← Varmeforsyningsloven

§ Varmeforsyningsloven · kapitel 14 af 16

Kapitel 6 – Klage, Energiklagenævn m.v.5)

LBK nr 465 af 07/05/2026

§ 26. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af kommunen, klima-, energi- og forsyningsministeren, Forsyningstilsynet eller andre statslige myndigheder efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Kommunens, klima-, energi- og forsyningsministerens, Forsyningstilsynets og andre statslige myndigheders afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 4. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.

§ 26 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om

  1. adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller efter regler udstedt i henhold til loven træffes af kommunalbestyrelsen, klima-, energi- og forsyningsministeren eller Forsyningstilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, og

  2. at afgørelser, truffet af en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Forsyningstilsynet eller anden statslig myndighed i henhold til en bemyndigelse efter § 24 b, stk. 1, ikke skal kunne indbringes for klima-, energi- og forsyningsministeren.

§ 27. Energiklagenævnet kan hos de af loven omfattede anlæg indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

§ 27 a. Udgifterne, som er forbundet med etablering og drift af et privat ankenævn på energiområdet, der er godkendt i medfør af kapitel 2 i lov om forbrugerklager, betales af virksomheder omfattet af lov om elforsyning, lov om gasforsyning og lov om varmeforsyning. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling og opkrævning.

§ 28. (Ophævet)