§ Lov om nukleare anlæg (atomanlæg) (Atomanlægsloven) · kapitel 4 af 4
Kapitel IV. – *Forholdet til andre love, straffe- og slutningsbestemmelser.*
LOV nr 170 af 16/05/1962
§ 36. Personer, der er beskæftiget ved et nukleart anlæg og er omfattet af en af vedkommende ansvarlige indehaver i henhold til lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde tegnet ulykkesforsikring, har kun krav på erstatning efter denne lov i det omfang, hvori deres tab ikke er dækket gennem forsikringen. Forsikringsselskabet kan uanset bestemmelsen i § 4 i ulykkesforsikringsloven ikke afkræve anlægsindehaveren erstatningsydelser, som selskabet har udbetalt til sådanne personer.
§ 37. Bestemmelserne i sundhedslovgivningen, herunder lov nr. 94 af 31. marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer, og i arbejderbeskyttelseslovgivningen berøres ikke af denne lov.
§ 38. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år straffes den, som uden godkendelse bygger eller driver et nukleart anlæg, eller som undlader at efterkomme de for godkendelsen gældende betingelser eller vilkår. På samme måde straffes den, der meddeler urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved behandling af spørgsmål om godkendelse eller lempelse af betingelser eller vilkår for godkendelsen, eller som i forbindelse med ansøgning herom fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Begås lovovertrædelsen uagtsomt, er straffen bøde eller hæfte.
Stk. 2. Med bøde eller hæfte straffes den, som undlader at efterkomme krav, som i medfør af § 7 stilles af tilsynsmyndighederne, eller som meddeler tilsynsmyndighederne urigtig oplysning eller overtræder bestemmelserne i §§ 25, 31, stk. 1, 1. punktum, og 35, stk. 1.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af denne lov, kan fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4. Der kan pålægges anlæggets indehaver bødeansvar, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant. For bødeansvar i medfør af bestemmelsen i dette stykke fastsættes ingen forvandlingsstraf.
§ 39. Sager om overtrædelse af denne lov eller i medfør af loven givne forskrifter behandles som politisager. De i lov om rettens pleje kapitel 68, 69, 71 og 72 omhandlede retsmidler finder anvendelse i de pågældende sager i samme omfang som i sager, som det efter de almindelige regler tilkommer statsadvokaten at forfølge.
§ 40. Loven træder i kraft den 1. juli 1962.
Stk. 2. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan efter forhandling med det færøske hjemmestyre ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. Indehavere af nukleare anlæg, som er i drift ved lovens ikrafttræden, skal inden 3 måneder fra ikrafttrædelsesdagen indgive andragende til statsministeren om anlæggets godkendelse.
Stk. 4. I tiden, indtil erstatningskonventionen i medfør af dennes artikel 19 træder i kraft, finder reglerne i denne lov om ansvar for nukleare ulykker kun anvendelse på ulykker, der sker på dansk territorium.
Givet på Christiansborg Slot, den 16. maj 1962.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
FREDERIK R.
Hans Hækkerup.
Officielle noter
Ingen