Lov om indkøbsforeninger for mindre jordbrugere. § 2
§ 2. Landbrugsministeren kan meddele stadfæstelse på vedtægter for indkøbsforeninger for mindre jordbrugere, når vedtægterne indeholder følgende bestemmelser:
a. Foreningens formål skal udelukkende være at foretage indkøb til medlemmerne af husdyr, landbrugsredskaber og maskiner samt af andre tekniske driftsmidler, der anvendes i mindre landbrug og landhusholdninger. Det indkøbte vedbliver, indtil købesummen med renter og omkostninger er fuldt betalt, at være foreningens ejendomsret undergivet, medmindre dette strider mod bestemmelserne i § 38 i lov nr. 111 af 31. marts 1926 om tinglysning.
b. Indkøb for foreningens midler må kun ske til medlemmer, der er ejer eller bruger af en landbrugsejendom, hvis grundværdi ved 14. almindelige vurdering ikke overstiger 75.000 kr., eller hvis areal ikke overstiger 20 ha.
c. Ethvert medlem skal tegne en garanti for foreningens forpligtelser på mindst 200 kr. og højst 1.200 kr.
d. Til et medlem må af foreningens midler ikke anvendes mere end 15.000 kr. Til 2 medlemmer, der hæfter solidarisk, må dog anvendes indtil 20.000 kr., og til 3 eller 4 medlemmer, der ligeledes hæfter solidarisk, indtil 30.000 kr. Ved hvert indkøb skal medlemmerne betale mindst 1/4 af købesummen kontant. Resten skal afdrages til foreningen i løbet af højst 6 år. For indkøb til flere medlemmer udfærdiges kun een kontrakt, der underskrives af samtlige købere, og hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at disse hæfter solidarisk.
e. Af det til enhver tid henstående restbeløb af købesummen skal svares en rente, der efter nærmere bestemmelser i vedtægterne fastsættes til en sådan størrelse, at der heraf - foruden renter af lån af statskassen og foreningens administrationsudgifter - kan udredes og til reservefonden henlægges et beløb svarende til 1/2-1 pct. årligt af udlånsmassen i det pågældende regnskabsår. Når reservefonden andrager 10 pct. af lånet fra statskassen, således som dette til enhver tid er nedbragt, har foreningen ikke pligt til at foretage yderligere henlæggelse til reservefonden, men kan efter regnskabets godkendelse og efter indhentet samtykke fra landbrugsministeren anvende den eventuelt overskydende del af reservefonden eller eventuelt driftsoverskud til formål, der tjener foreningens interesser.
f. Foreningens bestyrelse består af 5, 7 eller 9 medlemmer, hvoraf flertallet udpeges af husmandsforeningerne i hvert amt blandt medlemmerne af indkøbsforeningen. Den øvrige del af bestyrelsen vælges af generalforsamlingen.
g. For så vidt der ved et regnskabsårs slutning fremkommer underskud, der ikke kan dækkes af foreningens reservefond eller af statskassens andel, jfr. § 6, fordeles og indkræves underskuddet inden den 1. oktober i det følgende regnskabsår hos medlemmerne efter nærmere i vedtægterne fastsatte regler. Regnskabsåret går fra 1. april til 31. marts.
h. Ingen forandring må foretages i foreningens vedtægter uden samtykke fra landbrugsministeren. Foreningerne skal normalt have mindst 400 medlemmer, inden stadfæstelse af vedtægter kan meddeles.
i. Foreningen skal hvert år til det i § 7 nævnte tilsynsudvalg indsende beretning om og regnskab for foreningens virksomhed i det forløbne år og er i øvrigt pligtig at meddele tilsynsudvalget alle oplysninger, som dette måtte forlange angående foreningens virksomhed og forhold, samt underkaste sig udvalgets tilsyn med, at foreningen ledes i overensstemmelse med denne lov og foreningens vedtægter.
j. Der udkræves finansministerens godkendelse af en vedtagen beslutning om foreningens opløsning, såfremt foreningen på det pågældende tidspunkt måtte være i gæld til statskassen.
Kilde: Retsinformation.dk