§ Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (Tiltrædelsesloven) Bilag 1 til loven: Traktat om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab (EØF-traktaten), herunder konvention vedrørende fælles institutioner for De europæiske Fællesskaber (* 1) · kapitel 12 af 17
Kapitel 3 – *Handelspolitikken*
LOV nr 21145 af 11/10/1972
Artikel 110
Ved at oprette en toldunion har Medlemsstaterne til hensigt i fælles interesse at bidrage til en harmonisk udvikling af verdenshandelen, en gradvis afskaffelse af restriktionerne i den internationale handel og en sænkning af toldskrankerne.
Den fælles handelspolitik skal tage hensyn til den gunstige indflydelse, som afskaffelse af tolden mellem Medlemsstaterne kan udøve med hensyn til at styrke konkurrenceevnen hos Medlemsstaternes virksomheder.
Artikel 111
Med forbehold af bestemmelserne i artiklerne 115 og 116 finder følgende bestemmelser anvendeIse i overgangsperioden:
1. Medlemsstaterne skal samordne deres handelsforbindelser med tredjeland på en sådan måde, at de nødvendige forudsætninger for iværksættelsen af en fælles politik på udenrigshandelens område er til stede ved overgangsperiodens udløb.
Kommissionen forelægger Rådet forslag vedrørende den fremgangsmåde, som skal anvendes i overgangsperioden for at bringe en fælles optræden i stand, samt vedrørende gennemførelse af en ensartet handelspolitik.
2. Kommissionen retter henstillinger til Rådet med henblik på toldforhandlinger med tredjeland vedrørende den fælles toldtarif. Rådet bemyndiger Kommissionen til at indlede sådanne forhandlinger.
Kommissionen fører forhandlingerne inden for rammerne af direktiver, som Rådet kan meddele den, og i samråd med et særligt udvalg udpeget af Rådet til at bistå den i dette arbejde.
3. Ved udøvelsen af de beføjelser, som i denne artikel er tillagt Rådet, træffer det afgørelse med enstemmighed i de to første etaper og derefter med kvalificeret flertal.
4. Medlemsstaterne træffer i samråd med Kommissionen de fornødne foranstaltninger, navnlig med henblik på at tilpasse bestående toldaftaler med tredjeland, for at hindre, at ikrafttrædelsen af den fælles toldtarif forsinkes.
5. Medlemsstaterne sætter sig som mål over for tredjeland eller grupper af tredjelande at tilvejebringe indbyrdes ensartethed mellem deres frilister på et så højt niveau som muligt. Kommissionen retter de hertil egnede henstillinger herom til Medlemsstaterne.
Såfremt Medlemsstaterne afskaffer eller lemper deres kvantitative restriktioner over for tredjeland, skal de forinden underrette Kommissionen derom og indrømme de øvrige Medlemsstater samme behandling.
Artikel 112
- (1) Med forbehold af de forpligtelser, som Medlemsstaterne har påtaget sig inden for andre internationale organisationer, skal Medlemsstaternes støtteordninger vedrørende eksport til tredjeland gradvis harmoniseres inden overgangsperiodens udløb, i det omfang det er nødvendigt for at undgå, at konkurrencen mellem virksomhederne inden for Fællesskabet fordrejes.
På forslag af Kommissionen udsteder Rådet med enstemmighed indtil udløbet af anden etape og derefter med kvalificeret flertal de direktiver, der nødvendige herfor.
- (2) Foranstående bestemmelser finder ikke anvendelse på godtgørelse, som ydes ved eksport af varer fra en Medlemsstat til tredjeland, det være sig godtgørelse af told eller afgifter med tilsvarende virkning eller af indirekte skatter, herunder omsætningsafgifter, forbrugsafgifter og andre indirekte skatter, i det omfang denne godtgørelse ikke overstiger de afgiftsbeløb, som har været pålagt de eksporterede varer direkte eller indirekte.
Artikel 113
- (1) Efter udløbet af overgangsperioden lægges ensartede principper til grund for den fælles handelspolitik, navnlig vedrørende toldændringer, afslutning af told- og handelsaftaler, gennemførelse af ensartethed i liberaliseringsforanstaltninger, eksportpolitik og handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, herunder foranstaltninger mod dumping og subsidieordninger.
- (2) Kommissionen fremsætter forslag for Rådet vedrørende iværksættelsen af den fælles handelspolitik.
- (3) Skal der føres forhandlinger om aftaler med tredjeland, retter Kommissionen henstillinger til Rådet, som bemyndiger den til at indlede de nødvendige forhandlinger.
Disse forhandlinger føres af Kommissionen inden for rammerne af direktiver, som Rådet kan meddele den, og i samråd med et særligt udvalg udpeget af Rådet til at bistå den i dette arbejde.
- (4) Ved udøvelsen af de beføjelser, som i denne artikel er tillagt Rådet, træffer det afgørelse med kvalificeret flertal.
Artikel 114
De i artikel 111, nr. 2, og i artikel 113 omhandlede aftaler afsluttes i Fællesskabets navn af Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed i de to første etaper og derefter med kvalificeret flertal.
Artikel 115
For at sikre, at gennemførelsen af de handelspolitiske foranstaltninger, som Medlemsstaterne har truffet i overensstemmelse med denne Traktat, ikke hindres af omlægninger i samhandelen, eller i tilfælde af, at forskelle mellem disse foranstaltninger medfører økonomiske vanskeligheder i en eller flere Stater, retter Kommissionen henstilling om metoderne for det nødvendige samarbejde fra de andre Medlemsstaters side. I mangel heraf bemyndiger den Medlemsstaterne til at træffe de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger på de vilkår og i den nærmere udformning, som den fastsætter.
I tilfælde af uopsættelighed kan Medlemsstaterne i overgangsperioden selv træffe de nødvendige foranstaltninger, om hvilke de underretter de øvrige Medlemsstater og Kommissionen, der kan beslutte, at de skal ændre eller ophæve disse foranstaltninger.
Fortrinsvis skal sådanne foranstaltninger vælges, som medfører de mindste forstyrrelser i fællesmarkedets funktion, og som tager hensyn til nødvendigheden af at fremskynde indførelsen af den fælles toldtarif mest muligt.
Artikel 116
I alle spørgsmål, som er af særlig interesse for fællesmarkedet, optræder Medlemsstaterne, efter overgangsperiodens udløb, udelukkende i fællesskab i internationale organisationer af økonomisk karakter. Med henblik herpå fremsætter Kommissionen forslag for Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal, vedrørende rækkevidden og gennemførelsen af den fælles optræden.
I overgangsperioden rådfører Medlemsstaterne sig med hinanden med henblik på at samordne deres optræden og på så vidt muligt at indtage en ensartet holdning.
Afsnit III
Socialpolitikken