← Bekendtgørelse af lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge

§ Bekendtgørelse af lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge · kapitel 13 af 18

Kapitel 4 – Tilsyn med behandlings- og specialundervisningstilbud

LBK nr 535 af 15/06/2026

§ 12. Beliggenhedskommunen har ansvaret for tilsynet med behandlings- og specialundervisningstilbuddet og fører tilsyn med, om behandlings- og specialundervisningstilbuddet overholder kvalitetsaftalen og betingelserne for godkendelse, jf. §§ 8-10, og har den fornødne økonomiske kvalitet, jf. § 11, samt om behandlings- og specialundervisningstilbuddets årsbudget kan godkendes, jf. § 13.

Stk. 2. Beliggenhedskommunen indgår aftale med socialtilsynet, jf. § 2, stk. 3, i lov om socialtilsyn, om, at socialtilsynet fører fagligt tilsyn med kvaliteten af støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling, der ydes efter barnets lov og den indgåede kvalitetsaftale. Beliggenhedskommunen kan indgå aftale med socialtilsynet om, at socialtilsynet varetager tilsynsopgaver efter stk. 1 i videre omfang end efter 1. pkt.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om beliggenhedskommunens tilsyn med behandlings- og specialundervisningstilbud, herunder krav til tilsynets indhold, karakter og omfang.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med social- og boligministeren nærmere regler om beliggenhedskommunernes indgåelse af aftale med socialtilsynet om socialtilsynets tilsyn med behandlings- og specialundervisningstilbud.

§ 13. Beliggenhedskommunen godkender årligt behandlings- og specialundervisningstilbuddets årsbudget, hvis årsbudgettet

  1. sikrer den nødvendige sammenhæng mellem den faglige indsats og de afsatte økonomiske ressourcer,

  2. ikke indeholder udgifter, der er uvedkommende for behandlings- og specialundervisningstilbuddets virksomhed,

  3. giver mulighed for ansvarlig forvaltning af offentlige midler og

  4. adskiller poster til undervisning fra det samlede årsbudget.

Stk. 2. Behandlings- og specialundervisningstilbud skal udarbejde en årlig rapport om tilbuddets virksomhed, som bl.a. skal indeholde økonomiske nøgletal fra behandlings- og specialundervisningstilbuddets seneste regnskab.

Stk. 3. Beliggenhedskommunen kan stille yderligere krav til det enkelte behandlings- og specialundervisningstilbuds budget- og regnskabsaflæggelse og om revision heraf, hvis det i særlige tilfælde vurderes nødvendigt for at sikre tilstrækkelig gennemsigtighed i behandlings- og specialundervisningstilbuddets økonomi.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlings- og specialundervisningstilbuds årlige rapport om tilbuddets virksomhed, jf. stk. 2.

§ 14. Behandlings- og specialundervisningstilbud skal efter anmodning give beliggenhedskommunen de faglige, organisatoriske og økonomiske oplysninger om behandlings- og specialundervisningstilbuddet, som beliggenhedskommunen vurderer er nødvendige for beliggenhedskommunens tilsyn med behandlings- og specialundervisningstilbuddet, jf. §§ 12 og 13.

Stk. 2. Behandlings- og specialundervisningstilbud skal af egen drift og uden unødigt ophold give oplysning til beliggenhedskommunen om

  1. væsentlige ændringer i forhold til godkendelsen, jf. §§ 8-11 og 13, og

  2. bekymrende forhold og hændelser i behandlings- og specialundervisningstilbuddet og om, hvorvidt andre tilsynsyndigheder har foretaget tilsynsmæssige skridt over for behandlings- og specialundervisningstilbuddet.

Stk. 3. Behandlings- og specialundervisningstilbud skal af egen drift og uden unødigt ophold give oplysning til den kommune, der har ansvaret for barnet eller den unge efter barnets lov, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, om bekymrende forhold og hændelser i behandlings- og specialundervisningstilbuddet og om, hvorvidt andre tilsynsmyndigheder har foretaget tilsynsmæssige skridt over for behandlings- og specialundervisningstilbuddet.

Stk. 4. Vedkommende kommune skal give socialtilsynet, jf. § 12, stk. 2, de oplysninger efter stk. 1-3, som er nødvendige for, at socialtilsynet kan føre tilsyn med kvaliteten af støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter kvalitetsaftalen og barnets lov i behandlings- og specialundervisningstilbud.