Lov om ferskvandsfiskeri § 12
§ 12. Fiskegårde eller andre faste fangstindretninger, ruser, sætte- eller nedgarn og lignende garn samt afspærringer (risgærder, dæmninger, boblerad o. lign.), der kan hindre fiskenes fri gang, må ikke anbringes længere ud fra bredden end til midtstrøms, dvs. midten af det til enhver tid værende strømløb, eller, for så vidt intet strømløb findes, til midten af det pågældende vand.
Stk. 2. Anbringes de i stk. 1 nævnte indretninger fra begge bredder af et vand, enten lige over for hinanden eller i kortere afstand fra hinanden end 35 m, må dog ingen af dem bringes midstrømslinjen nærmere, end at der åbnes strømmen en uhindret gennemgang svarende til en tredjedel af hele vandløbets bredde. Anbringes nævnte indretninger på samme måde på steder, hvor ingen strøm findes, må ingen af dem bringes midten af vandet nærmere, end at der i midten af dette lades et rum åbent af en tredjedel af dets bredde. Afstanden måles mellem de dele af fangstindretningerne eller redskaberne, der er hinanden nærmest.
Stk. 3. For søer, hvor der ingen midtstrømslinje findes, lægges den midtlinje, der drages fra tilløbets eller afløbets midtstrømslinje til midtlinjen i søen, til grund for bedømmelsen af afstanden mellem fangstindretninger, der anbringes ud for tilløbet eller afløbet.
Stk. 4. Fiskeriministeren kan, hvor hensynet til bestanden af vandrefisk ikke gør det betænkeligt, dispensere fra bestemmelsen i stk. 2 for et helt fiskevand, for enkelte dele af det eller for enkelte redskaber og kan fastsætte mindre afstande, dog ikke under 12 1/2 m.
Kilde: Retsinformation.dk