§ Lov om kapitaltilføjelsesafgift. · kapitel 3 af 4
Kapitel 4. – *AFGIFTENS OPKRÆVNING M.V.*
LOV nr 284 af 23/05/1973
§ 10. Finansministeren bemyndiges til at fastsætte, hvilken myndighed
der skal opkræve kapitaltilførelsesafgift (afgiftsmyndigheden), samt
fastsætte de nærmere regler om afgiftens opkrævning og indbetaling.
§ 11. De i § 1 nævnte selskaber m.v. skal senest 4 uger efter, at
afgiftspligt er indtrådt efter § 4, indgive anmeldelse herom til
afgiftsmyndigheden.
Stk. 2. Anmeldelsen foretages på en af finansministeren foreskreven
blanket under vedlæggelse af dokumenter, regnskaber m.v. efter regler
fastsat af ministeren.
§ 12. Afgiftsmyndigheden fastsætter afgiften, som forfalder til
betaling 4 uger efter, at der er givet den afgiftspligtige meddelelse
om den beregnede afgift, med sidste rettidige betalingsdag 14 dage
senere. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales en rente på
1 procent for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen. Hvis sidste
rettidige betalingsdag falder på en helligdag eller en lørdag, anses
betaling den følgende hverdag for rettidig.
Stk. 2. Renten efter stk. 1 afrundes opad til nærmeste kronebeløb,
som kan deles med 10.
Stk. 3. Den afgiftspligtige kan ikke ved at klage over
afgiftsberegningen unddrage sig forpligtelsen til at indbetale den
forfaldne afgift. Hvis klagen medfører tilbagebetaling af afgift,
ydes der den afgiftspligtige en rentegodtgørelse på 12 procent årlig
fra betalingstidspunktet. Hvis klagen medfører en forhøjelse af
afgiften, gælder stk. 1.
Stk. 4. Afgiftsmyndigheden kan give den afgiftspligtige henstand med
betalingen af den påklagede afgift på betingelse af, at der betales
renter med 1 procent for hver påbegyndt måned, henstanden omfatter.
§ 13. Afgiftsmyndigheden kan pålægge selskaber m.v. inden en nærmere
angiven frist at fremkomme med sådanne oplysninger, som er nødvendige
for at fastslå, om afgiftspligt er indtrådt, eller for at beregne
afgiften. Fremkommer oplysningerne ikke inden fristens udløb, kan
afgiftsmyndigheden pålægge den pågældende daglige bøder, indtil
oplysningen fremkommer.
Stk. 2. Afgiftsmyndigheden kan hos de skattelignende myndigheder, i
aktieselskabs-registeret og forsikrings-registeret indhente
oplysninger om selskaber m.v. til afgørelse af, om et selskab m.v. er
omfattet af § 1, eller om afgiftspligt er indtrådt efter § 4, og til
fastsættelse af afgiftsbeløbets størrelse.
§ 14. Afgiftsmyndighedens afgørelser i henhold til §§ 12-13 kan
påklages til finansministeren inden 4 uger fra det tidspunkt, da den
pågældende fik kundskab om afgørelsen. Finansministeren kan efter
omstændighederne se bort fra klagefristens oversiddelse.
Stk. 2. Finansministerens afgørelse kan inden 4 uger indbringes for
domstolene.