← Lov om kliniske tandteknikere

§ Lov om kliniske tandteknikere · kapitel 1 af 5

Kapitel 1 – *AUTORISATION*

LOV nr 100 af 14/03/1979

§ 1. Ret til at udøve virksomhed som klinisk tandtekniker og betegne sig som klinisk tandtekniker har kun den, der har modtaget autorisation som klinisk tandtekniker i henhold til § 2.

§ 2. Den, der har bestået dansk eksamen som klinisk tandtekniker og har virket som klinisk tandteknikerassistent i 1 år enten hos en tandlæge eller en klinisk tandtekniker, og som er fyldt 22 år, har ret til autorisation som klinisk tandtekniker. Autorisationen meddeles af sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. Autorisation kan dog ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af virksomhed som klinisk tandtekniker enten på grund af legemlige eller sjælelige mangler eller på grund af udvist grov uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelov § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Stk. 3. For meddelelse af autorisation betales et af indenrigsministeren fastsat gebyr.

Stk. 4. Regler om uddannelse af kliniske tandteknikere fastsættes af undervisningsministeren efter forhandling med indenrigsministeren.

§ 3. Autorisation som klinisk tandtekniker kan fratages - og generhverves - efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2. En klinisk tandtekniker kan over for sundhedsstyrelsen fraskrive sig sin autorisation som klinisk tandtekniker for tid eller indtil videre. Autorisationen generhverves, når en fastsat tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og kan i øvrigt - også inden for en fastsat tidsfrist - generhverves efter ansøgning til sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til indenrigsministeren. Afslår indenrigsministeren klagen, kan klageren forlange afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter, at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Indenrigsministerens afgørelse skal indeholde oplysning om adgang til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes over for indenrigsministeren inden 3 uger efter, at indenrigsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Indenrigsministeren anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

§ 4. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om autorisationer samt fratagelser og fraskrivelser i medfør af §§ 2 og 3.