§ Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. · kapitel 28 af 38
Kapitel 9 – Ydelse og optagelse af lån m.v.
LBK nr 445 af 17/04/2026
§ 67. En dansk UCITS må ikke yde lån til eller stille garanti for tredjemand.
Stk. 2. En dansk UCITS kan dog påtage sig den hæftelse, der er forbundet med erhvervelse af aktier, der ikke er fuldt indbetalt. Sådanne hæftelser må ikke overstige 5 pct. af en afdelings formue.
§ 68. En dansk UCITS må ikke optage lån.
Stk. 2. Finanstilsynet kan dog tillade, at en dansk UCITS på vegne af en afdeling
-
optager kortfristede lån på højst 10 pct. af en afdelings formue bortset fra lån med investeringsformål og
-
optager lån på højst 10 pct. af en afdelings formue til erhvervelse af fast ejendom, der er absolut påkrævet for udøvelse af den danske UCITS’ virksomhed.
Stk. 3. De i stk. 2, nr. 1 og 2, omhandlede lån må tilsammen højst udgøre 15 pct. af en afdelings formue.
§ 69. En dansk UCITS må ikke foretage salg uden dækning af værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter, andele i kollektive investeringsinstitutter, afledte finansielle instrumenter og andre pengemarkedsinstrumenter.
§ 70. Instrumenter, der er optaget til handel på et reguleret marked eller på et andet marked, skal, hvis de handles uden for de regulerede markeder i lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller tilsvarende markeder i andre lande, handles til samme eller en mere fordelagtig pris end den, der omsætningens størrelse taget i betragtning kunne opnås på det pågældende marked.
§ 71. En dansk UCITS kan erhverve løsøre og fast ejendom, hvis det er absolut påkrævet for udøvelse af dens virksomhed.
Emission af andele
§ 72. En investeringsforenings og SIKAV’s bestyrelse træffer beslutning om, hvornår en afdeling foretager emission af andele. For værdipapirfondes vedkommende træffes beslutningen af investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets bestyrelse.
§ 73. Andele i en afdeling af en dansk UCITS kan kun tegnes mod samtidig indbetaling af emissionsprisen. Tegning kan ikke ske under forbehold eller til underkurs. Fondsandele er ikke omfattet af 1. pkt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan påbyde en dansk UCITS at udsætte emissionen af andele i en afdeling, hvis det er i investorernes eller i offentlighedens interesse.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om beregning af emissionsprisen og om de oplysninger, som en dansk UCITS skal offentliggøre herom.
Indløsning af andele
§ 74. En dansk UCITS skal indløse andele, når en investor anmoder om det.
Stk. 2. En dansk UCITS kan udsætte indløsning af andele som nævnt i bilag 1, nr. 1, når
-
den indre værdi ikke kan fastsættes på grund af markedsforhold eller
-
hensynet til en lige behandling af investorerne fordrer, at den indre værdi først fastsættes, når de til indløsning af andelene nødvendige aktiver er realiseret.
Stk. 3. Et feederinstitut kan ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde udsætte indløsning af andele, hvis det masterinstitut, som feederinstituttet investerer i, på eget initiativ eller efter Finanstilsynets eller en anden kompetent myndigheds påbud har udsat sin indløsning af andele.
Stk. 4. En dansk UCITS kan, når det er i investorernes interesse, midlertidigt udsætte tegning, tilbagekøb og indløsning af andele som nævnt i bilag 1, nr. 1, eller aktivere eller deaktivere likviditetsstyringsværktøjer valgt fra nr. 2-8 i bilag 1 i overensstemmelse med § 74 a. En dansk UCITS kan, når det er i investorernes interesse, aktivere side pockets som nævnt i bilag 1, nr. 9.
Stk. 5. En dansk UCITS må kun anvende udsættelse af tegning, tilbagekøb og indløsning eller aktivere side pockets, jf. stk. 4, i undtagelsestilfælde, når omstændighederne kræver det, og når der tages hensyn til investorernes interesse.
Stk. 6. En dansk UCITS underretter Finanstilsynet i følgende tilfælde:
-
Straks efter aktivering eller deaktivering af det likviditetsstyringsværktøj, der er nævnt i bilag 1, nr. 2, om udsættelse af tegning, tilbagekøb og indløsning.
-
Straks efter aktiveringer eller deaktiveringer af et eller flere af de likviditetsstyringsværktøjer som nævnt i stk. 4 på en måde, der ikke følger den normale forretningsprocedure som fastsat i den danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser.
-
Inden for en rimelig frist inden aktivering eller deaktivering af side pockets som nævnt i stk. 5.
Stk. 7. Finanstilsynet informerer straks de kompetente myndigheder i investeringsforvaltningsselskabets hjemland, de kompetente myndigheder i andre lande i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis den danske UCITS markedsfører sine andele der, og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed om enhver underretning, som Finanstilsynet modtager i henhold til stk. 6. Er der potentielle risici for det finansielle systems stabilitet og integritet, underretter Finanstilsynet straks Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici om enhver underretning, som Finanstilsynet modtager i henhold til stk. 6.
Stk. 8. Finanstilsynet kan påbyde en dansk UCITS at aktivere eller deaktivere det likviditetsstyringsværktøj som nævnt i bilag 1, nr. 1, når der er risici for investorbeskyttelsen eller den finansielle stabilitet. Følgende betingelser skal være opfyldt:
-
Det er i investorernes interesse.
-
Det er under ekstraordinære omstændigheder.
-
Der er foretaget høring af den danske UCITS.
-
Aktivering eller deaktivering er ud fra et rimeligt og afbalanceret synspunkt nødvendigt.
Stk. 9. Finanstilsynet underretter de kompetente myndigheder i investeringsforvaltningsselskabets hjemland, de kompetente myndigheder i andre lande i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis den danske UCITS markedsfører sine andele der, og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed om ethvert påbud givet efter stk. 8. Hvis der er potentielle risici for det finansielle systems stabilitet og integritet, underretter Finanstilsynet Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici om ethvert påbud givet efter stk. 8.
Stk. 10. Finanstilsynet fastsætter regler om beregning af indløsningsprisen og om de oplysninger, som en dansk UCITS skal offentliggøre herom.
§ 74 a. En dansk UCITS skal vælge mindst to relevante likviditetsstyringsværktøjer fra listen i bilag 1, nr. 2-8. Udvælgelsen skal bero på en egnethedsvurdering af disse værktøjer, for så vidt angår afdelingens tilstræbte investeringsstrategi, likviditetsprofil og indløsningspolitik, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2. En dansk UCITS’ valg af likviditetsstyringsværktøjer i henhold til stk. 1 må ikke kun omfatte de værktøjer, der fremgår af bilag 1, nr. 5 og 6.
Stk. 3. Uagtet stk. 1 kan en dansk UCITS vælge kun ét likviditetsstyringsværktøj fra dem nævnt i listen i bilag 1, nr. 2-8, hvis den pågældende danske UCITS er godkendt som pengemarkedsforening i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om pengemarkedsforeninger.
Stk. 4. Den danske UCITS skal meddele Finanstilsynet om de i stk. 1-3 nævnte valg af likviditetsstyringsværktøjer og de tilhørende detaljerede politikker og forretningsgange for aktivering og deaktivering af de valgte likviditetsstyringsværktøjer, jf. § 51, stk. 1, nr. 6, § 52, stk. 1, nr. 7, og § 53, stk. 1, nr. 3.
§ 74 b. En dansk UCITS kan indløse andele i naturalier, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Indløsning i naturalier, jf. bilag 1, nr. 8, kan kun anvendes for at opfylde indløsningskrav fra professionelle investorer, og hvis indløsningen i naturalier svarer til en pro rata-andel af afdelingens aktiver, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Uanset stk. 2 skal indløsningen i naturalier ikke svare til en pro rata-andel af afdelingens aktiver, hvis afdelingen udelukkende markedsføres til professionelle investorer, eller hvis formålet med afdelingens investeringspolitik er at kopiere sammensætningen af et bestemt aktie- eller obligationsindeks, og hvis den pågældende afdeling er en exchange-traded fund som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 46, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om markeder for finansielle instrumenter.
§ 75. Såfremt en dansk UCITS har begået fejl, som har medført en afvigelse på 0,5 pct. eller mere ved beregning af emissions- eller indløsningsprisen, skal den danske UCITS sørge for, at de berørte investorer får underretning om fejlen, og offentliggøre oplysninger om fejlen. Den danske UCITS skal, inden 3 hverdage efter at fejlen er opdaget, påbegynde berigtigelse af fejlen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om danske UCITS’ pligt til at underrette de berørte investorer om fejl på 0,5 pct. eller mere ved beregning af emissions- eller indløsningsprisen.
§ 76. Når en afdeling i en dansk UCITS investerer i andele i andre afdelinger eller i udenlandske investeringsinstitutter, der forvaltes direkte eller gennem delegation af det samme investeringsforvaltningsselskab eller af et andet selskab, som investeringsforvaltningsselskabet er knyttet til gennem fælles administration eller kontrol eller gennem en betydelig direkte eller indirekte deltagelse, må investeringsforvaltningsselskabet eller det andet selskab ikke opkræve tegnings- eller indløsningsgebyrer for afdelingens investeringer i andele i de andre afdelinger eller i de udenlandske investeringsinstitutter.
§ 77. Et masterinstitut må ikke
-
opkræve tegningsgebyr ved et feederinstituts investering i andele i masterinstituttet eller
-
opkræve indløsningsgebyr ved et feederinstituts indløsning af andele i masterinstituttet.
§ 78. Hvis et feederinstitut, dettes investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab eller en person, der handler på feederinstituttets vegne, modtager salgsgebyrer, provision eller penge ved feederinstituttets investering i andele i et masterinstitut, skal det modtagne tilgå feederinstituttets aktiver.