← Arbejdsmiljøloven

§ Arbejdsmiljøloven · kapitel 24 af 32

Kapitel 8 – Stoffer og materialer

LBK nr 442 af 24/04/2026

§ 48. Stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, må kun fremstilles og anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme.

Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.

§ 49. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fremstilling, import, oplagring, transport og anvendelse af stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, herunder om emballering, omfyldning og mærkning.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan give regler om forbud imod fremstilling, import og anvendelse af særligt farlige stoffer og materialer.

§ 49 a. Med henblik på at forebygge og imødegå sundheds- og ulykkesskader i arbejdsmiljøet kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at den, der fremstiller eller importerer et stof eller materiale, skal foretage undersøgelser eller fremskaffe fornøden dokumentation for allerede foretagne undersøgelser og indgive anmeldelse. Der kan herunder fastsættes regler for alle stoffer og materialer, for enkelte stoffer og materialer, for bestemte grupper af stoffer og materialer eller for stoffer og materialer til særlige anvendelser.

Stk. 2. Det kan fastsættes, at anmeldelsen skal indeholde:

  1. Oplysninger om forhold, som har betydning for vurdering af stoffets eller materialets egenskaber og virkninger, herunder om det har egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed.

  2. Forslag til klassificering, emballering og mærkning.

  3. Oplysninger om forebyggende foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede mod forringelse af sikkerhed og sundhed.

Stk. 3. Det kan endvidere fastsættes, at nye stoffer og materialer tidligst må tages i brug en måned efter anmeldelsen. Denne frist skal kunne forlænges for tilfælde, hvor anmeldelsen er mangelfuld eller fejlagtig, således at stoffet eller materialet tidligst må tages i brug en måned efter, at de oplysninger, anmeldelsen skal indeholde, er modtaget.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om oprettelse, drift og brug af et register for stoffer og materialer.

§ 49 b. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at tekniske datablade og lignende, som udsendes af fremstillere eller importører af stoffer og materialer, skal indeholde alle væsentlige oplysninger om stoffets eller materialets virkninger på sikkerhed og sundhed i arbejdsmiljøet.

§ 49 c. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at et stof eller materiale, der kan være farligt for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, ikke må anvendes, hvis det kan erstattes af et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende stof eller materiale.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at stoffer og materialer, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, ikke må anvendes til bestemte formål eller inden for særlige områder, før Arbejdstilsynets udtalelse eller godkendelse foreligger.

§ 49 d. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligt til at udlevere de oplysninger, som registreres om den ansatte i en asbestprotokol, til den pågældende senest ved ansættelsesforholdets ophør, herunder om formen m.v. for udlevering af oplysninger.

Kapitel 8 a

Autorisation til nedrivning af asbestholdigt materiale

§ 49 e. Nedrivning af asbestholdigt materiale må kun udføres af virksomheder, der er autoriseret hertil af Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om undtagelser fra autorisationskravet i stk. 1.

§ 49 f. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om betingelser for at opnå autorisation, herunder at virksomheden skal have tilknyttet en eller flere godkendte fagligt ansvarlige, jf. § 49 h, have et godkendt kvalitetsledelsessystem, jf. § 49 i, og have indbetalt gebyr, jf. § 49 j. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om, at Sikkerhedsstyrelsen i særlige tilfælde kan dispensere fra regler fastsat efter 1. pkt.

§ 49 g. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om procedurer i forbindelse med ansøgning om autorisation, herunder om dokumentations- og oplysningskrav, Sikkerhedsstyrelsens sagsbehandling, og i hvilke tilfælde Sikkerhedsstyrelsen kan meddele afslag på ansøgning om autorisation.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om bortfald og tilbagekaldelse af autorisation.

Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen fører et register over autoriserede virksomheder. Registeret er offentligt tilgængeligt på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

§ 49 h. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om godkendelse af en fagligt ansvarlig og betingelser herfor, herunder om indbetaling af gebyr, jf. § 49 j.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om procedurer i forbindelse med ansøgning om godkendelse som fagligt ansvarlig, herunder om dokumentations- og oplysningskrav, Sikkerhedsstyrelsens sagsbehandling, afslag på ansøgning og bortfald af godkendelse.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om den fagligt ansvarliges kvalifikationer og uddannelse.

Stk. 4. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om, at Sikkerhedsstyrelsen i særlige tilfælde kan dispensere fra regler fastsat efter stk. 1.

§ 49 i. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om indholdet af det kvalitetsledelsessystem, der er nævnt i § 49 f, og om virksomheders afholdelse af udgifter til kvalitetsledelsessystemet.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om kontrolinstansers godkendelse og efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet, herunder om kontrolinstansers tilbagekaldelse af godkendelser, og kontrolinstansers udøvelse af virksomhed.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter regler om Sikkerhedsstyrelsens godkendelse af kontrolinstanser til at udføre opgaver efter stk. 2 og om efterprøvning af de godkendte kontrolinstanser, herunder om Sikkerhedsstyrelsens tilbagekaldelse af godkendelse.

§ 49 j. Erhvervsministeren fastsætter regler om Sikkerhedsstyrelsens opkrævning af gebyr i forbindelse med ansøgning om godkendelse som fagligt ansvarlig og ansøgning om autorisation, herunder om gebyrets størrelse.

§ 49 k. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler om udøvelse af autoriseret virksomhed, herunder om den fagligt ansvarliges opgaver og beføjelser og dennes tilknytning til virksomheden.

§ 49 l. En virksomhed, der ikke er autoriseret, må ikke ved annoncering eller på anden måde foretage noget, der er egnet til at vække forestilling om, at virksomheden har autorisation inden for asbestarbejde, der kræver autorisation, jf. § 49 e, stk. 1.

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af stk. 1.

§ 49 m. Erhvervsministeren fastsætter regler om Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med, at autoriserede virksomheder overholder betingelserne for autorisation.

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen har, hvis det er nødvendigt for at føre tilsyn med autoriserede virksomheder, jf. stk. 1, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til ejendomme og lokaliteter, hvorfra autoriserede virksomheder udøver virksomhed.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter regler om autoriserede virksomheders oplysningspligt over for Sikkerhedsstyrelsen, herunder om pligt til at oplyse om ændringer i de oplysninger, virksomheden har meddelt Sikkerhedsstyrelsen i forbindelse med udstedelse af autorisation.

§ 49 n. Erhvervsministeren fastsætter regler om klageadgang for afgørelser om afslag på ansøgning om autorisation og godkendelse som fagligt ansvarlig truffet af Sikkerhedsstyrelsen i medfør af regler udstedt i henhold til bemyndigelser til erhvervsministeren i dette kapitel.

§ 49 o. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Sikkerhedsstyrelsen om forhold, som er omfattet af reglerne i dette kapitel og regler udstedt i medfør heraf, skal foregå digitalt, og om digital kommunikation til og fra Sikkerhedsstyrelsen, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur eller lignende.

§ 49 p. Erhvervsministeren fastsætter regler om forhold, som er nødvendige for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser på de områder, der er omfattet af autorisationskrav i medfør af dette kapitel og regler fastsat i medfør heraf med henblik på implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om forhold for personer, der agter at udøve eller udøver erhverv som fagligt ansvarlig inden for nedrivning af asbestholdigt materiale i Danmark og er statsborgere i et EU- eller EØS-land eller i et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv, som er nødvendige for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser på de områder, der er omfattet af autorisationskrav i medfør af denne lov og regler fastsat i medfør af denne lov i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

§ 49 q. Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af regler fastsat af erhvervsministeren i medfør af dette kapitel.