Lov om Statens Kunstfond § 4
§ 4. Til at administrere fondets midler nedsættes 2 udvalg for den bildende kunst, 1 udvalg for den litterære kunst, 1 udvalg for tonekunsten, 1 udvalg for kunsthåndværket og den kunstneriske formgivning og 1 udvalg for arkitekturen. Af udvalgene for den bildende kunst administrerer det ene de til anvendelse efter § 2, nr. 3, beregnede fondsmidler og det andet de midler, der i øvrigt er beregnet anvendt til den bildende kunst.
Stk. 2. Hvert udvalg består af 3 kunstkyndige medlemmer, der beskikkes af ministeren for kulturelle anliggender. 2 af medlemmerne udpeges af repræsentantskabet, og det tredje medlem udpeges af ministeren efter indhentet udtalelse fra repræsentantskabet. Medlemmerne vælges for 3 år. Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden. Umiddelbart genvalg kan ikke finde sted. Ministeren udpeger udvalgenes formænd blandt medlemmerne. Til hvervene som formand for udvalgene for den bildende kunst udpeges samme person. Intet medlem kan beskikkes eller genbeskikkes efter det fyldte 70. år.
Stk. 3. Udvalgsmedlemmerne kan ikke i beskikkelsesperioden bestride faglige tillidshverv. Ministeren for kulturelle anliggender kan i særlige tilfælde dispensere fra denne bestemmelse.
Stk. 4. Udvalgene administrerer selvstændigt de dem tillagte fondsmidler.
Stk. 5. Når det udvalg, som administrerer de fondsmidler, som skal anvendes efter § 2, nr. 3, har besluttet at ville imødekomme en ansøgning om gennemførelse af en udsmykningsopgave, skal udvalget i det enkelte tilfælde suppleres med 2 repræsentanter udpeget af den ansøgende kommune eller institution samt bygningens arkitekt, der derefter deltager i forhandlingerne om og afgørelsen vedrørende opgavens udformning og løsning.
Kilde: Retsinformation.dk