← Næringslov.

§ Næringslov. · kapitel 2 af 7

Kapitel 2. – *Almindelige bestemmelser.*

LOV nr 601 af 10/12/1975

§ 2. Personer har ret til at drive næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3, når de:

    1. har dansk indfødsret,
    1. har bopæl i Danmark og
    1. er myndige eller efter myndighedsloven har fået tilladelse til på egen hånd at drive vedkommende næring.

Stk. 2. Enhver, der driver næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4-6, skal have næringsbrev, jfr. dog § 5, stk. 2, 2. pkt., § 22, stk. 4, og § 23, stk. 2.

Stk. 3. Personer har ret til at få næringsbrev som nævnt i stk. 2, når de:

    1. opfylder betingelserne i stk. 1 og
    1. ikke er under konkurs.

Stk. 4. Næringsbrev til de i § 1, stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte næringer kan nægtes under de omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2.

§ 3. Kravet i § 2, stk. 1, om dansk indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af handelsministeren.

Stk. 2. Handelsministeren kan i øvrigt undtage fra betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1-3. Gives tilladelse til en person, der ikke har bopæl her i landet, skal virksomheden ledes af en bestyrer, der opfylder betingelserne i § 2, jfr. § 3, stk. 1, for at drive vedkommende næring. Bestyreren skal dog ikke have næringsbrev.

§ 4. I ansvarlige interessentskaber og kommanditselskaber skal alle personligt ansvarlige deltagere opfylde lovens betingelser for at drive vedkommende næring.

§ 5. Aktieselskaber og anpartsselskaber har ret til at drive næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3, når de er registreret i aktieselskabs-registeret eller er anmeldt til dette som værende under stiftelse.

Stk. 2. Aktieselskaber og anpartsselskaber har ret til næringsbrev til næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4 og 5, når de er registreret i aktieselskabs-registeret og direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 2, stk. 3, nr. 2, og stk. 4, for at få næringsbrev til vedkommende næring. Er selskabet under stiftelse, må det, når det er anmeldt til aktieselskabs-registeret, drive virksomhed, indtil næringsbrevet efter registreringen kan udstedes.

Stk. 3. Andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset ansvar, herunder selskaber med vekslende medlemstal eller vekslende kapital, foreninger, stiftelser og andre selvejende institutioner, har ret til at drive næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3, og til næringsbrev til næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4 og 5, når direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 2, jfr. § 3, for at drive vedkommende næring. De pågældende skal dog ikke have næringsbrev.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1-3 nævnte art må kun drive næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3, og få næringsbrev til næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4 og 5, såfremt dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af handelsministeren. Ministeren kan herudover tillade dette i særlige tilfælde. Filialbestyrere skal opfylde betingelserne i § 2, jfr. § 3, stk. 1, for at drive vedkommende næring. Filialbestyreren skal dog ikke have næringsbrev.

§ 6. Næringsdrivende, der har fast forretningssted, skal have et opslag med indehaverens navn på et sted, der er iøjnefaldende for kunderne. For Næringer, der er betinget af næringsbrev, ophænges dette eller et af vedkommende myndighed udstedt duplikateksemplar.

Stk. 2. Automater skal være forsynet med indehaverens navn (firma) og forretningsadresse.

§ 7. Retten til at drive næring bortfalder, når den pågældende ikke længere opfylder lovens betingelser for at drive næring, jfr. dog § 8.

Stk. 2. Handelsministeren kan undtage fra bestemmelserne i stk. 1.

§ 8. Et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort kan fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil 1 år efter dødsfaldet, konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan skifteretten forlænge fristen.

§ 9. Dispensationer eller tilladelser, der gives af handelsministeren i medfør af loven, kan begrænses og betinges.

Stk. 2. Afgørelser efter loven, der træffes af politimesteren, i København af magistraten, kan indbringes for handelsministeren.