← Tinglysningsloven

§ Tinglysningsloven · kapitel 10 af 16

Kapitel 2. – Tinglysningens midler.

LBK nr 285 af 31/01/2026

§ 7. Tinglysning sker i tingbogen.

Stk. 2. Ved dokumenter og påtegninger forstås i denne lov digitale dokumenter og digitale påtegninger.

Stk. 3. Tinglysning kan alene ske på grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur.

Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætte nærmere regler om de tekniske krav til dokumenter og digitale signaturer.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at personer, der ikke kan få en digital signatur, kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdokumenter, om fremgangsmåden herved og om retsvirkningerne heraf.

§ 8. Alle dokumenter vedrørende fast ejendom, der anmeldes til tinglysning, indføres i tingbogen efter nedenstående regler.

Stk. 2. Opstår der mistanke om, at et dokument, som er anmeldt til tinglysning, helt eller delvis er ugyldigt, og kan der, efter at retten har søgt forholdet oplyst ved henvendelse til parterne og anmelderen, ikke på det foreliggende grundlag træffes afgørelse herom, fastsætter retten en frist til godtgørelse af dokumentets gyldighed.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om underretning til andre myndigheder om dokumenter, der afvises som ugyldige eller tinglyses med frist efter stk. 2.