← Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (Tiltrædelsesloven) Bilag 1 til loven: Traktat om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM-traktaten) (* 1)

§ Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (Tiltrædelsesloven) Bilag 1 til loven: Traktat om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM-traktaten) (* 1) · kapitel 6 af 20

Kapitel VI – *Forsyning*

LOV nr 21174 af 11/10/1972

Artiekl 52

  • (1) Forsyning med malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer sikres, i overensstemmelse med dette kapitels bestemmelser, efter princippet om lige adgang til forsyningskilderne, og gennem en fælles forsyningspolitik.
  • (2) Med henblik herpå og på de i dette kapitel fastsatte betingelser
  • a) forbydes alle fremgangsmåder, der har til formål at sikre visse brugere en privilegeret stilling;
  • b) oprettes et Agentur, der har optionsret til malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer, produceret på Medlemsstaternes områder, og som ligeledes besidder eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, der hidrører fra områder inden for eller uden for Fællesskabet.

Agenturet må ikke gøre nogen forskel mellem brugerne på grund af den anvendelse, disse har til hensigt at gøre af de bestilte leveringer, medmindre denne anvendelse er ulovlig eller viser sig at være i modstrid med de betingelser, leverandører uden for Fællesskabet har stillet for den pågældende leverance.

Afdeling I

Agenturet

Artikel 53

Agenturet er underlagt Kommissionens kontrol; Kommissionen fastlægger retningslinjer for dets virksomhed, har vetoret med hensyn til dets beslutninger og udnævner dets generaldirektør såvel som dets vicegeneraldirektør.

Enhver udtrykkelig eller stiltiende disposition fra Agenturets side, under udøvelse af dets optionsret eller dets eneret til at slutte kontrakter om leverancer, kan af de interesserede parter forelægges for Kommissionen, der træffer beslutning inden en måned.

Artikel 54

Agenturet har status som juridisk person og er selvfinansierende.

På forslag af Kommissionen fastsætter Rådet med kvalificeret flertal vedtægterne for Agenturet.

Vedtægterne kan ændres efter samme fremgangsmåde.

Vedtægterne fastsætter Agenturets kapital og de nærmere bestemmelser om dennes tilvejebringelse. Hovedparten af kapitalen skal under alle omstændigheder tilhøre Fællesskabet og Medlemsstaterne. Kapitalens fordeling bestemmes af Medlemsstaterne efter fælles overenskomst.

Vedtægterne fastsætter nærmere bestemmelser for Agenturets handelsmæssige ledelse. De kan fastsætte en afgift på transaktionerne til dækning af Agenturets driftsudgifter.

Artikel 55

Medlemsstaterne meddeler eller lader meddele til Agenturet alle de oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af dets optionsret og dets eneret til at afslutte kontrakter om leverancer.

Artikel 56

Medlemsstaterne garanterer den frie udøvelse af Agenturets virksomhed på deres områder.

De kan oprette et eller flere organer med kompetence til i forbindelse med Agenturet at repræsentere producenter og brugere fra de ikke-europæiske områder under deres jurisdiktion.

Afdeling II

Malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer, der hidrører fra Fællesskabet

Artikel 57

  • (1) Agenturets optionsret gælder:
  • a) erhvervelsen af ret til at benytte og forbruge materialer, som Fællesskabet i medfør af bestemmelserne i kapitel VIII har ejendomsretten til;
  • b) erhvervelsen af ejendomsret i alle andre tilfælde.
  • (2) Agenturet udøver sin optionsret ved indgåelse af kontrakter med producenter af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer.

Under forbehold af bestemmelserne i artiklerne 58, 62 og 63 skal enhver producent tilbyde Agenturet de malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, som han producerer på Medlemsstaternes områder, inden disse malme eller materialer benyttes, overføres eller oplagres.

Artikel 58

Når en producent udfører flere produktionstrin fra og med malmens udvinding til og med metallets fremstilling, er han kun forpligtet til at tilbyde Agenturet produktet i det produktionstrin, han selv vælger.

Det samme gælder for flere virksomheder, imellem hvilke der består forbindelser, som i rette tid er meddelt Kommissionen og drøftet med denne i overensstemmelse med den i artiklerne 43 og 44 fastsatte fremgangsmåde.

Artikel 59

Hvis Agenturet ikke benytter sig af sin optionsret til hele produktionen eller en del af den, kan producenten:

  • a) enten for egen regning eller ved lønforarbejdningskontrakter forarbejde malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer under forbehold af, at han tilbyder Agenturet produktet efter denne forarbejdning,
  • b) efter Kommissionens beslutning afsætte den disponible produktion uden for Fællesskabet på betingelse af, at han ikke yder gunstigere vilkår end dem, der indeholdtes i det tidligere tilbud til Agenturet. Dog kan eksport af specielle fissile materialer kun finde sted gennem Agenturet i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 62.

Kommissionen kan ikke give tilladelse, hvis modtagerne af disse leverancer ikke yder alle garantier for, at Fællesskabets almindelige interesser vil blive respekteret, eller hvis bestemmelser og betingelser i disse kontrakter er i modstrid med denne Traktats formål.

Artikel 60

Eventuelle brugere underretter regelmæssigt Agenturet om deres behov for forsyning, med specifikation af mængder, fysisk og kemisk beskaffenhed, oprindelsessted, anvendelse, tidspunkter for levering og prisbetingelser, der skal indgå som bestemmelser og vilkår i en forsyningskontrakt, som de ønsker at afslutte.

Ligeledes underretter producenterne Agenturet om de tilbud, som de er i stand til at afgive, med alle specifikationer, og især om varigheden af de kontrakter, som er nødvendige for opstilling af deres produktionsprogrammer. Varigheden af disse kontrakter må ikke uden Kommissionens tilladelse overskride ti år.

Agenturet giver alle eventuelle brugere meddelelse om de tilbud og omfanget af de forespørgsler, det har modtaget, og opfordrer dem til at afgive ordrer inden en bestemt frist.

Når Agenturet er i besiddelse af samtlige disse ordrer, giver det meddelelse om de betingelser, på hvilke det kan imødekomme dem.

Hvis Agenturet ikke fuldt ud kan efterkomme alle modtagne ordrer, fordeler det leverancerne i forhold til de ordrer, der svarer til hvert enkelt tilbud med forbehold af bestemmelserne i artiklerne 68 og 69.

Et af Agenturet udfærdiget reglement, der kræver Kommissionens godkendelse, fastsætter vilkårene for sammenholdelse af tilbud og ordrer.

Artikel 61

Agenturet er forpligtet til at imødekomme alle ordrer, medmindre juridiske eller materielle forhold er til hinder herfor.

Under overholdelse af forskrifterne i artikel 52 kan det anmode brugerne om at erlægge passende forudbetalinger ved indgåelse af en kontrakt, enten som sikkerhed eller for at lette sådanne af dets egne langtidsaftaler med producenterne, som er nødvendige for at efterkomme ordren.

Artikel 62

  • (1) Agenturet udøver sin optionsret til specielle fissile materialer fremstillet på Medlemsstaternes områder:
  • a) enten for at efterkomme ordrer fra Fællesskabets brugere i henhold til de i artikel 60 fastsatte betingelser,
  • b) eller for selv at oplagre disse materialer,
  • c) eller for at eksportere disse materialer med Kommissionens tilladelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 59 b), andet afsnit.
  • (2) Under forbehold af bestemmelserne i kapitel VII overlades disse materialer og de anvendelige restprodukter dog producenten,
  • a) enten for at oplagres med Agenturets tilladelse,
  • b) eller for at blive anvendt inden for rammerne af producentens egne behov,
  • c) eller for at stilles til rådighed for virksomheder i Fællesskabet inden for rammerne af deres behov, når disse virksomheder for at gennemføre et Kommissionen rettidigt meddelt program står i direkte forbindelse med producenten, uden at der herved hverken tilsigtes eller bevirkes en begrænsning af produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, eller på utilladelig måde skabes uligheder mellem brugerne inden for Fællesskabet.
  • (3) Bestemmelserne i artikel 89, stk. (1) a) finder anvendelse på specielle fissile materialer, som er fremstillet på Medlemsstaternes områder, og hvortil Agenturet ikke har udøvet sin optionsret.

Artikel 63

Malme, udgangsmaterialer eller specielle fisile materialer, som produceres af Fællesforetagenderne, tildeles brugerne i overensstemmelse med vedtægtsmæssige eller overenskomstmæssige regler, som gælder for disse Foretagender.

Afdeling III

Malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer, der ikke hidrører fra Fællesskabet

Artikel 64

Agenturet, der i givet fald handler inden for rammerne af aftaler indgået mellem Fællesskabet og et tredjeland eller en international organisation, har, bortset fra de i denne Traktat omhandlede undtagelsestilfælde, eneret til at indgå aftaler og overenskomster, hvis hovedformål vedrører levering af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, der hidrører fra lande uden for Fællesskabet.

Artikel 65

Artikel 60 finder anvendelse på brugernes ordrer og på kontrakter mellem brugerne og Agenturet vedrørende levering af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, der hidrører fra lande uden for Fællesskabet.

Agenturet kan dog bestemme leverancernes geografiske oprindelse, for så vidt det sikrer brugeren mindst lige så fordelagtige vilkår som de i ordren angivne.

Artikel 66

Hvis Kommissionen på de pågældende brugeres anmodning fastslår, at Agenturet ikke er i stand til inden for en rimelig frist helt eller delvis at levere de bestilte forsyninger eller kun kan gøre det til urimelige priser, har brugerne ret til direkte at slutte kontrakter om leverancer, der hidrører fra lande uden for Fællesskabet, for så vidt disse kontrakter i det væsentlige svarer til de i deres ordrer angivne behov.

Denne ret gives for en periode af et år og kan fornyes, såfremt det forhold, der gav anledning dertil, fortsat består.

De brugere, der benytter sig af den i denne artikel omhandlede ret, skal give Kommissionen meddelelse om planlagte direkte kontrakter. Denne kan inden en måned modsætte sig indgåelse af kontrakterne, hvis de strider mod denne Traktats formål.

Afdeling IV

Priser

Artikel 67

Med de i denne Traktat fastsatte undtagelser fremkommer priserne ved at sammenholde tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anførte betingelser, som Medlemsstaterne ikke kan tilsidesætte gennem nationale forskrifter.

Artikel 68

En prispolitik, der har til formål at sikre visse brugere en privilegeret stilling i strid med det princip om lige adgang til forsyninger, som følger af dette kapitels bestemmelser, er forbudt.

Hvis Agenturet konstaterer en sådan politik, giver det Kommissionen meddelelse herom.

Finder Kommissionen konstateringen begrundet, kan den for de omtvistede tilbuds vedkommende fastsætte priserne i overensstemmelse med princippet om lige adgang.

Artikel 69

På forslag af Kommissionen kan Rådet med enstemmighed fastsætte priser.

Når Agenturet ved anvendelse af artikel 60 fastsætter betingelserne for ordrernes imødekommelse, kan det foreslå de brugere, der har indgivet ordrer, en prisjustering.

Afdeling V

Bestemmelser vedrørende forsyningspolitikken

Artikel 70

Inden for rammerne af Fællesskabets budget kan Kommissionen på betingelser. som den selv fastsætter, finansielt medvirke i prospekteringsvirksomhed på Medlemsstaternes områder.

Kommissionen kan rette henstillinger til Medlemsstaterne med henblik på at fremme prospekteringen og minedriften.

Medlemsstaterne skal tilstille Kommissionen en årlig rapport om udviklingen af prospekteringen og produktionen, de sandsynlige reserver og de investeringer i miner, der er gennemført eller påtænkt på deres områder. Disse rapporter forelægges Rådet med Kommissionens udtalelse, især vedrørende de foranstaltninger, Medlemsstaterne har truffet efter henstillinger, der er afgivet i medfør af det foregående stykke.

Hvis Rådet på Kommissionens foranledning med kvalificeret flertal konstaterer, at foranstaltninger til prospektering og forøgelse af minedriften, til trods for at udvindingsmulighederne på langt sigt forekommer økonomisk berettigede, vedbliver at være mærkbart utilstrækkelige, anses den pågældende Medlemsstat for hele det tidsrum, i hvilket den ikke har rådet bod på denne situation, såvel for sig selv som for sine statsborgere, at have givet afkald på retten til lige adgang til andre ressourcer inden for Fællesskabet.

Artikel 71

Kommissionen retter alle fornødne henstillinger til Medlemsstaterne vedrørende fiskale bestemmelser og bestemmelser om minedrift.

Artikel 72

Af de disponible mængder inden for eller uden for Fællesskabet kan Agenturet oprette sådanne kommercielle lagre, som er nødvendige for at lette Fællesskabets forsyning eller løbende leverancer.

Kommissionen kan i givet fald beslutte at oprette sikkerhedslagre. De nærmere retningslinjer for disse lagres finansiering godkendes af Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen.

Afdeling VI

Særlige bestemmelser

Artikel 73

Hvis en aftale eller en konvention mellem en Medlemsstat, en person eller virksomhed på den ene side og et tredjeland, en international organisation eller en statsborger i et tredjeland på den anden side, også omfatter leverancer af produkter, der henhører under Agenturets kompetence, kræves Kommissionens forudgående godkendelse til indgåelse eller fornyelse af denne aftale eller konvention, for så vidt angår levering af disse produkter.

Artikel 74

Kommissionen kan fritage for anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel for så vidt angår overførsel, import eller eksport af sådanne små mængder malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, som sædvanligvis anvendes ved forskning.

Enhver overførsel, import eller eksport foretaget i medfør af denne bestemmelse, skal meddeles Agenturet.

Artikel 75

Dette kapitels bestemmelser finder ikke anvendelse på aftaler vedrørende behandling, forarbejdning eller formning af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, som er indgået:

  • a) mellem flere personer eller virksomheder, når de behandlede, forarbejdede eller formede materialer skal tilbageleveres til den person eller virksomhed, hvorfra de hidrører,
  • b) mellem en person eller virksomhed og en international organisation eller statsborger i et tredjeland, når materialerne behandles, forarbejdes eller formes uden for Fællesskabet og tilbageleveres til den person eller virksomhed, hvorfra de hidrører,
  • c) mellem en person eller en virksomhed og en international organisation eller en statsborger i et tredjeland, når materialerne behandles, forarbejdes eller formes i Fællesskabet og tilbageleveres enten til den organisation eller statsborger, hvorfra de hidrører, eller til en hvilken som helst anden adressat ligeledes uden for Fællesskabet, udpeget af denne organisation eller statsborger.

Dog skal de pågældende personer eller virksomheder give Agenturet meddelelse om sådanne aftaler, og så snart kontrakterne er undertegnet, om de materialemængder, som er genstand for disse bevægelser. Hvad angår de under b) omhandlede aftaler, kan Kommissionen modsætte sig dem, hvis den mener, at forarbejdningen eller formningen ikke kan udføres effektivt og sikkert og uden materialetab til skade for Fællesskabet.

Materialer, som er genstand for disse aftaler, er på Medlemsstaternes område underkastet de i kapitel VII omhandlede kontrolforanstaltninger. Dog finder bestemmelserne i kapitel VIII ikke anvendelse på specielle fissile materialer, som indgår i de under c) omhandlede aftaler.

Artikel 76

Bestemmelserne i dette kapitel kan, navnlig i tilfælde af at uforudsete omstændigheder skaber en almindelig knaphed, på initiativ af en Medlemsstat eller Kommissionen, ændres af Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Forsamlingen. Kommissionen skal foretage undersøgelser vedrørende enhver anmodning forelagt af en Medlemsstat.

Efter syv års forløb fra Traktatens ikrafttræden at regne kan Rådet stadfæste samtlige disse bestemmelser. Finder denne stadfæstelse ikke sted, fastsættes nye bestemmelser vedrørende dette kapitel i overensstemmelse med den i det foregående stykke fastsatte fremgangsmåde.