← Trossamfundsloven

§ Trossamfundsloven · kapitel 16 af 20

Kapitel 6 – Tilsyn og tilbagekaldelse af anerkendelse

LBK nr 338 af 03/02/2026

§ 20. Et anerkendt trossamfund skal meddele oplysninger til Trossamfundsregistret om ændringer i de forhold, der er anført i § 7, stk. 2, nr. 1, 3 og 4, og om væsentlige ændringer i de forhold, der er anført i § 7, stk. 2, nr. 5 og 6.

Stk. 2. En menighed anerkendt efter § 8 skal meddele oplysninger til Trossamfundsregistret om ændringer i de forhold, der er anført i § 8, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.

Stk. 3. Et anerkendt trossamfund og en menighed skal hvert år meddele oplysninger til Trossamfundsregistret om antallet af myndige medlemmer pr. 1. januar, der enten har fast bopæl i Danmark eller dansk indfødsret. Kirkeministeren fastsætter fristen herfor.

Stk. 4. Skønnes det nødvendigt, kan By-, Land- og Kirkeministeriet ved besøg hos trossamfund eller menigheder anmode om at få forelagt en fortegnelse over et trossamfunds eller en menigheds myndige medlemmer.

§ 21. Et anerkendt trossamfund og en menighed skal hvert år udarbejde og indberette det seneste årsregnskab og oplysninger om donationer til Trossamfundsregistret. Årsregnskabet og oplysningerne om donationer bliver samtidig med indberetningen offentligt tilgængelige på Trossamfundsregistrets hjemmeside.

Stk. 2. Kirkeministeren kan give et trossamfund eller en menighed, der gentagne gange har indberettet årsregnskaber eller oplysninger om donationer med væsentlige mangler til Trossamfundsregistret, et pålæg om at anvende en ekstern revisor.

Stk. 3. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabets udformning, oplysninger om donationer, revision, indberetning, offentliggørelse m.v., herunder om anvendelse af den digitale løsning, som By-, Land- og Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening), samt frister herfor.

§ 22. Opfylder et anerkendt trossamfund ikke længere betingelserne for anerkendelse, eller overholder trossamfundet ikke de forpligtelser, der er fastsat i denne lov, kan kirkeministeren tilbagekalde anerkendelsen.

Stk. 2. Har trossamfundet i forbindelse med den manglende opfyldelse af de fastsatte forpligtelser udvist svig, tilbagekalder kirkeministeren anerkendelsen af trossamfundet.

Stk. 3. I andre tilfælde end dem, der er nævnt i stk. 2, skal trossamfundet have en frist på højst 6 måneder til at afhjælpe den manglende opfyldelse af trossamfundets forpligtelser, såfremt sådan afhjælpning er mulig.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for menigheder anerkendt efter § 8.