§ Lov om mønstre · kapitel 9 af 10
Kapitel IX. – *FORSKELLIGE BESTEMMELSER.*
LOV nr 218 af 27/05/1970
§ 45. En mønsterhaver, der ikke har bopæl her i landet, skal have en her bosat, i mønsterregistret indført fuldmægtig, som på hans vegne kan modtage forkyndelser og andre meddelelser vedrørende mønsteret.
Stk. 2. Har mønsterhaveren ikke sådan fuldmægtig, kan forkyndelser m.v. ske på den i retsplejelovens § 160, stk. 2, angivne måde.
§ 46. Handelsministeren kan under forudsætning af gensidighed bestemme, at reglerne i § 12 eller § 45 ikke skal finde anvendelse over for ansøgere eller mønsterhavere, der er hjemmehørende i andre lande, eller som har en i disse lande bosat og til registreringsmyndigheden her i landet anmeldt fuldmægtig med fuldmagt som omhandlet i nævnte paragraffer.
§ 47. Handelsministeren fastsætter nærmere forskrifter om lovens gennemførelse, herunder om mønsteransøgninger og deres behandling, om mønsterregistrets indretning og førelse, om Registreringstidendes udgivelse og indhold samt om registreringsmyndighedens og ankenævnets forretningsgang. Det kan herunder bestemmes, at registreringsmyndighedens journaler over indkomne ansøgninger skal være tilgængelige for enhver. Handelsministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af, hvilke dage der betragtes som lukkedage for registreringsmyndigheden.
§ 48. I sager vedrørende ansøgning om registrering af mønstre eller om fornyelse af mønsterregistreringer skal ansøgeren foruden ansøgnings- eller fornyelsesafgift betale følgende tillægsafgifter:
-
- klasseafgift for hver vareklasse ud over den første,
-
- samregistreringsafgift for hvert mønster ud over det første, jfr. § 11,
-
- opbevaringsafgift for model,
-
- bekendtgørelsesafgift for hver afbildning ud over den første.
Stk. 2. Fornyelsesafgift, som betales efter udløbet af den pågældende registreringsperiode, skal erlægges med forhøjet beløb.
Stk. 3. Handelsministeren fastsætter størrelsen af de i loven omhandlede afgifter og fastsætter gebyrer for ekspeditioner, udskrifter m.v.