← Bekendtgørelse af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S

§ Bekendtgørelse af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S · kapitel 6 af 10

Kapitel 1 – Oprettelse af Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S

LBK nr 569 af 19/05/2025

§ 1. Transportministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune kan oprette et interessentskab ved navn Metroselskabet I/S med følgende ejerfordeling:

  1. Københavns Kommune ejer 50 pct.,

  2. transportministeren ejer 41,7 pct., og

  3. Frederiksberg Kommune ejer 8,3 pct.

Stk. 2. Transportministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune kan efter enstemmig beslutning ændre selskabets navn.

Stk. 3. Stiftelsen af Metroselskabet I/S kan i regnskabsmæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.

§ 2. Transportministeren og Københavns Kommune kan oprette et interessentskab ved navn Udviklingsselskabet By & Havn I/S med følgende ejerfordeling:

  1. Københavns Kommune ejer 95 pct., og

  2. transportministeren ejer 5 pct.

Stk. 2. Transportministeren og Københavns Kommune kan efter enstemmig beslutning ændre selskabets navn.

Stk. 3. Stiftelsen af Udviklingsselskabet By & Havn I/S kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.

§ 3. Udviklingsselskabet By & Havn I/S overtager ved stiftelsen samtlige aktiver og passiver i Københavns Havn A/S og indtræder i samtlige rettigheder og pligter i Københavns Havn A/S. Samtidig opløses Københavns Havn A/S uden likvidation.

Stk. 2. Der udløses ikke beskatning af fortjeneste og tab på Københavns Havn A/S’ aktiver og passiver ved opløsning af Københavns Havn A/S i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Opløsningen af Københavns Havn A/S kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret for Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

§ 4. Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S overtager ved stiftelsen alle aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og pligter i Ørestadsselskabet I/S og Frederiksbergbaneselskabet I/S som nærmere anført i stk. 2-5. Samtidig opløses Ørestadsselskabet I/S og Frederiksbergbaneselskabet I/S.

Stk. 2. Metroselskabet I/S overtager ved stiftelsen samtlige aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og pligter, der hører til Ørestadsselskabet I/S’ metroaktiviteter.

Stk. 3. Metroselskabet I/S overtager ved stiftelsen samtlige aktiver og passiver i Frederiksbergbaneselskabet I/S og indtræder i samtlige rettigheder og pligter i Frederiksbergbaneselskabet I/S.

Stk. 4. Udviklingsselskabet By & Havn I/S overtager ved stiftelsen samtlige aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og pligter, der hører til Ørestadsselskabet I/S’ arealudviklingsaktiviteter.

Stk. 5. Den endelige fordeling mellem Udviklingsselskabet By & Havn I/S og Metroselskabet I/S af de overtagne aktiver og passiver, rettigheder og pligter fra Ørestadsselskabet I/S, jf. stk. 2 og 4, vil blive fastlagt ved aftaler mellem transportministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i forbindelse med udarbejdelsen af stiftelsesdokumenter for Udviklingsselskabet By & Havn I/S og Metroselskabet I/S.

§ 5. Metroselskabet I/S stiftes ud over overtagelsen af Ørestadsselskabet I/S’ metroaktiviteter og Frederiksbergbaneselskabet I/S, jf. § 4, stk. 2 og 3, med indskud af følgende nettoaktiver:

  1. Københavns Kommune indskyder 4.000 mio. kr.,

  2. Frederiksberg Kommune indskyder 800 mio. kr.,

  3. Metroselskabet I/S får en fordring på ejerne vedrørende reinvesteringer i tekniske installationer vedrørende metroens etape 1-3 på 100 mio. kr. Fordringen fordeles på de tre ejere i forhold til ejerandelene, jf. § 1, stk. 1, og

  4. Metroselskabet I/S får en fordring på Frederiksberg Kommune på 843 mio. kr. svarende til nutidsværdien af Frederiksberg Kommunes nuværende årlige finansieringsbidrag til Frederiksbergbaneselskabet I/S.

§ 6. Udviklingsselskabet By & Havn I/S stiftes, ud over overtagelsen af Ørestadsselskabet I/S’ arealudviklingsaktiviteter, jf. § 4, stk. 4, og Københavns Havn A/S, jf. § 3, stk. 1, med indskud af følgende nettoaktiver:

  1. Staten indskyder den tidligere Rigsarkivgrund, beliggende i Ørestad Nord (en del af ejendommen matr. nr. 1 bh og 1 aa Eksercerpladsen, København).

  2. Udviklingsselskabet By & Havn I/S får en fordring på staten på 100 mio. kr.

  3. Udviklingsselskabet By & Havn I/S får en fordring på Københavns Kommune på 2.400 mio. kr., svarende til nutidsværdien af Københavns Kommunes fremtidige grundskyldtilbageføring vedrørende arealerne i Ørestad.

  4. Udviklingsselskabet By & Havn I/S får endvidere en fordring på Københavns Kommune på 800 mio. kr., svarende til Københavns Kommunes fremtidige grundskyldtilbageføring vedrørende arealerne i Nordhavnen.

§ 7. Tinglysning og registrering af Metroselskabet I/S’ og Udviklingsselskabet By & Havn I/S’ rettigheder og pligter kan ske på grundlag af denne lov.