← Lov om ikrafttræden af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Kildeskat).

§ Lov om ikrafttræden af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Kildeskat). · kapitel 7 af 7

Kapitel 7. – *Andre bestemmelser.*

LOV nr 190 af 31/05/1968

§ 19. Skattepligtige personer indgiver selvangivelse for indkomståret 1969, og der foretages ansættelse af den skattepligtige indkomst og formue efter tilsvarende regler, som var gældende for skatteåret 1969-70. De skattepligtige skal efter finansministerens nærmere bestemmelse give de oplysninger, der er nødvendige for påligningen af skat af overført eller overskydende indkomst. Om afgivelsen af disse oplysninger finder reglerne om selvangivelse tilsvarende anvendelse. Ansættelse af overført og overskydende indkomst sker efter de regler, der er gældende for foretagelsen af den endelige ligning, herunder om klage til skatterådet og landsskatteretten. Ansættelsen af overskydende indkomst foretages i den kommune, i hvilken den skattepligtige skal ansættes til statsskat for indkomståret 1970.

     § 20. Hvis et beløb hævet på en kapitalbindingskonto i indkomståret 1969 er indkomstskattepligtigt efter § 5 i lov om indskud på kapitalbindingskonti, skal det medregnes ved opgørelsen af kontohaverens skattepligtige indkomst for indkomståret 1970 og ikke for indkomståret 1969.

     § 21. Finansministeren fastsætter de nærmere regler, der er nødvendige til lovens gennemførelse.

     § 22. Samtidig med kildeskattelovens ikrafttræden ophæves § 1, nr. 1)-4), §§ 2-3, § 4, stk. 2, § 6, stk. 2, §§ 7-11, § 13, stk. 2, §§ 15-16, § 23, stk. 8, §§ 35-36, § 38, stk. 1, stk. 2, 1-3 punktum, og stk. 3-5, § 39 og § 42, stk. 5-6, i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten.

     Stk. 2. De gældende bestemmelser om rangskat ophæves med udgangen af finansåret 1969-70.

     § 23. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Amalienborg, den 31. maj 1968.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

FREDERIK R.

Poul Møller.

Officielle noter

Ingen