§ Bekendtgørelse af lov om institutioner for forberedende grunduddannelse · kapitel 20 af 20
Kapitel 10 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser og territoriale bestemmelser
LBK nr 85 af 31/01/2025
Ikrafttræden
§ 58. Loven træder i kraft den 1. juli 2018.
Stk. 2. Institutionerne påbegynder udbuddet af forberedende grunduddannelse med uddannelsesstart den 1. august 2019 eller snarest derefter.
Oprettelse af institutioner for forberedende grunduddannelse
§ 59. (Udelades)
Stk. 2-6. (Udelades)
Stk. 7. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om indholdet af åbningsbalancen for institutioner oprettet efter stk. 1.
Stk. 8. (Udelades)
De første bestyrelser
§ 60. For hver institution oprettet efter § 59, stk. 1, nedsættes efter de regler herom, som børne- og undervisningsministeren fastsætter i den midlertidige vedtægt, jf. stk. 2, med virkning fra den 1. september 2018 eller snarest derefter en bestyrelse ud fra de krav om sammensætning og udpegningsret, som følger af § 11, stk. 2 og 3, og § 12, stk. 2-4. Medarbejderrepræsentanter efter § 12, stk. 3, udpeges i forening af de relevante faglige organisationer i dækningsområdet. Udpegning sker blandt alle ansatte på produktionsskoler, der skal sammenlægges med institutionen, og institutioner omfattet af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., der skal overdrage aktiver, passiver m.v. til institutionen efter § 59. Disse medarbejderrepræsentanters funktion ophører, når medarbejderne på de nye institutioner har udpeget repræsentanter efter § 12, stk. 3. Elevtilforordnede efter § 12, stk. 4, udpeges, når alle deltagere og elever ved produktionsskoler, der skal sammenlægges med institutionen, og institutioner omfattet af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., der skal overdrage aktiver, passiver m.v. til institutionen efter § 59, er kendt for en given institution.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren fastsætter for hver institution en midlertidig vedtægt, som gælder, indtil der er fastsat og godkendt en vedtægt i overensstemmelse med § 2, stk. 5. I perioden, indtil institutionens leder er ansat og tiltrådt, jf. § 18, varetager bestyrelsens formand funktionen som institutionens leder.
Stk. 3. Den første bestyrelse iværksætter og gennemfører ud over de opgaver, der i øvrigt påhviler bestyrelsen efter denne lov, de forberedelser, der er nødvendige, for at institutionen kan påbegynde udbuddet af forberedende grunduddannelse med uddannelsesstart den 1. august 2019 eller snarest derefter.
Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om den første bestyrelses nedsættelse og virksomhed og om kompetenceforholdet mellem bestyrelser og produktionsskoler, voksenuddannelsescentre m.v.
Ansatte, der overføres til institutioner for forberedende grunduddannelse
§ 61. Institutioner for forberedende grunduddannelse overtager fra eksisterende institutioner m.v., som har uddannelse eller aktivitet, som forberedende grunduddannelse skal træde i stedet for, det personale, som er knyttet til sådan uddannelse eller aktivitet. Børne- og undervisningsministeren fastlægger retningslinjer og en proces herfor under inddragelse af de berørte institutioner og det berørte personales faglige organisationer.
Stk. 2. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder anvendelse for det i stk. 1 nævnte personale.
Stk. 3. Tjenestemænd overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår. Bestemmelsen i § 62 finder anvendelse for disse tjenestemænd.
§ 62. Tjenestemænd, der er ansat ved en afgivende institution, jf. § 59, overgår til ansættelse ved institutionen for forberedende grunduddannelse på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår, der er reguleret i tjenestemandslovgivningen og i lovgivningen om kommunalreformen. Beslutning om afskedigelse af en overført tjenestemand og suspension, iværksættelse af tjenstlig undersøgelse, udpegning af forhørsleder, ikendelse af disciplinærstraf og anlæggelse af injuriesøgsmål efter tjenestemandslovens regler træffes af institutionen.
Stk. 2. Tjenestemanden har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension som følge af overgang til en institution for forberedende grunduddannelse og har pligt til at underkaste sig de forandringer i tjenesteforretningernes omfang og beskaffenhed, som følger af denne sammenlægning.
Stk. 3. Institutionen for forberedende grunduddannelse afholder lønudgifterne og indbetaler pensionsbidrag til statskassen for tjenestemænd, herunder eventuelle udgifter til ventepenge, rådighedsløn og efterindtægt af løn.
Stk. 4. Klage over en institution for forberedende grunduddannelses beslutning, jf. stk. 1, kan af vedkommende tjenestemand indbringes for børne- og undervisningsministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål. Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter institutionens meddelelse af beslutningen. § 57 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. I tilfælde af en institution for forberedende grunduddannelses ophør afholdes eventuelle udgifter til ventepenge eller rådighedsløn til de i stk. 1 nævnte tjenestemænd af statskassen, hvis den ophørende institution ikke har midler til at afholde udgiften.
Stk. 6. Staten afholder udgiften til pension til de i stk. 1 nævnte tjenestemænd og deres efterladte, jf. dog stk. 7 og 8.
Stk. 7. Til de i stk. 1 nævnte tjenestemænd, som afskediges på grund af arbejdsmangel eller uegnethed, afholder den enkelte institution for forberedende grunduddannelse pensionsudgiften, indtil den pensionerede bliver 63 1/2 år. Det samme gælder udgiften til førtidspension til de pågældende tjenestemænd, indtil de bliver 63 1/2 år, hvis de efter den 1. august 2019 fratræder som led i en frivillig fratrædelsesordning.
Stk. 8. For de i stk. 1 nævnte tjenestemænd indbetaler institutionerne for forberedende grunduddannelse pensionsbidrag til staten efter de for statsinstitutioner til enhver tid gældende regler.
Territoriale bestemmelser
§ 63. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 279 af 26. marts 2019 (Bestyrelsessammensætning)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2019, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 2, træder i kraft den 1. maj 2022.
Lov nr. 1052 af 30. juni 2020 (Reform af udligningssystemet)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 15
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2020 og har virkning fra og med tilskudsåret 2021.
Stk. 2-5. (Udelades)
Stk. 6. Oplysninger om tidligere opholdskommune, når denne kommune har den generelle betalingsforpligtelse, som ved lovens ikrafttræden er registreret i CPR efter § 29 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, bevares i CPR.
Lov nr. 693 af 24. maj 2022 (Særlige pasnings- og undervisningsmuligheder til fordrevne børn og unge fra Ukraine)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.5)
Stk. 2. § 11, stk. 3, 3. pkt., stk. 6, 2. pkt., og stk. 8, 2. og 3. pkt., overskriften før § 22 c, § 22 c, § 44 a, stk. 6, § 80, stk. 2, 2. pkt., § 81 b, stk. 4, og § 87, stk. 2, 2. pkt., i dagtilbudsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1-4 og 6-9, § 5, stk. 6, 6. pkt., og stk. 8, § 11 a, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., og § 22 a i folkeskoleloven som affattet ved denne lovs § 2, § 1, stk. 8, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. som affattet ved denne lovs § 3, § 1, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse som affattet ved denne lovs § 4, § 1, stk. 2, nr. 5, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse som affattet ved denne lovs § 5 og § 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v. som affattet ved denne lovs § 6 ophæves den 17. marts 2026.
Lov nr. 754 af 13. juni 2023 (Handlekommune for børn, der hjælpes tilbage til Danmark af danske myndigheder, og for børn, hvis forældre er i udlandet, ensretning af begrebsbrug, nødvendige ændringer i handlekommunereglerne som følge af barnets lov m.v.)6) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 24
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.
Stk. 2-5. (Udelades)
Lov nr. 635 af 11. juni 2024 (Mere fleksible rammer til at tilrettelægge forberedende grunduddannelse og smidigere overgang til den forberedende grunduddannelse m.v.)7) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2024, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 5, 17 og 20, § 31 a i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse som affattet ved denne lovs § 2, nr. 8, § 2, nr. 9, og §§ 3 og 5-7 træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 3. (Udelades)
Børne- og Undervisningsministeriet, den 31. januar 2025
P.M.V. Ole Hvilsom Larsen
/ Nanna Hvass Jacobsen
Officielle noter
-
§ 1, stk. 2, nr. 5, ophæves den 17. marts 2026, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24. maj 2022, som ændret ved § 2, nr. 1, i lov nr. 1309 af 30. november 2024, medmindre andet bestemmes ved lov.
-
Lovændringen vedrører § 11, stk. 3.
-
Lovændringen vedrører § 44.
-
Lovændringen vedrører § 1, stk. 2, nr. 5.
-
Lov nr. 693 af 24. maj 2022 er bekendtgjort i Lovtidende den 25. maj 2022.
-
Lovændringen vedrører § 44.
-
Lovændringen vedrører § 3 a, § 4, stk. 2 og 3, § 17, stk. 2, § 26, stk. 4 og stk. 6, 1. pkt., §§ 31 a og b, og § 42, stk. 1, 3 og 4.