← Lov om handel med gødning og grundforbedringsmidler m. m.

§ Lov om handel med gødning og grundforbedringsmidler m. m. · kapitel 9 af 11

Kapitel 9. – *Tilsyn m.v.*

LOV nr 41 af 26/01/1977

§ 20. Såfremt en køber af en af denne lov omfattet vare ønsker konstateret rigtigheden af de af sælgeren i henhold til loven givne oplysninger, kan han lade udtage prøver efter nærmere af landbrugsministeren fastsatte forskrifter og indsende disse til undersøgelse på et af de i henhold til § 19 autoriserede laboratorier. Landbrugsministeren kan dog bestemme, at undersøgelse af prøver af nærmere angivne varer skal findes sted på nærmere af ministeren angivne laboratorier.

Stk. 2. Udgifterne ved en af køberen foranlediget undersøgelse betales af denne. Sælgeren skal dog betale udgifterne, såfremt det af undersøgelsen fremgår, at den leverede vare ikke svarer til det af sælgeren angivne.

§ 21. Landbrugsministeren drager omsorg for, at der i fornødent omfang føres tilsyn med, at de i denne lov indeholdte og i medfør af loven fastsatte bestemmelser overholdes. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler for udøvelsen af tilsynet, herunder for udtagelse af prøver til kontrolanalyse.

Stk. 2. Tilsynet føres af landbrugsministeriets gødningstilsyn, der forestås af et udvalg på 3 medlemmer. Landbrugsministeriet udpeger udvalgets formand. 1 medlem udpeges af De samvirkende danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger, og 1 medlem udpeges af Dansk Erhvervsgartnerforening.

Stk. 3. Udgifterne ved tilsynet afholdes af producenter og importører af de af loven omfattede varer efter regler, der fastsættes af ministeren. De til dækning af udgifterne pålagte afgifter vil i tilfælde af manglende betaling kunne inddrives ved udpantning.

§ 22. Landbrugsministeren kan bemyndige landbrugsministeriets gødningstilsyn eller anden styrelse til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.