← Lov om ferskvandsfiskeri

§ Lov om ferskvandsfiskeri · kapitel 8 af 17

Kapitel 8. – *Bortledning og Oppumpning af vand til engvanding m.v.*

LOV nr 66 af 23/03/1965

§ 31. Hvor vand ledes eller pumpes bort fra sit løb for at anvendes til engvanding, skal de heri interesserede, såfremt de i § 37 nævnte myndigheder skønner det nødvendigt eller hensigtsmæssigt, tillade anbragt gitre eller lignende for at forhindre opgang af fisk eller fiskeyngel i anlægget. Berettiget til at indbringe sagen for den pågældende myndighed er en eller flere af de fiskeriberettigede, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund eller fiskeriministeren.

Stk. 2. Såfremt der i henhold til vandløbslovens § 38 er nedsat en vandløbsret til afgørelse af spørgsmålet om oprettelse af et engvandingsanlæg, afgøres spørgsmålet om vandingsgitrets anbringelse af denne vandløbsret. Der vil i så fald samtidig være at træffe afgørelse om, hvorledes gitrene m. m. skal indrettes og anbringes, og til hvilke tider de skal være i brug m.m.

§ 32. Fordelingen af omkostningerne ved anbringelsen, pasningen (rensningen) og vedligeholdelsen af gitrene m. m. mellem de i vandets brug ved engvandingen interesserede og de fiskeriberettigede foretages i mangel af overenskomst af de i § 37 nævnte myndigheder, eventuelt af den vandløbsret, for hvem sagen er indbragt, dog således at mindst halvdelen af omkostningerne udredes af de i vandingen interesserede. Beløbene kan inddrives ved udpantning, for så vidt de er fastsat ved de nævnte myndigheders afgørelse.

Stk. 2. Hvor anbringelsen af gitre eller lignende efter fiskeriministerens skøn har en mere almindelig betydning for fiskeriet, kan der af statskassen til fordel for fiskeriinteresserne ydes tilskud til omkostningerne ved anskaffelsen og anbringelsen af de pågældende indretninger.

§ 33. Såfremt de i engvandingen interesserede, efter at de pågældende indretninger har været i virksomhed i et tidsrum af i alt 6 måneder, mener, at disse er til skade for engvandingen, kan de på ny indbringe sagen for de nævnte myndigheder, der da har at træffe afgørelse om, hvorvidt indretningerne skal forandres eller borttages.

§ 34. Sker bortledning eller oppumpning til andet formål end det i § 31 nævnte, skal vandindtagningsstedet på de i indtagningen interesserede parters bekostning afspærres med et gitter eller net med største tremmeafstand 5 mm eller største maskevidde 5x5 mm.