← Lov om dyreforsøg

§ Lov om dyreforsøg · kapitel 2 af 5

Kapitel 2. – *Regler for dyreforsøg i henhold til tilladelse.*

LOV nr 220 af 18/05/1977

§ 5. Tilladelsens indehaver må kun lade forsøgene udføre af andre, såfremt disse arbejder under hans ledelse og tilsyn og har den fornødne faglige uddannelse.

§ 6. Forsøgene skal udføres i dertil egnede lokaler.

§ 7. Ved ethvert forsøg skal anvendes et i dyrerækken så lavt stående dyr som muligt, og der må ikke anvendes flere dyr end nødvendigt.

Stk. 2. Dyr må ikke anvendes til forsøg, hvortil anvendelse af celle-, vævs- eller organkulturer eller andre metoder må antages at være lige så velegnede.

§ 8. Justitsministeren kan fastsætte regler om fremskaffelse af dyr til forsøg.

§ 9. Dyreforsøg, hvis formål er demonstrationer ved undervisning, må kun finde sted på universiteter og højere læreanstalter eller ved anden undervisning på tilsvarende niveau. Endvidere kan sådanne demonstrationer ske ved undervisning af personer, der skal beskæftige sig med dyreforsøg.

§ 10. Operative indgreb smat fysiske eller kemiske påvirkninger, der må antages at kunne være forbundet med smerte, må kun udføres, når dyret er lokalt eller universelt bedøvet. Hvis smerten ikke må antages at være fuldstændig ophørt ved forsøgets afslutning, skal dyret aflives inden bedøvelsens ophør.

Stk. 2. Hvis forsøgets formål kræver det, kan aflivning inden bedøvelsens ophør undlades. Dyret skal da i videst muligt omfang efterbehandles med smertestillende midler og omhyggelig pleje. Når forsøgets formål er opnået, skal dyret aflives, medmindre det befinder sig i en sundhedsmæssigt normal tilstand.

Stk. 3. Hvis formålet med forsøget hindrer enhver anvendelse af bedøvelse, og forsøget skønnes at være af ganske særlig betydning, kan dyreforsøgsudvalget undtagelsesvis tillade, at bedøvelse undlades. Dyrene skal behandles i overensstemmelse med reglerne i stk. 2, og de må aldrig på ny anvendes til forsøg.

Stk. 4. Hvis forsøgets formål er demonstrationer ved undervisning, jfr. § 9, skal der altid anvendes universelt bedøvede dyr, og disse skal altid aflives inden bedøvelsens ophør.

§ 11. Når forsøget hensætter dyret i en unormal tilstand, som må antages at være forbundet med lidelse, skal dyrets lidelse mildnes i videst muligt omfang. Så snart forsøgets formål tillader det, skal den unormale tilstand ophæves eller dyret aflives.

§ 12. Den, der har tilladelse til at foretage dyreforsøg, skal efter regler, der fastsættes af justitsministeren, føre journal over forsøgene og indsende journalen til dyreforsøgsudvalget.

Stk. 2. Han skal endvidere efter udvalgets anmodning give nærmere oplysninger om forsøgene.

§ 13. Den, der udfører dyreforsøg, skal til enhver tid give dyreforsøgsudvalget adgang til uden retskendelse at besigtige forsøgslokaler og dyrestalde og til at overvære eventuelle forsøg. Besigtigelsen kan foregå uanmeldt.

Stk. 2. Han skal endvidere efter anmodning give udvalget lejlighed til at overvære forsøg.

Stk. 3. Udvalget kan bemyndige enkelte medlemmer til at foretage besigtigelse som nævnt i stk. 1 og 2.

§ 14. Dyreforsøgsudvalget kan give pålæg vedrørende dyrenes anvendelse, opstalding og pasning.