Lov om erstatning for atomskader (nukleare skader). § 30

§ 30. Staten betaler inden for begrænsningen efter § 21 erstatninger, for hvilke indehaveren af et nukleart anlæg her i riget er ansvarlig i medfør af dette kapitel eller tilsvarende regler i anden konventionsstat, for så vidt erstatningerne ikke har kunnet afholdes af indehaverens forsikring eller anden sikkerhed.

31. Erstatningskrav, som ikke har kunnet fyldestgøres på grund af ansvarsbegrænsningen i henhold til §§ 21-22, dækkes af staten, såfremt

  • a) ulykken ikke udelukkende har fundet sted i en stat, der ikke har tiltrådt tillægskonventionen,
  • b) retssag angående erstatningskravet kan anlægges her i riget i medfør af § 36,
  • c) erstatningspligten påhviler indehaveren af et nukleart anlæg til fredeligt formål, som ligger her i riget eller i anden stat, der har tiltrådt Tillægskonventionen og er optaget på den i Tillægskonventionens artikel 13 omhandlede liste, og
  • d) skaden er lidt:
    1. her i riget eller i anden stat, der har tiltrådt Tillægskonventionen, eller
    1. på eller over det åbne hav om bord i skib eller luftfartøj registreret her i riget eller i anden stat, der har tiltrådt Tillægskonventionen, eller
    1. på eller over det åbne hav af en stat, der har tiltrådt Tillægskonventionen, eller af dens statsborgere.

Stk. 2. Erstatning for skade på skib eller luftfartøj ydes i det i stk. 1, litra d, nr. 3, nævnte tilfælde kun, hvis skibet eller luftfartøjet på tidspunktet for ulykken var registreret i en stat, der har tiltrådt Tillægskonventionen. Med statsborgere i en stat, der har tiltrådt Tillægskonventionen, ligestilles i det nævnte tilfælde alle offentlige eller private institutioner, selskaber, foreninger eller stiftelser af enhver art, der er hjemmehørende i en sådan stat samt, dersom det bestemmes af vedkommende stat, personer hjemmehørende i staten. Personer, der er hjemmehørende i Danmark, ligestilles med danske statsborgere.

Kilde: Retsinformation.dk