§ Lov om offentlige myndigheders registre. · kapitel 9 af 9
Kapitel 9. – *Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.*
LOV nr 294 af 08/06/1978
§ 30. Loven træder i kraft den 1. januar 1979.
Stk. 2. For registre og registersystemer, der er taget i brug inden lovens ikrafttræden, får loven først virkning 1 år efter lovens ikrafttræden. For de pågældende registre indsendes udkast til forskrifter om registrenes opbygning og drift, der opfylder bestemmelserne i kapitel 3-6, til registertilsynet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 5, stk. 2, og § 6, stk. 3, 2. pkt., gælder tilsvarende. Justitsministeren kan forlænge fristerne for bestemte registre.
Stk. 3. For registre, der er taget i brug eller er under opbygning ved lovens ikrafttræden, og for hvilke det ikke uden væsentlige systemtekniske ændringer er muligt at give udskrift af de registrerede oplysninger, får bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 3, først virkning 3 år efter lovens ikrafttræden.
§ 31. Loven gælder ikke for registre, der føres for politiets og forsvarets efterretningstjenester.
§ 32. Loven gælder ikke for registre, der føres for det færøske hjemmestyres myndigheder eller for rigsmyndigheder på Færøerne. Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft for rigsmyndighedernes registre med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg slot, den 8. juni 1978.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
MARGRETHE R.
/Erling Jensen
Officielle noter
Ingen