af denne lov, ind eller ud af landet.
§ 19. Efter begæring udsteder epidemikommissionen til fragtføreren vederlagsfrit attest (karantænebevis) om:
-
- hvilke foranstaltninger skibe, luftfartøjer, jernbanevogne og køretøjer har været underkastet i henhold til denne lov,
-
- hvilke dele af befordringsmidlet foranstaltningerne er truffet over for,
-
- den anvendte fremgangsmåde og
-
- grunden til, at foranstaltningerne er iværksat.
Stk. 2. For luftfartøjer skal attesten efter begæring påføres den for luftfartøjet udfærdigede almindelige deklaration (»General Declaration«).
Stk. 3. Efter begæring udsteder epidemikommissionen vederlagsfrit attest til:
-
- enhver rejsende om datoen for hans ankomst og afrejse samt om de foranstaltninger, han og hans bagage har været underkastet, og
-
- afsenderen, modtageren og fragtføreren eller disses repræsentanter om de foranstaltninger, godset har været underkastet.