← Dyrevelfærdsloven

§ Dyrevelfærdsloven · kapitel 27 af 42

Kapitel 6 – Aflivning, herunder slagtning

LBK nr 994 af 30/06/2025

§ 25. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning af hvirveldyr undtagen fisk ved drukning må ikke finde sted.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om aflivning, herunder slagtning, af dyr. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om forbud mod visse former for aflivning, herunder slagtning, og regler om, at aflivning, herunder slagtning, af visse dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden særligt uddannet person.

§ 26. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om forbud mod aflivning, herunder slagtning, af drægtige landbrugsdyr og heste. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilken periode af drægtigheden forbuddet skal gælde, og om, hvordan og af hvem aflivning, herunder slagtning, skal foretages.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om håndtering af fostre i forbindelse med aflivning, herunder slagtning, af drægtige landbrugsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.