← Lov om fremgangsmåden ved ændring af landets inddeling i kommuner og amtskommuner

§ Lov om fremgangsmåden ved ændring af landets inddeling i kommuner og amtskommuner · kapitel 5 af 6

Kapitel 5. – *SÆRLIGE BESTEMMELSER.*

LOV nr 194 af 24/05/1972

§ 14. Indenrigsministeren afgør tvivlsspørgsmål om kommunale og amtskommunale grænser, herunder om tilhørsforholdet for områder, der ikke er henført til en bestemt kommune.

§ 15. I forbindelse med en ændring af den kommunale eller amtskommunale inddeling kan indenrigsministeren efter indstilling fra inddelingsnævnet ophæve et beståendefællesskab mellem to eller flere kommuner eller amtskommuner og fastsætte vilkårene herfor.

§ 16. De amtskommunale grænser er tillige grænserne for inddelingen i amter.

§ 17. De bestemmelser, som i henhold til loven træffes om ændringer af landets inddeling i kommuner og amtskommuner og om vilkårene for gennemførelsen af sådanne ændringer, kundgøres ikke i Lovtidende.

Stk. 2. De fastsatte vilkår for gennemførelsen af ændringer i den kommunale eller amtskommunale inddeling fremlægges til gennemsyn forud for ændringernes ikrafttræden ved kommunalbestyrelsens eller amtsrådets foranstaltning. Om fremlæggelsen indrykkes meddelelse i de lokale dagblade, der har almindelig udbredelse i det af ændringen berørte område, ligesom fremlæggelsen i øvrigt bekendtgøres på den på stedet brugelige måde. Fremlæggelsen vedvarer i det første år efter ændringens ikrafttræden.

Stk. 3. Indenrigsministeren udfærdiger hvert år en fortegnelse over de ændringer i landets inddeling i kommuner og amtskommuner, som er gennemført siden den seneste fortegnelse eller gennemføres pr. 1. april i det pågældende år.