← Lov om Telegrafer og Telefoner (* 1)

§ Lov om Telegrafer og Telefoner (* 1) · kapitel 2 af 3

Kapitel II. – *Om Ledningers Anbringelse og Beskyttelse.*

LOV nr 84 af 11/05/1897

§ 9

Statens Telegraf- og Telefonledninger med Tilbehør maa anbringes paa, over eller under fremmed Grund og Ejendom, være sig offentlig eller privat; saafremt vedkommendes Samtykke til Anbringelsen ikke har kunnet opnaas, skal det dog være godtgjort ved et Skøn afgivet af uvillige, dertil af Retten udmeldte sagkyndige Mænd, at Anbringelsen er nødvendig for Anlæget. For øvrigt bliver der ved Udførelsen af Anlæget at tage Hensyn til de Ønsker, som den offentlige Myndighed eller private Ejer, hvis Ejendom berøres af Anlæget, maatte have angaaende Stedet, hvor Ledningerne med Tilbehør skulle anbringes, selv om Bekostningen ved Anlæget derved forøges. Langs offentlige Veje skal Ledningen saa vidt mulig holdes paa en og samme Side af Vejen.

Paa Steder, hvor det alt er anbragt kommunale eller private Telegraf- eller Telefonledninger, eller Gas-, Vand-, Kloak-, Elektricitets- eller lignende Ledninger, maa Statens Telegraf- og Telefonledninger kun anbringes, for saa vidt det kan ske uden Ulempe for de førstnævnte Ledninger, hvilket om fornødent bliver at godtgøre ved en paa lovlig Maade optagen Skønsforretning.

De i Statens Tjeneste staaende Personer, der ere beskæftigede ved eller føre Tilsyn med Arbejder ved en Staten tilhørende Ledning og Legitimere sig som saadanne, have uhindret Adgang til mod Erstatning for den derved bevirkede Ulempe og Skade (jfr. § 14) at færdes saavel paa offentlig som paa privat Ejendom, for saa vidt de paagældende Arbejder gøre det fornødent. Til beboede Huse have de nævnte Personer dog kun Adgang om Dagen, ad anvist Vej, og kun for saa vidt det kan ske uden Ulempe for Beboerne; ti Beboelseslejligheder have de ikke Adgang.

§ 10

Saafremt det til Anlæg af en Staten tilhørende Telegraf- eller Telefonledning med Tilbehør bliver fornødent at erhverve fremmed Ejendom, vil denne, for saa vidt Afstaaelse ikke opnaas i Mindelighed, og Erhvervelsens Nødvendighed godtgøres ved lovligt Skøn, være at ekspropriere paa Indenrigsministerens Foranstaltning.

§ 11

Foranlediger Anlæget af eller Vedligeholdelsesarbejder ved en Staten tilhørende Telegraf- eller Telefonledning, at den Grund, hvorover Ledningen føres, midlertidig helt eller delvis unddrages fra den sædvanlige Benyttelse, eller at saadan Benyttelse besværliggøres, skal der en passende Tid før Arbejdernes Paabegyndelse gives den, der har Raadighed over den paagældende Grund, skriftlig Meddelelse derom. Naar de paagældende Arbejder ere nødvendiggjorte ved Beskadigelser af Ledningerne, som ere bevirkede ved pludselige Begivenheder, og som kræve uopholdelig Udbedring, skal det dog være tilstrækkeligt, at skriftlig eller mundtlig Meddelelse gives snarest muligt, senest samtidig med Arbejdernes Paabegyndelse.

§ 12

Hvor en Staten tilhørende Telegraf- eller Telefonledning er anbragt, maa der ikke foretages noget Bygnings- eller Jordarbejde eller iværksættes nogen anden Foranstaltning, hvorved Ledningen kan udsættes for Forstyrrelse eller Beskadigelse, uden at der 8 Dage forud eller, for saa vidt en pludselig indtraadt Begivenhed har nødvendiggjort Arbejdets uopholdelige Udførelse, snarest muligt, senest samtidig med dets Paabegyndelse, sker skriftlig eller mundtlig Anmeldelse derom til den nærmeste af Staten ansatte Bestyrer af en Telegraf- eller Telefonstation.

En Statsledning skal paa Begæring af vedkommende Grundejer midlertidig eller for stedse fjernes, naar det godtgøres, at Fjernelsen er nødvendig for Iværksættelsen af Arbejder som de nævnte eller for den Brug, som Ejeren agter at gøre af Grunden. I Mangel af mindelig Overenskomst skal Spørgsmaalet om Nødvendigheden af, at en Statsledning midlertidig eller for stedse fjernes, afgøres ved en paa lovlig Maade optagen Skønsforretning.

Plantninger og Bevoksninger paa offentlig Gade, Vej eller Plads, der udsætte Statens ved denne Lovs Ikrafttræden bestaaende Telegraf- og Telefonledninger for Forstyrrelse, kunne af Statstelegrafvæsenet fordres beskaarne i saadant Omfang, som det ved lovligt Skøn godtgøres at være nødvendigt for Ledningernes Sikkerhed.

§ 13

Naar private eller Kommuner ville anlægge Telegraf- eller Telefonledninger eller Ledninger for elektrisk Drivkraft, Elektricitet til Belysning og lignende paa Steder, hvor der alt er anbragt Telegraf- og Telefonledninger, som tilhøre Staten, skulle hine Ledninger anbringes saaledes, at de ikke frembyde Fare for at hindre eller forulempe Benyttelsen af Statens Ledninger. Spørgsmaal om, hvorvidt dette er Tilfældet, skal i Mangel af mindelig Overenskomst afgøres ved lovligt Skøn.

Saafremt en privat eller kommunal Ledning skulde falde ned og derved hindre eller forulempe Benyttelsen af en Staten tilhørende Telegraf- eller Telefonledning, skal vedkommende Statsmyndighed være berettiget til henholdsvis for den private Ejers eller Kommunalbestyrelsens Regning at træffe saadanne Foranstaltninger ved den førstnævnte Ledning, som skønnes at være nødvendige til den opstaaede Ulempes Fjernelse.

§ 14

Ligesom der for Afstaaelse af Grund til Anlæg af Statstelegraf- og Telefonledninger, jfr. § 10, vil være at yde fuld Erstatning, saaledes vil al Skade og Ulempe, som Anbringelsen, Tilstedeværelsen og Vedligeholdelsen af saadanne Ledninger, jfr. §§ 9, 11 og 12, forvolder paa fremmed, offentlig eller privat, Ejendom, være at erstatte af Staten. Erstatningens Størrelse bliver i Mangel af mindelig Overenskomst at fastsætte af uvillige, paa sædvanlig Maade af Retten dertil udmeldte Mænd.

§ 15

Overtrædelse af Bestemmelserne i § 12, 1ste og 3dje Stykke, samt § 13, 1ste Stykke, straffes, for saa vidt Handlingen ikke efter sin Beskaffenhed falder ind under almindelig borgerlig Straffelovs § 295, med Bøder indtil 200 Kr. Sager herom behandles som offentlige Politisager, men Paatale finder kun Sted efter Statstelegrafvæsenets Begæring.

§ 16

De ifølge §§ 9-12 og 14-15 for Statens Telegraf- og Telefonledninger gældende Bestemmelser kunne, helt eller delvis og med de fornødne Lempelser, gøres anvendelige ogsaa paa de Anlæg, paa hvilke der gives Koncession i Henhold til § 2. Det nærmere desangaaende indføres i Koncessionen, saaledes at det særlig fastsættes, at Koncessionshaveren med Hensyn til Anvendelsen af de ovenfor anførte Bestemmelser er underkastet Indenrigsministerens Tilsyn og dennes Afgørelse af Klager over Koncessionshaverens og Funktionærernes Forhold, samt at Koncessionshaverens Anvendelse af Bestemmelserne i § 9, 1ste og 2det Stykke, og § 10 for hvert enkelt Tilfælde er betinget af Indenrigsministerens Samtykke.