Lov om Indførelse af dansk Personret, Familieret og Arveret i de sønderjydske Landsdele. § 3
§ 3.
Formynderskabsrettens Beføjelser og Pligter gaar over til Amtmanden i de Tilfælde, der omhandles i »Bürgerliches Gesetzbuch« af 18. August 1896 (i det følgende betegnet som B. G. B.) §§ 1304, 1308, 1337, 1357, 1358, 1379, 1402, 1447, 1451, 1595, 1612, 1635, 1636 og 1685. Iøvrigt gaar de over til Underretsdommeren. Denne handler som administrativ Autoritet (Underøvrighed) i de Tilfælde, hvor tilsvarende Handlinger efter dansk Ret er Øvrighedsforretninger; i andre Tilfælde kan Underretsdommerens Afgørelse paakæres.
Tilsynet med umyndige udøves af Underretsdommeren paa det Sted, hvor den umyndige bor, og i Tvivlstilfælde af den Underretsdommer, Justitsministeren udpeger. For umyndiggjorte Personers Vedkommende medfører den umyndiges Flytning ikke Flytning af Tilsynet.
I Kraft bliver §§ 51, 52, 54 og 61 i Rigsloven af 17. Maj 1898 om den frivillige Retsplejes Anliggender. B. G. B. § 1789 ophæves.
Er der ved denne Lovs Ikrafttræden paabegyndt Sag for Formynderskabsretten, paahviler det Underretsdommeren i den danske Retskreds, i hvilken den Underret, der hidtil har behandlet Sagen, havde Sæde, at drage Omsorg for, at Sagen overføres til videre Behandling i Overensstemmelse med foranstaaende Regler. Har Formynderskabsretten Sæde udenfor de sønderjydske Landsdele, og maatte Sagen af internationale Hensyn blive afvist eller afgivet til de danske Myndigheder, kan den overføres til den Underretsdommer, som Justitsministeren bestemmer dertil.
De Afgørelser i Formynderskabssager, som er truffet af de hidtilværende Retter (Formynderskabsretten eller højere Ret), kan indbringes for overordnet dansk Ret i Overensstemmelse med Reglerne i Loven om Indførelse af dansk Retspleje i de sønderjydske Landsdele § 11; de sammesteds givne Regler om Sager, der ved Lovens Ikrafttræden maatte være indbragt for højere Ret, finder tilsvarende Anvendelse paa Formynderskabssager.
Dansk Rets Regler om Tinglæsning af Umyndiggørelsesdekreter finder ikke Anvendelse, hvorimod Dekreter, der afsiges efter Lovens Ikrafttræden, kundgøres i Statstidende.
Kilde: Retsinformation.dk