← Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vandledninger og afløbsledninger

§ Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vandledninger og afløbsledninger · kapitel 5 af 5

Kapitel 5 – *Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser*

LOV nr 250 af 08/06/1978

§ 20. Loven træder i kraft den 1. juli 1978. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af §§ 2-12 fastsættes dog af ministeren for offentlige arbejder.

§ 21. Lov nr. 132 af 13. april 1962 om visse forhold vedrørende gas-, vand- og afløbsinstallationer og dertil hørende kloakledninger ophæves. Tidspunktet for ophævelsen af §§ 2-11 fastsættes dog af ministeren for offentlige arbejder.

§ 22. Autorisationer udstedt efter den før 1. juli 1962 gældende lovgivning eller efter overgangsbestemmelser fastsat i henhold til den i § 21 nævnte lov vedbliver at have gyldighed med de begrænsninger, der er fastsat i de enkelte autorisationer.

Stk. 2. I øvrigt anvendes denne lov samt de beføjelser, der er tillagt den i § 3, stk. 1, nævnte autorisationsudstedende myndighed, også på indehavere af de i stk. 1 nævnte autorisationer.

Stk. 3. Personer, der i øvrigt er indehavere af autorisationer udstedt i medfør af den i § 21 nævnte lov, meddeles autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester, henholdsvis kloakmester, efter denne lovs § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, fra lovens ikrafttræden, såfremt de inden et af ministeren fastsat tidspunkt har stillet sikkerhed efter § 6.

Stk. 4. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte overgangsbestemmelser, herunder bestemmelser om pligt for kommunalbestyrelserne til at indsende oplysning til den autorisationsudstedende myndighed om autorisationer udstedt i henhold til den hidtidige lovgivning.

§ 23. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som følger af de særlige grønlandske forhold.

Givet på Christiansborg slot, den 8. juni 1978

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

MARGRETHE R.

/Kjeld Olesen

Officielle noter

Ingen