← Børne- og ungeydelsesloven

§ Børne- og ungeydelsesloven · kapitel 10 af 10

Kapitel 5 – Andre bestemmelser

LBK nr 603 af 12/05/2025

§ 9. Udgifterne til børne- og ungeydelsen afholdes af statskassen.

§ 10. Børne- og ungeydelsen indgår ikke ved beregning af ydelser efter den sociale lovgivning eller efter lovgivningen om uddannelsesstøtte.

§ 11. Krav på børne- og ungeydelsen kan ikke overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning.

Stk. 2. I hele den ydelse, som den enkelte er berettiget til at få udbetalt, jf. § 4, kan modregnes den enkelte berettigedes restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud efter dagtilbudsloven og de tidligere gældende §§ 29 og 35 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007, og skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Ydelsen kan i øvrigt ikke anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav, bortset fra eventuel skyldig børne- og ungeydelse efter denne lov.

§ 12. Nærmere regler om administrationen af denne lov, herunder den nærmere administration af og systemmæssige tilrettelæggelse af nedsættelsen af børne- og ungeydelsen, jf. § 1 a og § 8 a, fastsættes af skatteministeren.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning efter denne lov.

§ 13. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorved der gøres undtagelse fra reglerne i denne lov i det omfang, det er nødvendigt til opfyldelse af internationale forpligtelser.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for udbetaling samt dokumentation og beregning af perioden med bopæl og beskæftigelse her i riget i henhold til § 2, stk. 1, nr. 7.

§ 14. Loven har virkning fra den 1. juli 1987.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Skatteministeriet, den 12. maj 2025

P.M.V. Merete Agergaard

/ Rikke Kure Wendel

Officielle noter

Slutnoter

  1. § 1 a, stk. 1 og 2, har først virkning fra og med indkomståret 2026, for så vidt angår grundlaget for mellemskat, jf. § 10, stk. 4 i lov nr. 482 af 22. maj 2025. Se lovbekendtgørelse nr. 724 af 25. maj 2022 for den hidtidige affattelse af § 1 a, stk. 1 og 2.

  2. § 4 e finder ikke anvendelse for domme, der vedrører forhold begået inden 1. juli 2024.