← Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (Tiltrædelsesloven) Bilag 1 til loven: Traktat om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM-traktaten) (* 1)

§ Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (Tiltrædelsesloven) Bilag 1 til loven: Traktat om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM-traktaten) (* 1) · kapitel 10 af 20

Kapitel X – *Forbindelserne udadtil*

LOV nr 21174 af 11/10/1972

Artikel 101

Inden for rammerne af sin kompetence kan Fællesskabet indgå aftaler eller overenskomster med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland.

Forhandlingerne om disse aftaler eller overenskomster føres af Kommissionen i overensstemmelse med Rådets direktiver; de indgås af Kommissionen med Rådets godkendelse, der gives med kvalificeret flertal.

De aftaler eller overenskomster, hvis gennemførelse ikke kræver Rådets medvirken, og som kan udføres inden for rammerne af det pågældende budget, forhandles og afsluttes imidlertid af Kommissionen, der er forpligtet til at holde Rådet underrettet herom.

Artikel 102

De med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland afsluttede aftaler eller overenskomster, i hvilke foruden Fællesskabet også en eller flere Medlemsstater er parter, kan først træde i kraft, efter at alle de interesserede Medlemsstater har tilkendegivet over for Kommissionen, at de pågældende aftaler eller overenskomster er gjort anvendelige i overensstemmelse med deres respektive nationale lovgivning.

Artikel 103

Medlemsstaterne skal meddele Kommissionen deres planer om aftaler eller overenskomster med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland i den udstrækning, disse aftaler eller overenskomster berører denne Traktats anvendelsesområde.

Hvis et forslag til en aftale eller overenskomst indeholder punkter, som strider imod denne Traktat, afgiver Kommissionen sine bemærkninger herom til vedkommende Stat inden en måned fra modtagelsen af den omtalte meddelelse.

Denne stat kan ikke afslutte den påtænkte aftale eller overenskomst, før den har fjernet Kommissionens betænkeligheder eller har fulgt den afgørelse, som Domstolen som hastesag efter Statens henvendelse har truffet med hensyn til de påtænkte bestemmelsers forenelighed med reglerne i denne Traktat. Henvendelsen til Domstolen kan ske på et hvilket som helst tidspunkt, efter at Staten har modtaget Kommissionens bemærkninger.

Artikel 104

Ingen person eller virksomhed, som efter denne Traktats ikrafttræden afslutter eller fornyer aftaler eller overenskomster med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland, kan påberåbe sig sådanne aftaler eller overenskomster for derved at unddrage sig de forpligtelser, der påhviler de pågældende efter denne Traktat.

Enhver Medlemsstat træffer alle de forholdsregler, som den anser for nødvendige, til på Kommissionens begæring at meddele denne alle oplysninger vedrørende aftaler eller overenskomster, som er afsluttet efter denne Traktats ikrafttræden og inden for dens anvendelsesområde af enhver person eller virksomhed med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland. Kommissionen kan kun forlange disse oplysninger med det formål af forvisse sig om, at disse aftaler eller overenskomster ikke indeholder punkter, som udgør en hindring for anvendelsen af denne Traktat.

På Kommissionens begæring udtaler Domstolen sig om disse aftalers eller overenskomsters forenelighed med denne Traktats bestemmelser.

Artikel 105

Bestemmelserne i denne Traktat kan ikke påberåbes over for gennemførelsen af aftaler eller overenskomster, som før dens ikrafttræden er afsluttet af en Medlemsstat, en person eller virksomhed med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland, når disse aftaler eller overenskomster er blevet meddelt Kommissionen senest tredive dage efter denne Traktats ikrafttræden.

Dog kan aftaler eller overenskomster mellem denne Traktats undertegnelse og dens ikrafttræden, der af en person eller virksomhed er afsluttet med et tredjeland, en international organisation eller en statsborger fra et tredjeland, ikke gøres gældende over for denne Traktat, hvis Domstolen, der udtaler sig på Kommissionens begæring, skønner, at hensigten med at unddrage sig Traktatens bestemmelser for den ene eller den anden part har været et af de afgørende motiver for aftalen eller overenskomsten.

Artikel 106

De Medlemsstater, der før denne Traktats ikrafttræden har indgået aftaler med tredjelande om samarbejdet på kerneenergiens område, skal i fællesskab med Kommissionen optage de nødvendige forhandlinger med disse tredjelande for i så høj grad som muligt at lade Fællesskabet indtræde i de forpligtelser og rettigheder, der følger af disse aftaler.

Enhver ny aftale, der følger af disse forhandlinger, kræver samtykke fra den eller de Medlemsstater, der har underskrevet de ovenfor nævnte aftaler, samt Rådets godkendelse med kvalificeret flertal.

TREDJE AFSNIT

BESTEMMELSER VEDRØRENDE INSTITUTIONERNE