Lov om kontrol med arbejder af ædle metaller m.v. § 9
§ 9. Enhver virksomhed, der fremstiller, importerer eller forhandler arbejder af ædle metaller, og som har et registreret navnestempel, samt virksomheder, som sælger ædle metaller i uforarbejdet stand, er undergivet statsguardeinens tilsyn med hensyn til holdigheden af virksomhedernes beholdning af ædle metaller og arbejder af sådanne.
Stk. 2. De af tilsynet omfattede virksomheder skal give statsguardeinen eller den, han bemyndiger hertil, uhindret adgang til virksomheden og til efter eget valg at udtage prøver af beholdninger af ædle metaller i uforarbejdet stand, af halvfabrikata af ædle metaller eller af arbejder af ædle metaller. Udtages prøver af ustemplede arbejder af ædle metaller og emner til sådanne arbejder, angiver virksomheden skriftligt over for statsguardeinen eller dennes fuldmægtig, med hvilken holdighed det færdige arbejde skal stemples.
Stk. 3. Er holdigheden af et arbejde af ædle metaller mindre end den holdighed, der er anført i holdighedsstemplet, skal stemplet slettes. Er arbejdet en del af en serieproduktion, der er udleveret til handelen, kan statsguardeinen påbyde, at de udleverede arbejder tilbagekaldes. Opfylder det pågældende arbejde imidlertid de krav til holdigheden, der er fastsat i § 2, stk. 1, kan arbejdet forsynes med nyt holdighedsstempel i overensstemmelse med den konstaterede holdighed.
Stk. 4. Handelsministeren fastsætter regler om udtagelsen af prøver og om tilsynets udførelse.
Kilde: Retsinformation.dk