← Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (Tiltrædelsesloven) Bilag 2 til loven: Traktat om oprettelse af Det europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF-traktaten) (* 1)

§ Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (Tiltrædelsesloven) Bilag 2 til loven: Traktat om oprettelse af Det europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF-traktaten) (* 1) · kapitel 12 af 20

Kapitel VIII – *Arbejdskraftens løn og bevægelighed*

LOV nr 21179 af 11/10/1972

Artikel 68

  • (1) De i de enkelte Medlemsstater benyttede fremgangsmåder ved fastsættelsen af løn og sociale ydelser berøres for kul- og stålindustriens vedkommende ikke af gennemførelsen af denne Traktat, dog under forbehold af nedenstående bestemmelser.
  • (2) Finder Den Høje Myndighed, at en eller flere virksomheder anvender usædvanligt lave priser, som skyldes løn, der af disse virksomheder er fastsat på et usædvanligt lavt niveau i forhold til lønniveauet i samme område, retter den efter udtalelse fra Det rådgivende Udvalg de fornødne henstillinger til virksomhederne. Hvis de usædvanligt lave lønninger er en følge af regeringsvedtagelser, indleder Den Høje Myndighed drøftelser med vedkommende regering, til hvilken den efter udtalelse fra Det rådgivende Udvalg kan rette henstilling, hvis der ikke opnås enighed.
  • (3) Finder Den Høje Myndighed, at en lønnedsættelse samtidig medfører nedgang i arbejdstagernes levestandard og bruges som et vedvarende økonomisk tilpasningsmiddel for virksomhederne, eller som konkurrencemiddel mellem dem, retter den efter udtalelse fra Det rådgivende Udvalg henstilling til den pågældende virksomhed eller regering, med henblik på for virksomhedernes regning at sikre arbejdstagerne fordele til opvejelse af denne nedgang.

Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på:

  • a) de forholdsregler, som en Medlemsstat har truffet under eet med henblik på at genoprette sin økonomiske ligevægt over for udlandet, dog i dette tilfælde under forbehold af eventuel anvendelse af bestemmelserne i artikel 67;
  • b) lønnedgange, som følger af anvendelsen af en ved lov eller overenskomst fastsat glidende skala;
  • c) lønnedgange, som fremkaldes af et fald i leveomkostningerne;
  • d) lønnedgange, som tager sigte på at korrigere usædvanlige forhøjelser, der tidligere er foretaget under ekstraordinære omstændigheder, som ikke længere gør sig gældende.
  • (4) Bortset fra de i litra a) og b) i foranstående stykke nævnte tilfælde skal enhver lønnedgang, som rammer alle arbejdstagere i en virksomhed eller en væsentlig del af dem meddeles Den Høje Myndighed.
  • (5) Den Høje Myndighed kan kun rette de i de foregående stykker nævnte henstillinger efter at have rådført sig med Rådet, medmindre de rettes til virksomheder, som ikke har en betydning, der nærmere bestemmes af Den Høje Myndighed i overensstemmelse med Rådet.

Hvis en ændring i en af Medlemsstaterne af bestemmelserne om finansiering af socialforsorg eller midler til bekæmpelse af arbejdsløsheden og dens virkninger, eller en ændring af forholdene fremkalder de i artikel 67, stk. (2) og (3), nævnte virkninger, er Den Høje Myndighed bemyndiget til at anvende bestemmelserne i den nævnte artikel.

  • (6) Efterkommer virksomhederne ikke de henstillinger, som rettes til dem i medfør af denne artikel, kan Den Høje Myndighed pålægge dem bøder og tvangsbøder op til et beløb af det dobbelte af den uretmæssigt opnåede besparelse i omkostningerne vedrørende arbejdskraften.

Artikel 69

  • (1) Medlemsstaterne forpligter sig til at fjerne enhver i nationaliteten begrundet restriktion vedrørende beskæftigelse i kul- og stålindustrien af arbejdere, som er statsborgere i en Medlemsstat, og som har en anerkendt faguddannelse inden for kul- og stålfagene, med forbehold af de begrænsninger, der følger af de fundamentale krav om sundhed og offentlig orden.
  • (2) Hvad angår anvendelsen af denne bestemmelse, vil Medlemsstaterne opstille fælles definitioner af special- og faguddannelser, ved fælles overenskomst fastlægge de i foregående stykke nævnte begrænsninger, og efterforske de tekniske muligheder for inden for hele Fællesskabet at bringe udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet i forbindelse med hinanden.
  • (3) For så vidt angår grupper af arbejdstagere, som ikke nævnes i det foranstående stykke og i det tilfælde, at udviklingen af produktion i kul- og stålindustrien skulle blive hæmmet af mangel på egnet arbejdskraft, skal medlemsstaterne desuden ændre deres indvandringsbestemmelser i det omfang, det er nødvendigt for at bringe denne tilstand til ophør; i særdeleshed skal de lette genbeskæftigelsen af arbejdstagere fra kul- og stålindustrien i andre Medlemsstater.
  • (4) De skal forbyde enhver forskelsbehandling med hensyn til aflønning og arbejdsvilkår mellem indenlandske og indvandrede arbejddtagere, uden at særlige forholdsregler for arbejdstagere i grænseområderne berøres heraf; i særdeleshed skal de indbyrdes tilstræbe sådanne ordninger, som endnu er nødvendige, for at bestemmelserne om socialforsorg ikke hindrer arbejdskraftens bevægelighed.
  • (5) Den Høje Myndighed skal vejlede og lette Medlemsstaterne i deres virke ved anvendelsen af de i denne artikel fastsatte forholdsregler.
  • (6) Medlemsstaternes internationale forpligtelser berøres ikke af denne artikel.