§ Overgangsloven · kapitel 26 af 30
Kapitel 11 – Ansattes rettigheder ved overførsel
LBK nr 56 af 15/01/2026
Ansættelsesvilkår for overenskomstansatte m.v.
§ 145. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med en overførsel efter §§ 102, 126 og 142 ellers ikke ville være omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Stk. 2. Overføres en ansat i kommunal tjeneste til en region efter § 142, vedbliver bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold vedrørende denne ansatte, som Kommunernes Lønningsnævn har godkendt i medfør af § 67 i lov om kommunernes styrelse, at være gældende, indtil Regionernes Lønnings- og Takstnævn i medfør af regionslovens § 37 aftaler eller fastsætter andre bestemmelser herom.
Tjenestemænds ansættelsesvilkår
§ 146. Tjenestemænd, der overføres efter §§ 102, 126 og 142, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Tjenestemænds pensioner m.v.
§ 147. Tjenestemænd, der overføres efter § 142 fra en kommune til en region, får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt tjenestemandspensionen af regionen. Tilsvarende gælder udbetaling af de i stk. 3 nævnte øvrige ydelser relateret til den overførte tjenestemand.
Stk. 2. Medmindre andet aftales, deles de i stk. 3 nævnte pensionsudgifter relateret til tjenestemænd, der overføres efter § 142, mellem kommunen og regionen i forhold til tjenestemandens optjente pensionsalder under henholdsvis den nye og den hidtidige myndighed. Perioder ud over 37 års pensionsalder indgår ikke i delingsberegningen. De to pensionsalderandele nedrundes til hele år.
Stk. 3. Medmindre andet aftales, deles følgende pensionsudgifter efter stk. 2:
-
Egenpensioner.
-
Ægtefællepensioner.
-
Børnepensioner og børnepensionstillæg.
-
Efterindtægt af pension til ægtefælle og børn eller en af disse.
-
Opsatte egen- og ægtefællepensioner.
-
Fratrædelsesgodtgørelser som alternativ til opsat pension.
-
Åremålspensioner.
-
Overførselsbeløb ved tjenestemandsansættelse i EU.
-
Beløbsoverførsel ved individuel overgang mellem tjenestemandsansættelsesområder.
Stk. 4. Medmindre andet aftales, skal kommunen efter anmodning fra regionen refundere regionen sin andel efter stk. 2 og 3 af den pensionsudgift, som regionen aktuelt har udbetalt.
Stk. 5. Medmindre andet aftales, overføres pensionsudgifter til tidligere ansatte tjenestemænd i kommunen ikke til regionen.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning, refusion og administration af de i stk. 2-4 nævnte pensionsudgifter.
Stk. 7. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om overførslen af de i stk. 2-5 nævnte pensionsudgifter. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herved fravige bestemmelserne i stk. 2-5 og § 141, stk. 1-8, om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder og pligter, i det omfang det skønnes nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig overførsel af pensionsforpligtelsen.
Ansatte med tjenestemandslignende pensioner
§ 148. § 147, stk. 1-5, og de forskrifter, der er udstedt i medfør af § 147, stk. 6, finder tilsvarende anvendelse for ansatte, der overføres efter §§ 126 og 142 med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke ansatte der er omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning, refusion og administration af de i stk. 1 nævnte pensionsudgifter, der fraviger de forskrifter, der er udstedt i medfør af § 147, stk. 6.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om overførslen af de i stk. 1-3 nævnte pensionsudgifter. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herved fravige bestemmelserne i stk. 1, jf. § 147, stk. 2-5, og § 141, stk. 1-8, om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder og pligter, i det omfang det skønnes nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig overførsel af pensionsforpligtelsen.