Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 276

§ 276. Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, skal sikre, at virksomhedens kontrakter, jf. stk. 2, som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, hvorefter parterne anerkender,

  1. at kontrakten kan gøres til genstand for Finansiel Stabilitets beføjelse til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser i §§ 4 a og 32-34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og

  2. at parterne i relation til kontrakten er bundet af § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse på kontrakter, der

  1. skaber en ny forpligtelse eller væsentligt ændrer en eksisterende forpligtelse efter den 28. december 2020 og

  2. indeholder bestemmelser om betalings- eller leveringsforpligtelser, opsigelsesrettigheder eller retten til at gøre sikkerhedsrettigheder gældende.

Stk. 3. Undlader en virksomhed at indføre en bestemmelse i henhold til stk. 1, forhindrer det ikke Finansiel Stabilitet i at anvende beføjelserne i §§ 4 a og 32-34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vil fortsat finde anvendelse.

§§ 277-282. (Ophævet)

Afsnit VIII

(Ophævet)

Afsnit VIII a

(Ophævet)

Afsnit IX

Særlige regler for systemisk vigtige finansielle institutter og globalt systemisk vigtige finansielle institutter

Kilde: Retsinformation.dk