§ Varmeforsyningsloven · kapitel 12 af 16
Kapitel 4 – Priser
LBK nr 465 af 07/05/2026
§ 20. Kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvarmeanlæg med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg m.v. kan i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser, herunder omkostninger til energispareaktiviteter efter §§ 28 a, 28 b og 29 og omkostninger til beredskab efter lov om styrket beredskab i energisektoren, samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital, herunder ved et statsfinansieret lån, og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog stk. 7-18 og §§ 20 b, 20 c, 20 e og 21 b. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på levering af opvarmet vand til andre formål fra et centralt kraft-varme-anlæg, jf. § 10, stk. 6, i lov om elforsyning. 1. pkt. finder ikke anvendelse på virksomheder ved levering af overskudsvarme.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at andre udgifter og omkostninger end de i stk. 1 nævnte kan indregnes i priserne, jf. dog stk. 7. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om indregning i priserne af kompensation ved et projekt til ændring af områdeafgrænsningen, afvikling af over- eller underdækning, herunder tidsperioder for afvikling, og indregning af driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og med Forsyningstilsynets tiltræden forrentning af indskudskapital. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at anlæg, der er nævnt i § 20, stk. 1, er helt eller delvis undtaget fra regler om indregning af driftsmæssige afskrivninger fastsat efter 2. pkt.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne til levering af ydelser omfattet af stk. 1 og andre ydelser. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at anlæg, der er nævnt i § 20, stk. 1, er helt eller delvis undtaget fra regler fastsat efter 1. pkt.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg. I reglerne lægges vægt på at understøtte en økonomisk og miljømæssig effektivisering af affaldssektoren og på at sikre, at varmeforbrugerne alene skal bære de omkostninger, der kan henføres til varmeproduktionen. Reglerne om et prisloft finder ikke anvendelse på anlæg, der efter regler i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed er godkendt til nyttiggørelse eller bortskaffelse af farligt affald som hovedaktivitet, og som er indrettet og drevet med henblik på hovedsageligt at forbrænde farligt affald. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvornår et anlæg kan betragtes som indrettet og drevet med henblik på hovedsagelig at forbrænde farligt affald.
Stk. 5. Virksomheder, der leverer ydelser omfattet af stk. 1, kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om priser i forbindelse med tilslutning af ejendomme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg.
Stk. 6. Hvor det er teknisk gennemførligt, skal betaling efter målt forbrug for varmt vand, damp eller gas bortset fra naturgas ske i et direkte kundeforhold mellem forbruger og det kollektive forsyningsanlæg, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer.
Stk. 7. Det vederlag, som betales ved hel eller delvis overdragelse af anlæg omfattet af stk. 1, må hverken direkte eller indirekte føre til, at priserne for ydelser fra anlæg omfattet af stk. 1 bliver højere, end de kunne være blevet, såfremt overdragelsen ikke havde fundet sted, herunder som følge af indregning af forøgede udgifter til finansiering ved fremmedkapital, driftsmæssige afskrivninger eller forrentning af indskudskapital.
Stk. 8. Udgifter til erhvervelse af kvoter til varmeproduktion må først indregnes i priserne for ydelser omfattet af stk. 1, når de gratis tildelte CO2-kvoter, som klima-, energi- og forsyningsministeren efter lov om CO2-kvoter har givet meddelelse om, ikke er tilstrækkelige til at dække CO2-udledningen fra varmeproduktionen.
Stk. 9. Har klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af lov om CO2-kvoter givet meddelelse om tildeling af et større antal gratis CO2-kvoter end det, der har været behov for til dækning af CO2-udledningen fra varmeproduktionen, skal værdien af de overskydende CO2-kvoter modregnes i priserne på ydelser omfattet af stk. 1, medmindre de overskydende CO2-kvoter er opstået som følge af CO2-fangstaktiviteter efter lov om CO2-fangst i forsyningssektoren og er overført til en CO2-fangstvirksomhed.
Stk. 10. Udgifter til betaling af afgift efter lov om CO2-kvoter kan ikke indregnes i priser for ydelser omfattet af stk. 1.
Stk. 11. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de CO2-kvoter, som er nævnt i stk. 8, og om de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter efter stk. 9, som ikke er overført til en CO2-fangstvirksomhed, jf. lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, og regler om administration af ordningerne. Ministeren kan herunder fastsætte bestemmelse om værdifastsættelse af de i 1. pkt. nævnte CO2-kvoter, om tildeling og forbrug af CO2-kvoter til varmeproduktion, om tidspunkt og fremgangsmåde vedrørende overførsel af CO2-kvoter i forholdet mellem varmeproduktionsenheder og varmeaftagere ved underskud eller overskud af CO2-kvoter og om fordeling af CO2-kvoter mellem flere varmeaftagere.
Stk. 12. Affaldsforbrændingsanlæg, der leverer opvarmet vand eller damp, kan i prisen for de i stk. 1 nævnte ydelser ikke indregne følgende udgifter og bortfald af indtægter, jf. dog stk. 13:
-
Afgift af affald anvendt som brændsel, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.
-
CO2-afgift af ikke bionedbrydeligt affald anvendt som brændsel, jf. § 2, stk. 1, nr. 14, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.
-
Bortfald af indtægter som følge af ophævelse af lov om tilskud til elproduktion.
Stk. 13. For så vidt angår afgifter nævnt i stk. 12, nr. 1 og 2, kan de affaldsforbrændingsanlæg, som er nævnt i stk. 12, og de aftagere, som anlæggene leverer opvarmet vand eller damp til, indgå aftaler om, at udgifter til afgifter, jf. stk. 12, nr. 1 og 2, indregnes i priser for ydelser omfattet af stk. 1. Det er en betingelse, at parterne samtidig aftaler, hvilke udgifter som følge af indførelsen af afgifterne nævnt i stk. 12, nr. 1 og 2, og ophævelsen af tilskuddet nævnt i stk. 12, nr. 3, der ikke skal indregnes i priser for ydelser omfattet af stk. 1, således at den samlede aftale afspejler en rimelig balance mellem parterne.
Stk. 14. En aftale indgået i overensstemmelse med stk. 13 kan ikke resultere i en varmepris, der overstiger et prisloft udmeldt efter stk. 4.
Stk. 15. Stk. 1 gælder ikke indregning af afgiftsfordelen ved anvendelse af biomasse i forhold til fossile brændsler i prisen for levering af opvarmet vand eller damp fra et centralt kraftvarmeanlæg, jf. § 10, stk. 6, i lov om elforsyning, når
-
det opvarmede vand eller dampen er produceret på biomasse og leveres til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, jf. § 2,
-
prisen for levering af det opvarmede vand eller dampen er fastsat på grundlag af en aftale mellem det centrale kraft-varme-anlæg og det kollektive varmeforsyningsanlæg, hvoraf den andel af afgiftsfordelen, der indregnes i prisen, fremgår, og
-
det kollektive varmeforsyningsanlæg på tidspunktet for aftalens indgåelse er ejet af en eller flere kommuner, af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, eller af kommuner og forbrugere i forening.
Stk. 16. Ved afgiftsfordelen nævnt i stk. 15 forstås forskellen i summen af alle afgifter, herunder energiafgifter og forsyningssikkerhedsafgift, for opvarmet vand eller damp, der produceres på basis af fossile brændsler, i forhold til summen af afgifter for opvarmet vand eller damp, der produceres på biomasse.
Stk. 17. Aftalen nævnt i stk. 15, nr. 2, skal forelægges Forsyningstilsynet med dokumentation for, at forudsætningerne nævnt i stk. 15 er opfyldt. Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om formen for dokumentation og om, at forelæggelse skal foretages elektronisk. Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om, at forelæggelsen skal ledsages af en erklæring afgivet af en registreret revisor, en statsautoriseret revisor eller kommunens revisor.
Stk. 18. Stk. 1 finder ikke anvendelse for kollektive varmeforsyningsanlægs indregning af udgifter til opvarmet vand, der er undtaget efter § 20 e.
§ 20 a. Har der i forbindelse med varmeproduktion været foretaget CO2-fangst i medfør af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, kan kollektive varmeforsyningsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, og kraft-varme-anlæg med en eleffekt på over 25 MW med henblik på finansiering af CO2-fangstaktiviteter lægge en værdi efter regler udstedt i medfør af stk. 3 på prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, der svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og betaling af afgifter, som anlægget eller dets varmeaftagere ville kunne indregne i prisen efter § 20, stk. 1, hvis der ved varmeproduktionen ikke var foretaget CO2-fangst og -lagring.
Stk. 2. En virksomhed, som driver et fremføringsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, kan højst samlet lægge en værdi på prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, der svarer til den værdi, som det kollektive varmeforsyningsanlæg eller kraft-varme-anlægget med en eleffekt på over 25 MW har pålagt prisen efter stk. 1 eller efter regler i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om værdifastsættelsen af CO2-kvoterne i stk. 1.
§ 20 b. Geotermiske anlæg, solvarmeanlæg og biogas- eller biomassebaserede varme- eller kraft-varme-værker, som leverer opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser indkalkulere et overskud. Ligeledes kan eldrevne varmepumper, der leverer varme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, indkalkulere et overskud.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at andre end de i stk. 1 nævnte anlæg kan indkalkulere et overskud i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, såfremt disse er baserede på vedvarende energi og indgår i tilsvarende leveranceforhold som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om et prisloft for de i stk. 1 og 2 nævnte anlægs ydelser.
§ 20 c. Ved samproduktion af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand, som er omfattet af § 20, stk. 1, og opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas til andre formål, som ikke er omfattet af § 20, stk. 1, skal begge ydelser leveres i overensstemmelse med §§ 20 og 20 b, medmindre der anmeldes en omkostningsfordeling af ydelserne til Forsyningstilsynet, jf. § 21, stk. 1.
§ 20 d. Varmedistributionsvirksomheder skal stille deres ydelser omfattet af § 20, stk. 1, til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår. Varmedistributionsvirksomheder skal indgå kontrakt med forbrugerne.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om afbrydelse af varmeforsyning, opsigelsesvarsel og bindingsperiode med henblik på at forpligte varmedistributionsvirksomheder til at sikre forbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af ydelser omfattet af § 20, stk. 1, mellem forbrugerne og disse virksomheder. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om varsling af ændringer af pris og betingelser for ydelser omfattet af § 20, stk. 1. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om forbrugernes ret til en kontrakt, jf. stk. 1, 2. pkt., herunder om ansvar, indhold, vilkår, deling af oplysninger fra kontrakten og salgs- og betalingsmetoder.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om varmedistributionsvirksomheders beregning og opkrævning af godtgørelse ved udtræden af leveringsforholdet.
§ 20 e. Forsyningstilsynet undtager efter ansøgning, jf. stk. 2, levering af opvarmet vand fra et geotermisk anlæg til et kollektivt varmeforsyningsanlæg fra § 20, stk. 1, når følgende betingelser er opfyldt:
-
Det geotermiske anlæg og det kollektive varmeforsyningsanlæg er uafhængige og med modsatrettede interesser.
-
Der er indgået aftale mellem det geotermiske anlæg og det kollektive varmeforsyningsanlæg, der indeholder vilkår
a) om et loft over de omkostninger, som det kollektive varmeforsyningsanlæg skal afholde,
b) om etablering og effektiv drift af det geotermiske anlæg, herunder at det kollektive varmeforsyningsanlæg modtager en på forhånd aftalt andel i eventuelle effektiviseringsgevinster,
c) om, at det kollektive varmeforsyningsanlæg ikke pålægges omkostninger i forhold til det geotermiske anlæg, før det geotermiske anlæg leverer opvarmet vand, og
d) om, at det kollektive varmeforsyningsanlæg ikke pålægges omkostninger til en varmekapacitet, hvis ikke det geotermiske anlæg stiller denne kapacitet til rådighed for det kollektive varmeforsyningsanlæg i de perioder, der er fastsat i aftalen.
-
Der er ikke påbegyndt levering af opvarmet vand fra det geotermiske anlæg før efter den 10. marts 2023.
-
Projektet for levering af opvarmet vand fra det geotermiske anlæg er det selskabsøkonomisk mest fordelagtige på tidspunktet for indgåelse af aftalen, jf. stk. 2.
-
Projektet for etablering af det geotermiske anlæg er på ansøgningstidspunktet godkendt af kommunalbestyrelsen som det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt efter kapitel 2 og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Det kollektive varmeforsyningsanlæg, som det opvarmede vand leveres til, kan ansøge om undtagelse efter stk. 1. Ansøgningen indsendes til Forsyningstilsynet sammen med dokumentation for og en beskrivelse af, hvordan betingelserne i stk. 1 er opfyldt. Beskrivelsen skal være underskrevet af begge aftaleparter. Der indsendes endvidere en erklæring på tro og love fra begge aftaleparter om, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt.
Stk. 3. Sker der ændringer i uafhængigheden, jf. stk. 1, nr. 1, eller foretager aftaleparterne ændringer i aftalen, der vedrører betingelserne i stk. 1, nr. 2, indsender det kollektive varmeforsyningsanlæg, som det opvarmede vand leveres til, en ny ansøgning til Forsyningstilsynet. Den nye ansøgning skal indsendes, inden ændringerne træder i kraft. Forsyningstilsynet vurderer, om undtagelsen fra § 20, stk. 1, jf. stk. 1, kan opretholdes efter ændringerne.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ansøgningsordningen, herunder om dokumentation, beskrivelse og erklæring på tro og love.
§ 21. Tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet produktion og andre betingelser for ydelser omfattet af §§ 20, 20 a eller 20 b skal anmeldes til et tilsyn, der er nedsat af klima-, energi- og forsyningsministeren (Forsyningstilsynet), med angivelse af grundlaget herfor efter regler fastsat af tilsynet. Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om formen for anmeldelse og om, at anmeldelse skal foretages elektronisk. Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om, at anmeldelse skal ledsages af erklæring afgivet af en registreret revisor, statsautoriseret revisor eller kommunens revisor. Forsyningstilsynet kan give pålæg om anmeldelse.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at visse sager ikke skal anmeldes.
Stk. 3. Tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet produktion og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige.
Stk. 4. Finder Forsyningstilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet produktion eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 a, 20 b eller 20 c, § 28 b, stk. 4, eller regler udstedt i henhold til loven, træffer Forsyningstilsynet afgørelse herom og kan desuden give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet produktion eller betingelser, jf. dog stk. 6 og 7.
Stk. 5. Såfremt tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet produktion eller andre betingelser må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan Forsyningstilsynet træffe afgørelse herom og kan desuden give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet produktion eller betingelser, jf. dog stk. 6 og 7.
Stk. 6. Når Forsyningstilsynet, jf. § 20, stk. 17, har vurderet, om fordeling af afgiftsfordelen er fastsat efter en aftale i overensstemmelse med § 20, stk. 15, kan beføjelserne nævnt i stk. 4 og 5 ikke anvendes i forhold til den del af aftalen, som vedrører afgiftsfordelen. De øvrige dele af aftalen, jf. § 20, stk. 15, er fortsat underlagt bestemmelserne i kapitel 4.
Stk. 7. Forsyningstilsynets beføjelser efter stk. 4 og 5 finder ikke anvendelse på virksomheder for opvarmet vand, der er undtaget efter § 20 e.
Stk. 8. Bestemmelserne i stk. 1-7 finder tilsvarende anvendelse for vedtægtsbestemmelser i virksomheder, der ejer kollektive varmeforsyningsanlæg.
§ 21 a. Det geotermiske anlæg skal anmelde omkostninger ved levering af opvarmet vand, der er undtaget efter § 20 e, til Forsyningstilsynet. Anmeldelse skal foretages fra tidspunktet for idriftsættelse af det geotermiske anlæg.
Stk. 2. Det kollektive varmeforsyningsanlæg, som det opvarmede vand leveres til, skal anmelde udgifter til køb og nyttiggørelse af opvarmet vand, der er er undtaget efter § 20 e, til Forsyningstilsynet. Anmeldelse skal foretages årligt fra tidspunktet for idriftsættelse af det geotermiske anlæg.
Stk. 3. Forsyningstilsynet kan give pålæg om anmeldelse.
Stk. 4. Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om frister for og formkrav til anmeldelse og om, at anmeldelse skal foretages elektronisk.
§ 21 b. Aftaler, som en varmeforsyningsvirksomhed omfattet af § 20, stk. 1, indgår med koncern- og interesseforbundne selskaber, skal indgås på markedsmæssige vilkår.
Stk. 2. Aftaler omfattet af stk. 1 skal foreligge i skriftlig form fra tidspunktet for aftalens indgåelse. Varmeforsyningsvirksomheden skal tilvejebringe og opbevare dokumentation for, hvordan priser og vilkår er fastsat, som skal forelægges Forsyningstilsynet efter anmodning.
Stk. 3. Forsyningstilsynet kan fastsætte den markedsmæssige pris, når Forsyningstilsynet finder, at en aftale omfattet af stk. 1 ikke er indgået på markedsmæssige vilkår. Forsyningstilsynet lægger den fastsatte markedsmæssige pris til grund for afgørelser om, hvilket beløb varmeforsyningsvirksomheden kan indregne i priserne efter § 20, stk. 1.
Stk. 4. Forsyningstilsynet kan påbyde en varmeforsyningsvirksomhed at afvikle beløb, der overstiger prisen fastsat efter stk. 3, ved indregning i tarifferne.
Stk. 5. Forsyningstilsynet fører tilsyn med følgende:
-
Overholdelse af reglerne i stk. 1 og 2.
-
Efterkommelse af afgørelser efter stk. 3 og påbud efter stk. 4.
Stk. 6. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om følgende:
-
Vurdering af markedsmæssige vilkår og om fastsættelse af den markedsmæssige pris, herunder om metoder til prisfastsættelsen.
-
Definitionen af koncern- og interesseforbundne selskaber omfattet af stk. 1.
-
Dokumentationspligtens indhold og rækkevidde efter stk. 2.
-
Indsendelse og offentliggørelse af oplysninger.
§ 22. Forsyningstilsynet udarbejder en standardkontoplan og fastsætter regler om regnskabsføring og budgettering for de anlæg, der er nævnt i § 20, stk. 1, herunder om, at regnskabsåret skal følge kalenderåret, og om, at der ved anmeldelse efter § 21, stk. 1, 1. pkt., skal anvendes den standardkontoplan, Forsyningstilsynet har udarbejdet.
Stk. 2. Forsyningstilsynet fastsætter regler om indberetning af data fra de anlæg, der er nævnt i § 20, stk. 1, til Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet kan herunder fastsætte regler om formen for indberetning og om, at indberetning skal ske elektronisk. Forsyningstilsynet kan endvidere fastsætte regler om, at en indberetning skal ledsages af en erklæring afgivet af en registreret revisor, en statsautoriseret revisor eller kommunens revisor. Forsyningstilsynet kan give pålæg om indberetning.
Stk. 3. Forsyningstilsynet fastsætter regler om, at anlæg, der er nævnt i § 20, stk. 1, er helt eller delvis undtaget fra regler fastsat efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om de af loven omfattede anlægs regnskabsføring m.v. med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten.
§ 22 a. Energibranchens organisationer kan udarbejde standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer og betingelser for de ydelser omfattet af §§ 20 eller 20 b. Forsyningstilsynet fører tilsyn med sådanne standardiserede vejledninger efter regler fastsat af tilsynet.
§ 22 b. Forsyningstilsynet beregner og udmelder årligt omkostninger til køb, installation og anvendelse, herunder drift og vedligeholdelse, af individuel varmeforsyning baseret på vedvarende energi. Forsyningstilsynet udmelder grundlaget for den beregnede omkostning. Energistyrelsen beregner og udmelder dog omkostninger efter 1. pkt. i 2025 for 2023-2025.
Stk. 2. Forsyningstilsynet beregner og udmelder årligt en beregnet forbrugerpris for varmeforsyningsvirksomheder, der leverer opvarmet vand omfattet af § 20, stk. 1, til en slutkunde. Forsyningstilsynet beregner og udmelder desuden en beregnet forbrugerpris i 2026 for 2023 og 2024. Forsyningstilsynet udmelder grundlaget for den beregnede forbrugerpris efter 1. og 2. pkt. En varmeforsyningsvirksomhed giver uden ugrundet ophold Forsyningstilsynet meddelelse, hvis varmeforsyningsvirksomheden i forbindelse med Forsyningstilsynets udmelding efter 3. pkt. konstaterer, at Forsyningstilsynets beregning for den pågældende varmeforsyningsvirksomhed er foretaget på et fejlagtigt grundlag.
Stk. 3. Forsyningstilsynet beregner årligt et gennemsnit over de forudgående 3 års omkostninger efter stk. 1 og de forudgående 3 års forbrugerpriser efter stk. 2.
Stk. 4. Forsyningstilsynet offentliggør årligt en oversigt over de varmeforsyningsvirksomheder, der har en gennemsnitlig forbrugerpris, der overstiger den gennemsnitlige omkostning efter stk. 3.
Stk. 5. Varmeforsyningsvirksomheder omfattet af oversigten efter stk. 4 skal orientere varmeforbrugerne om, at varmeforsyningsvirksomheden fremgår af oversigten.
Stk. 6. Varmeforsyningsvirksomheder omfattet af oversigten efter stk. 4 skal udarbejde og offentliggøre en plan, som beskriver varmeforsyningsvirksomhedens forventede tiltag for nedbringelse af forbrugerprisen de næste 3 år. Planen forelægges Forsyningstilsynet med dokumentation for, at planen er offentliggjort. En varmeforsyningsvirksomhed vil ikke skulle udarbejde en ny plan før udløbet af den 3-årige periode, der er nævnt i 1. pkt.
Stk. 7. Forsyningstilsynet træffer afgørelse over for varmeforsyningsvirksomheder omfattet af stk. 6, når den gennemsnitlige beregnede forbrugerpris overstiger den gennemsnitlige omkostning i en 3-årig periode. Forsyningstilsynet orienterer på afgørelsestidspunktet kommunalbestyrelsen i den eller de kommuner, som har pålagt tilslutningspligt til varmeforsyningsvirksomheden.
Stk. 8. En varmeforsyningsvirksomhed kan anmode Forsyningstilsynet om at genoptage en sag efter stk. 7, inden 3 måneder efter at afgørelsen i sagen er truffet. Forsyningstilsynet kan kun genoptage sagen, hvis varmeforsyningsvirksomheden kan dokumentere, at beregningen af den beregnede forbrugerpris er foretaget på et fejlagtigt grundlag, som varmeforsyningsvirksomheden på grund af helt særlige omstændigheder ikke har kunnet konstatere ved Forsyningstilsynets årlige udmelding efter stk. 2, og at varmeforsyningsvirksomheden derfor ikke er omfattet af stk. 7. Forsyningstilsynet orienterer straks kommunalbestyrelsen i den eller de kommuner, som har pålagt tilslutningspligt til varmeforsyningsvirksomheden, om anmodningen om genoptagelse. Forsyningstilsynet orienterer straks kommunalbestyrelsen om Forsyningstilsynets afgørelse i genoptagelsessagen.
Stk. 9. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om forhold omfattet af stk. 1-8.
Kapitel 4 a
Forsyningstilsynet, oplysningspligt m.v.
§ 23. Forsyningstilsynets afgørelser skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen.
Stk. 2. Forsyningstilsynet beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge, føre tilsyn, træffe afgørelse eller give pålæg i en sag, jf. § 21, stk. 4 og 5, og § 21 b, stk. 3-5, og om Forsyningstilsynets sagsbehandling midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Stk. 3. Forsyningstilsynets undersøgelser, tilsyn, afgørelser og pålæg, jf. § 21, stk. 4 og 5, og § 21 b, stk. 3-5, kan alene vedrøre forhold for en periode på op til 5 år forud for det tidspunkt, hvor sagen er indbragt for eller rejst af Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet kan dog af egen drift i særlige tilfælde udvide perioden, der er nævnt i 1. pkt.
§ 23 a. Forsyningstilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven få adgang til lokaler, der benyttes af en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder virksomhedens regnskaber, øvrige regnskabsmaterialer, forretningsbøger og andre forretningspapirer, uanset om disse oplysninger opbevares elektronisk. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en virksomhed, der er koncernforbunden med en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, såfremt der har fundet en eller flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomheder.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1.
§ 23 b. Forsyningstilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, andre betingelser m.v. og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt.
Stk. 2. Forsyningstilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de af loven omfattede anlægs indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse anlægs udførelse af deres opgaver. Forsyningstilsynet udarbejder en analyse af omkostninger og udgifter til opvarmet vand, der er undtaget efter § 20 e. Forsyningstilsynet udarbejder analysen på baggrund af de oplysninger, som det geotermiske anlæg og det kollektive varmeforsyningsanlæg anmelder i medfør af § 21 a. Forsyningstilsynets analyse skal foreligge inden 5 år efter idriftsættelse af det geotermiske anlæg.
Stk. 3. Forsyningstilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring tariffer, rabatter og andre betingelser. Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om, hvordan sådanne forhold skal offentliggøres af de af loven omfattede anlæg, og regler om fakturering og specificering af omkostninger.
Stk. 4. Forsyningstilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i et af loven omfattet anlæg med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.
Stk. 5. Forsyningstilsynet kan hos en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, indhente de oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en virksomhed, der er koncernforbunden med en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, såfremt der har fundet en eller flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomheder.
Stk. 6. Forsyningstilsynet kan pålægge en virksomhed, der er omfattet af stk. 5, at tilvejebringe de oplysninger, herunder at tilvejebringe dem i en bestemt form, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om tilvejebringelse af oplysninger.
Stk. 7. Hvis Forsyningstilsynet ikke har mulighed for at indhente oplysninger efter stk. 5 om en transaktion mellem en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, og en virksomhed, der er koncernforbunden med denne virksomhed, kan Forsyningstilsynet foreløbigt fastsætte den indregningsberettigede udgift til den pågældende transaktion. Den foreløbige fastsættelse af den indregningsberettigede udgift bortfalder, når de nødvendige oplysninger er fremsendt og dokumenteret. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler for Forsyningstilsynets foreløbige fastsættelse af den indregningsberettigede udgift.
Stk. 8. Forsyningstilsynet gør klima-, energi- og forsyningsministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for ministerens varetagelse af opgaver efter denne lov.
Stk. 9. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, skal udarbejde en selvevaluering af virksomhedens overholdelse af varmeforsyningslovens kapitel 4, 4 a og 4 b til brug for tilsynet. Der kan herunder fastsættes regler om, at selvevalueringen ledsages af en erklæring fra en statsautoriseret revisor, som ikke er eller har været virksomhedens sædvanlige revisor og hverken har eller i perioden, som selvevalueringen vedrører, har haft andre opgaver for virksomheden, og som har dokumenteret erfaring med regnskaber baseret på varmeforsyningsloven.
§ 23 c. Omkostninger, som er forbundet med Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, betales af de selskaber, som Forsyningstilsynet fører tilsyn med efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Varmeselskaberne betaler halvårligt et beløb til Forsyningstilsynet til dækning af Forsyningstilsynets omkostninger til opgaver efter §§ 23 l og 23 m. Det samlede beløb fastsættes til 0,2 mio. kr. Beløbet reguleres en gang årligt pr. 1. juli med den sats for det generelle pris- og lønindeks, der er fastsat af Finansministeriet. Klima-, energi- og forsyningsministeren offentliggør reguleringer hvert år, første gang pr. 1. juli 2019. Betalingen opkræves i forhold til mængden af terajoule varme leveret ab værk korrigeret for graddage. Den leverede varme opgøres på baggrund af selskabets indberetning af energiforbrug og -produktion til Energistyrelsens energiproducenttælling i det foregående kalenderår. Betalingen opkræves fra de selskaber,
-
der ejer anlæg til produktion af varme,
-
hvis hovedbeskæftigelse er energiproduktion eller affaldsforbrænding,
-
hvis samlede levering af varme ab værk i det foregående kalenderår mindst har udgjort 100 TJ korrigeret for graddage, og
-
som Forsyningstilsynet fører tilsyn med.
Stk. 3. Forsyningstilsynet fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af omkostningerne efter stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4. Afgørelser truffet i henhold til regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af Forsyningstilsynets omkostninger i forbindelse med Forsyningstilsynets opgaver efter loven eller regler fastsat i medfør af loven angående varmeselskabernes opgaver vedrørende energibesparelser.
Stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 28 b, stk. 1, nævnte varmedistributionsvirksomheder skal betale de udgifter, som er forbundet med ministerens behandling og vurdering af de pågældende virksomheders opgaver vedrørende energibesparelser efter § 28 a, stk. 1, og § 28 b, stk. 1.
§ 23 d. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed, forsyningssikkerhed og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge de af loven omfattede anlæg at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger om anlæggenes produktions- og driftsmæssige forhold samt om de af anlæggene købte og solgte ydelser.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan hos kommunerne indhente de nødvendige oplysninger til brug for kortlægningen af den kollektive forsyning med opvarmet vand, damp eller gas.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om omfanget og offentliggørelse af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.
Kapitel 4 b
Overdragelse af virksomhed, udskillelse af aktiviteter og forbrugerindflydelse
§ 23 e. (Ophævet)
§ 23 f. Inden et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, som ikke ejes af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, kan afstås til andre end kommuner, skal disse forbrugere tilbydes at købe anlægget til markedspris.
Stk. 2. Inden et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, som ejes af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, kan afstås til andre, skal den eller de kommuner, hvori anlægget er beliggende, tilbydes at købe anlægget til markedspris.
Stk. 3. Forkøbsretten efter stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse ved afståelse af ejerandele i et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp eller af ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne fremføringsanlæg.
Stk. 4. Forkøbsretten efter stk. 1 og 2 bortfalder, hvis forbrugerne eller kommunen ikke inden tre måneder efter, at tilbuddet er kommet frem, tilkendegiver at ville benytte den. Vilkårene for overdragelsen af anlægget fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af Forsyningstilsynet.
Stk. 5. En aftale, som er indgået i strid med stk. 1, 2 eller 3, er ugyldig.
§ 23 g. Driften af et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp skal udøves i et selvstændigt selskab, såfremt anlægget ikke ejes af en eller flere kommuner, af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, eller af kommuner og forbrugere i forening. Tilsvarende skal driften udøves i et selvstændigt selskab, såfremt kommuner, forbrugere eller disse i forening ikke ejer alle ejerandele i en virksomhed, der ejer fremføringsanlægget. Selskabet, som driften af fremføringsanlægget skal udøves i, må ikke varetage anden virksomhed, medmindre dette sker i et andet selvstændigt selskab.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan dispensere fra kravene i stk. 1, såfremt særlige hensyn tilsiger det.
§ 23 h. Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, skal vælges af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af en eller flere kommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på virksomhedens generalforsamling eller på anden måde. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale bestyrelser i forening.
Stk. 2. Indflydelseskravet i stk. 1 anses for opfyldt, hvis bestyrelsen i en virksomhed som nævnt i stk. 1, der drives i andelsselskabsform, udpeges af et repræsentantskab, der er valgt af andelshaverne i forsyningsområdet. Det samme gælder for en virksomhed som nævnt i stk. 1, der drives som en selvejende institution eller i foreningsform, hvis bestyrelsen udpeges af repræsentanter, der er valgt af en eller flere kommunale bestyrelser i forsyningsområdet, af en flerhed af forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af sådanne kommunale bestyrelser og forbrugere i forening. Det samme gælder for et kommunalt anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp.
Stk. 3. I en virksomhed som nævnt i stk. 1, der ejes gennem en eller flere juridiske personer, anses indflydelseskravet for opfyldt, hvis flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den øverste juridiske person er valgt eller udpeget på den i stk. 1 eller 2 nævnte måde og denne bestyrelse direkte eller indirekte vælger virksomhedens bestyrelse.
Stk. 4. En virksomhed som nævnt i stk. 1, der er ejet af forbrugere, kommuner eller en selvejende institution, og som er koncernforbundet med en netvirksomhed med bevilling i henhold til § 19 i lov om elforsyning, kan i stedet for på den i stk. 3 nævnte måde opfylde kravet om forbrugerindflydelse på følgende måde:
-
Forbrugerne, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, skal vælge mindst to medlemmer af virksomhedens bestyrelse enten direkte eller via et repræsentantskab, og
-
forbrugerne, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller, såfremt virksomheden er kommunalt ejet, kommunalbestyrelserne i virksomhedens forsyningsområde skal deltage i valget af flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den øverste juridiske person, og denne bestyrelse vælger herefter direkte eller indirekte virksomhedens bestyrelse.
Stk. 5. I stedet for at forbrugerne vælger mindst 2 medlemmer af virksomhedens bestyrelse efter stk. 4, nr. 1, kan et repræsentantskab, som vælger flertallet af bestyrelsen for den øverste juridiske person efter stk. 4, nr. 2, vælge mindst 2 forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, som medlemmer af virksomhedens bestyrelse.
Stk. 6. De i stk. 4, nr. 1, eller stk. 5 nævnte medlemmer skal have samme rettigheder og pligter som de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 7. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan dispensere fra indflydelseskravet i stk. 1, såfremt særlige hensyn tilsiger det.
§ 23 i. Såfremt forbrugere eller kommunale bestyrelser eller disse i forening ikke har den i § 23 h nævnte indflydelse i virksomheden, skal der etableres et forbrugerrepræsentantskab. Forbrugerrepræsentantskabet skal bestå af 11 medlemmer valgt af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, og har til opgave at vælge flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i virksomheden.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for forbrugernes valgret og valgbarhed samt om varigheden af forbrugerrepræsentantskabsmedlemmernes mandat.
Stk. 3. Forbrugerrepræsentantskabets valg af bestyrelsesmedlemmer kan alene ske blandt kandidater opstillet af medlemmerne af forbrugerrepræsentantskabet. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en periode svarende til den periode, der efter vedtægterne gælder for andre bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 4. Hvis virksomheden drives i aktieselskabsform, finder selskabslovens § 120, stk. 1, ikke anvendelse.
§ 23 j. Et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 i, stk. 1, skal vælges første gang senest seks måneder efter, at virksomheden ikke opfylder det i § 23 h nævnte indflydelseskrav. Forbrugerrepræsentantskabet vælger flertallet af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer inden for en frist på fire uger.
Stk. 2. Virksomheden skal drage omsorg for at etablere et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 i.
§ 23 k. Vedtægterne for en virksomhed, der ejer anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, skal indeholde nærmere bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af §§ 23 h-j.
Stk. 2. Valg af bestyrelsesmedlemmer efter §§ 23 h-23 j skal ske på en sådan måde, at forbrugerindflydelsen i rimeligt omfang afspejler antallet af forbrugere og det faktiske energiforbrug.
Stk. 3. En virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, der er ejet af forbrugere, kommuner eller en selvejende institution, kan i stedet for de i stk. 2 nævnte valgregler anvende valgregler, der giver enhver tilsluttet forbruger lige indflydelse uanset forbrug, jf. § 44, stk. 2, i lov om elforsyning, når
-
virksomheden, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, er koncernforbundet med en netvirksomhed med bevilling i henhold til § 19 i lov om elforsyning,
-
virksomheden, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, opfylder kravet om forbrugerindflydelse på måden, som er nævnt i § 23 h, stk. 3-5, og
-
netvirksomheden opfylder kravet om forbrugerindflydelse på den i § 41, stk. 3, i lov om elforsyning nævnte måde.
Stk. 4. I tilfælde af uenighed mellem forbruger og virksomhed om, hvorvidt vedtægterne opfylder de i stk. 1-3 anførte krav, kan sagen af parterne indbringes for Forsyningstilsynet.
§ 23 l. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet andele i sådanne virksomheder. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der ejer eller i perioden efter den 3. maj 2017 har ejet anlæg til produktion af opvarmet vand eller damp, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 3. maj 2017 har ejet andele i sådanne virksomheder.
Stk. 2. Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af stk. 1, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de virksomheder, der berøres af den selskabsmæssige omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes forhold i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget af, at virksomheden eller virksomhederne er omfattet af stk. 1 eller, hvis det er en spaltning, § 2, stk. 1-3, i lov om kommuners afståelse af vandselskaber. Hvis en spaltning fører til, at en eller flere virksomheder alene bliver omfattet af § 2, stk. 1-3, i lov om kommuners afståelse af vandselskaber, er det yderligere en betingelse, at der i de udspaltede virksomheder ikke er anvendt eller medfulgt midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning. Kommunen afgiver i forbindelse med spaltninger omfattet af 3. pkt. en erklæring til Forsyningstilsynet i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 23 n om, at der ikke i de udspaltede virksomheder er anvendt eller medfulgt midler i strid med 3. pkt. § 23 m, stk. 6, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Registreringen skal omfatte den dato, hvor uddelingen eller vederlaget er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets størrelse. Ved registreringen opgøres uddelinger, der hidrører fra forrentning af indskudskapital, der er indregnet i medfør af regler udstedt efter § 20, stk. 2, på en særskilt konto. Ved registreringen opgøres vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der hidrører fra forrentning af indskudskapital, der kan indregnes i medfør af regler udstedt efter § 20, stk. 2, på en særskilt konto.
Stk. 4. Ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1 til en fond eller anden selvejende institution anses afståelsestidspunktet for rådighedsdato efter stk. 3, og der skal efter stk. 1 registreres et vederlag, som mindst svarer til markedsværdien af de pågældende ejerandele.
Stk. 5. Kommuner indberetter senest den 1. februar hvert år til Forsyningstilsynet de registreringer, som kommunen har foretaget efter stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår, eller afgiver erklæring om, at der ikke er foretaget sådanne registreringer.
Stk. 6. Indberetningen skal angive det samlede beløb, der er blevet til rådighed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal ledsages af dokumentation for størrelsen af de registrerede uddelinger og vederlag og for de registrerede rådighedsdatoer. Endvidere skal indberetningen angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra de enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i indberetningsåret, hvor der efter stk. 10 sker reduktion i kommunens statstilskud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret. Finder tilsynet, at den ledsagende dokumentation er utilstrækkelig, kan tilsynet forlange yderligere dokumentation.
Stk. 7. Ved indberetningen efter stk. 5 kan kommunale ejere af aktieselskaber, der var børsnoterede den 20. februar 2003, i det samlede rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning fradrage et beløb svarende til det gennemsnitlige modtagne udbytte fra selskaber omfattet af stk. 1 i årene 1998-2002. Fradraget kan dog ikke overstige det samlede modtagne udbytte i det kalenderår, som indberetningen vedrører.
Stk. 8. Kommuner kan ved indberetning efter stk. 5 af vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1 fratrække beløb, som i medfør af § 23 m, stk. 1 eller 6, har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i henhold til stk. 10. Kommuner kan endvidere ved indberetning efter stk. 5 fratrække
-
et nettoprovenu og en indskudskapital, som Forsyningstilsynet har godkendt eller fastsat i medfør af § 35, stk. 5, jf. stk. 1 eller stk. 9, 2. pkt., i lov om gasforsyning, og som for nettoprovenuets vedkommende har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i henhold til § 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning,
-
indskudskapital, som kommunen har indskudt i et teknisk vand-selskab, jf. § 8, stk. 7, nr. 1, i lov om forsyning med teknisk vand, og
-
beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i henhold til § 6 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber.
Stk. 9. Forsyningstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt det indberettede rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, den beregnede forrentning og eventuelle fradrag efter stk. 7 og 8 kan godkendes. Kan Forsyningstilsynet ikke godkende disse, fastsætter tilsynet rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag.
Stk. 10. Forsyningstilsynet giver senest den 1. maj hvert år Social- og Indenrigsministeriet4) meddelelse om de efter stk. 9 godkendte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning og med eventuelle fradrag. Social- og Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 15, stk. 1-5, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Uddelinger fra eller vederlag ved afståelse af ejerandele, som hidrører fra forrentning af indskudskapital, jf. stk. 3, 2. og 3. pkt., reduceres efter § 15, stk. 1, 2 og 4, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, når midlerne inden for en kommunal koncernstruktur er anvendt til investering i materielle anlægsaktiver til brug for aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning. Hvis beløbet efter 2. pkt. overstiger det modregnede beløb i det første modregningsår, beregner Social- og Indenrigsministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i indberetningsåret til den 1. juli i året efter indberetningsåret. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret.
§ 23 m. Kommuner må ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren bevare ejerandele i virksomheder omfattet af § 23 l, stk. 1, såfremt der i de pågældende virksomheder eller i virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan stille vilkår for meddelelse af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktiviteter i en eller flere af de pågældende virksomheder eller om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter skal betragtes som uddelinger efter § 23 l, stk. 1. Afståelse efter 2. pkt. skal, medmindre særlige hensyn tilsiger andet, ske snarest. Dersom tilladelse ikke opnås, skal kommunen snarest afhænde samtlige ejerandele i de pågældende virksomheder.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, i det omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling, lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren eller lov om gasforsyning eller nye aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse. Tilsvarende finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse, i det omfang aktiviteten vedrører indvinding af geotermisk energi omfattet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund.
Stk. 3. I virksomheder omfattet af stk. 1 må der ikke anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling, lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren eller lov om gasforsyning, til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Stk. 4. Aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren eller lov om gasforsyning. Affaldsforbrændingsanlæg kan dog udøve aktiviteter forbundet med affaldshåndtering omfattet af lov om miljøbeskyttelse uden selskabsmæssig adskillelse.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 og § 3, stk. 1, i lov om fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner for aktiviteter omfattet af stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab.
Stk. 6. Kommuner godtgør senest den 1. februar hvert år over for Forsyningstilsynet ved erklæring afgivet i overensstemmelse med reglerne fastsat i medfør af § 23 n, at der ikke i det foregående kalenderår er anvendt midler i strid med stk. 3. Finder Forsyningstilsynet, at en kommune må anses for at have anvendt midler i strid med stk. 3, betragtes de pågældende midler som uddelinger efter § 23 l, stk. 1. Forsyningstilsynet fastsætter rådighedsdatoen, beløbets størrelse og en beregnet forrentning i henhold til § 23 l, stk. 6. Kan en kommune ikke afgive erklæring i overensstemmelse med reglerne fastsat i medfør af § 23 n, giver klima-, energi- og forsyningsministeren meddelelse herom. Klima-, energi- og forsyningsministeren træffer herefter afgørelse om hel eller delvis afståelse af aktiviteter eller ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1.
Stk. 7. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at andre aktiviteter skal være omfattet af stk. 2-6.
Stk. 8. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan dispensere fra kravet i stk. 4, såfremt særlige hensyn tilsiger det.
§ 23 n. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indberetning efter § 23 l, stk. 5, samt om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet af § 23 l, stk. 2 og 5, og § 23 m, stk. 3-6, herunder om, at der skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter som nævnt i § 23 m, stk. 1, herunder om, at der skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.
Kapitel 4 c
Energieffektiviseringsordning for overskudsvarme m.v.
§ 23 o. Virksomheder, der er registreret efter momsloven, kan ansøge klima-, energi- og forsyningsministeren om at indgå i en energieffektiviseringsordning for overskudsvarme. Energieffektiviseringsordningen skal omfatte energigennemgange med henblik på at identificere mulige energieffektiviseringer af virksomhedens overskudsvarme og gennemførelse af disse.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan videregive oplysninger til told- og skatteforvaltningen om virksomheders deltagelse i energieffektiviseringsordningen.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler for energieffektiviseringsordningen, herunder regler om følgende:
-
Ansøgning om indtræden i og udmeldelse af ordningen, herunder proces og indhold.
-
Afgørelse om deltagelse i energieffektiviseringsordningen.
-
Dokumentationskrav og krav om afgivelse af erklæringer på tro og love for at kunne deltage i energieffektiviseringsordningen.
-
Gennemførelse af energigennemgange og energieffektiviseringstiltag.
-
Verifikation af energigennemgange og energieffektiviseringstiltag af en uvildig ekstern ekspert eller af et certificeringsorgan, der er akkrediteret af DANAK – Den Danske Akkrediteringsfond eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan.
-
Godkendelse og offentliggørelse af oplysninger om uvildige eksterne tekniske eksperter.
-
Nærmere angivne internationale vedtagelser og specifikationer, som virksomheder, der deltager i energieffektiviseringsordningen, skal overholde.
-
Påbud og afgørelse om udelukkelse fra energieffektiviseringsordningen af virksomheder og uvildige eksperter.
-
Kursusgebyrer i forbindelse med godkendelse af uvildige tekniske eksperter, jf. nr. 6.
§ 23 p. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, hvilke kriterier et fjernvarmesystem skal overholde for at være effektivt, og hvornår disse kriterier skal være opfyldt. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at operatører af fjernvarmesystemer, der ikke overholder regler fastsat i medfør af 1. pkt., vil skulle udarbejde en plan herfor, herunder regler om godkendelse af planen m.v.
§ 23 q. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om cost-benefit-analyser for udnyttelse af overskudsvarme, herunder regler om, hvornår og for hvilke anlæg cost-benefit-analyserne skal udarbejdes, og om analysernes indhold og godkendelse.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indsamling og offentliggørelse af oplysninger om cost-benefit-analyser nævnt i stk. 1.
§ 23 r. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om datacentres udnyttelse af overskudsvarme eller andre former for genvinding af overskudsvarme.