§ Teleloven · kapitel 55 af 74
Kapitel 18 – Øvrige forhold
LBK nr 681 af 16/06/2025
Regnskabsforhold
§ 56. Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som nyder særlige eller eksklusive rettigheder til at udbyde tjenester i andre sektorer i Danmark eller et andet EU- eller EØS-land, skal
-
føre særskilte regnskaber for aktiviteter, der vedrører udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, i samme grad, som det ville være påkrævet, hvis disse aktiviteter blev forestået af et retligt uafhængigt selskab, eller
-
organiseres sådan, at aktiviteterne vedrørende elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er strukturelt udskilt.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis virksomhedens samlede årlige omsætning for aktiviteter i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i Danmark er mindre end 100 mio. kr.
Stk. 3. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om opfyldelse af pligter i henhold til stk. 1, herunder bl.a. krav til formater, regnskabsmetoder og revision.
Høringer
§ 57. Digitaliseringsministeren fastsætter nærmere regler om høringer, herunder om, hvilke afgørelser der skal gøres til genstand for udvidet høring, og om procedurer for Erhvervsstyrelsens gennemførelse af høringer.
Afsnit V
Samhusning, fælles udnyttelse af faciliteter og kommunal udlejning af arealer m.v.