← Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane

§ Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane · kapitel 9 af 14

Kapitel 2 – Aarhus Letbane I/S’ formål og ledelse

LBK nr 568 af 19/05/2025

§ 4. Aarhus Letbane I/S’ formål er at anlægge Aarhus Letbane, jf. § 2. Selskabet foretager offentligt udbud af anlæg af letbanen.

Stk. 2. Udbuddet af letbanen kan også omfatte indkøb af letbanetog, værksted og depot, jf. § 14, stk. 3.

Stk. 3. Udbuddet af letbanen kan ligeledes omfatte hel eller delvis elektrificering af Grenaabanen eller Odderbanen eller begge dele, jf. § 10, stk. 3.

Stk. 4. Kontrakt om anlæg af letbanen eller ændringer heri kan kun indgås, hvis der er enighed herom mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

§ 5. Aarhus Letbane I/S ledes af en bestyrelse og en direktion.

§ 6. Selskabslovens kapitel 1-3 og 6, 7, 9 og 20 finder med de tilpasninger, der følger af denne lov, anvendelse for Aarhus Letbane I/S.

§ 7. Aarhus Kommune og Region Midtjylland fastsætter i fællesskab en vedtægt for Aarhus Letbane I/S.

Stk. 2. Aarhus Letbane I/S skal på begæring uden unødigt ophold stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

§ 8. Årsregnskabslovens regler, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Aarhus Letbane I/S.

Stk. 2. Aarhus Letbane I/S’ regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor, der udpeges af Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

§ 9. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Aarhus Letbane I/S.