§ Lov om terapiassistenter · kapitel 1 af 5
Kapitel I. – *AUTORISATION.*
LOV nr 154 af 08/05/1968
§ 1. Ved udtrykket terapiassistent forstås i denne lov ergoterapeut (tidligere benævnt beskæftigelsesterapeut) og fysioterapeut.
Stk. 2. Autorisation som ergoterapeut eller fysioterapeut meddeles af indenrigsministeren eller den, han bemyndiger dertil.
Stk. 3. Ret til at få autorisation har enhver, der har bestået eksamen inden for det pågældende fagområde ved en terapiassistentskole, der er godkendt af indenrigsministeren.
Stk. 4. Der kan endvidere meddeles autorisation til personer, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, som indenrigsministeren finder at kunne ligestille med den i stk. 3 nævnte uddannelse.
Stk. 5. I særlige tilfælde kan indenrigsministeren i autorisationen fastsætte begrænsninger i den pågældendes udøvelse af virksomhed som terapiassiatent.
Stk. 6. Autorisation kan dog ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af virksomhed som terapiassistent enten på grund af legemlige mangler eller på grund af varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom, anden svækkelse eller misbrug af alkohol, lægemidler o. lign., eller på grund af udvist grov uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.
Stk. 7. Forinden autorisation meddeles, afgiver vedkommende en skriftlig forsikring om samvittighedsfuldt at ville opfylde sine pligter som terapiassistent.
Stk. 8. Indenrigsministeren godkender terapiassistentskoler og uddannelsessteder i praktik og kan fastsætte nærmere bestemmelser om uddannelsen.
§ 2. Indenrigsministeren foranlediger, at der føres en fortegnelse over de meddelte autorisationer.
§3. Er autorisation som terapiassistent her i landet givet på grundlag af autorisation i andet nordisk land, kan indenrigsministeren fratage vedkommende autorisationen, dersom autorisationen i vedkommende nordiske land bliver frataget ham eller på anden måde taber sin gyldighed.
§ 4. En terapiassistent kan over for sundhedsstyrelsen fraskrive sig retten til at udøve virksomhed som terapiassistent for tid eller indtil videre. Retten genindtræder, når en fastsat tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og kan i øvrigt - også inden for en fastsat tidsfrist - generhverves efter derom til indenrigsministeren indgivet ansøgning, såfremt de omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen ikke længere findes at være til stede.
Stk. 2. Afslår indenrigsministeren en ansøgning om generhvervelse af retten til at udøve virksomhed som terapiassistent, kan ansøgeren forlange afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst et år efter, at den pågældende har fraskrevet sig retten, eller efter, at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 3. Begæring i henhold til stk. 2 skal fremsættes over for indenrigsministeren inden 3 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Indenrigsministeren anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
§ 5. Når en terapiassistent fratages retten til at udøve virksomhed som terapiassistent eller over for sundhedsstyrelsen for tid eller indtil videre fraskriver sig retten til at udøve en sådan virksomhed, fortaber han samtidig sin autorisation.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen udsteder bekendtgørelse, når en terapiassistent fortaber sin autorisation.