Lov om kontrol med arbejder af ædle metaller m.v. § 15

§ 15. For så vidt strengere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der fremstiller, sælger eller til salg udbyder arbejder af ædle metaller, emner til sådanne arbejder eller ædle metaller i uforarbejdet stand af ringere holdighed end angivet, samt den, der i øvrigt handler i strid med bestemmelserne i lovens §§ 2, 4-6 og 8-10. Det samme gælder den, der ikke efterkommer et af statsguardeinen i henhold til § 9, stk. 3, meddelt påbud.

Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan.

Stk. 3. Såfremt en fabrikant, importør eller forhandler, for hvem et navnestempel er registreret, dømmes for at have påført arbejder af ædle metaller et urigtigt holdighedsstempel og forholdet begrunder fare for gentagne overtrædelser af loven, kan det ved dommen bestemmes, at de af vedkommende virksomhed fremstillede, importerede eller forhandlede arbejder af ædle metaller i et nærmere bestemt omfang i en periode på indtil et år skal indsendes til statsguardeinen til undersøgelse af holdigheden. På sådanne undersøgelser finder reglerne i § 13 anvendelse.

Kilde: Retsinformation.dk