§ Lov om valgmenigheder. (Valgmenighedsloven) · kapitel 3 af 7
Kapitel 3. – *Kirker og kirkegårde.*
LOV nr 204 af 24/05/1972
§ 11. Inden valgmenighedens kirke eller kirkesal, jfr. § 3, stk. 1, tages i brug, skal den indvies efter reglerne om indvielse af folkekirkens kirker. Biskoppen kan tillade fravigelse fra reglerne.
Stk. 2. Inden indvielsen skal det ved et provstesyn være konstateret, at kirken eller kirkesalen er i forsvarlig stand og forsynet med alt, hvad der kræves til afholdelse af gudstjeneste og udførelse af kirkelige handlinger.
Stk. 3. Inden den i § 3, stk. 3, nævnte overenskomst godkendes, skal det ved en af biskoppen foranlediget besigtigelse være konstateret, at kirken opfylder kravene efter stk. 2.
§ 12. En valgmenighed kan med kirkeministerens tilladelse anlægge kirkegård til brug for valgmenighedens medlemmer.
Stk. 2. Inden tilladelse gives, skal valgmenigheden stille sikkerhed for kirkegårdens fortsatte vedligeholdelse i tilfælde af menighedens opløsning. Størrelsen og arten af sikkerheden fastsættes af kirkeministeren.
Stk. 3. Kirkegården skal indvies, inden den tages i brug.
§ 13. Medlemmer af valgmenigheden har ret til at blive begravet på kirkegården i det sogn, hvor de bor, selv om den valgmenighed, de tilhører, har egen kirkegård i sognet.