Lov om Indførelse af dansk Personret, Familieret og Arveret i de sønderjydske Landsdele. § 17
§ 17.
Hidtil gældende Rets Regler om offentlig Opdragelse af Børn og unge Mennesker (Fürsorgeerziehung) – derunder B. G. B. § 1838 – sættes ud af Kraft. Allerede paabegyndte Sager kan føres til Ende efter de hidtil gældende Regler, dog at Underretsdommeren, naar Barnet skal fjernes fra Hjemmet, kun træffer Bestemmelse herom og eventuelt om Barnets foreløbige Anbringelse, medens den endelige Bestemmelse om Barnets Anbringelse træffes af Overværgeraadet.
Dette overtager ogsaa Forsorgen for de Børn, der ved denne Lovs Ikrafttræden er under offentlig Opdragelse. Overværgeraadet skal derfor være beføjet til ved sin Beslutning at overtage Forældremagten over dem (Myndigheden over deres Person), hvor Raadet finder det nødvendigt. De Opdragelsesanstalter og Børnehjem, i hvilke saadanne Børn er anbragt, undergives Tilsyn efter Reglerne i Lov Nr. 72 af 14. April 1905.
Udgifter ved Foranstaltninger, der er truffet i Henhold til hidtil gældende Ret, afholdes efter hidtil gældende Regler indtil 1. April 1921, men derefter i Overensstemmelse med Reglerne i Lov Nr. 72 af 14. April 1905.
Kilde: Retsinformation.dk