← Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane

§ Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane · kapitel 11 af 14

Kapitel 4

LBK nr 568 af 19/05/2025

Oprettelse af et drifts- og infrastrukturselskab samt mulighed for sammenlægning af Aarhus Letbane I/S og drifts- og infrastrukturselskabet.

§ 14. Aarhus Kommune og Region Midtjylland opretter et drifts- og infrastrukturselskab, der har til formål at stå for drift og vedligehold af Aarhus Letbane, dog ikke vedligehold af den del af Aarhus Letbane, der er identisk med Grenaabanen. Drifts- og infrastrukturselskabet etableres som et interessentskab, og selskabet kan oprette datterselskaber.

Stk. 2. Udgiften til indkøb af letbanetog, værksted og depot skal betales af drifts- og infrastrukturselskabet.

Stk. 3. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for drifts- og infrastrukturselskabet og for dets datterselskaber.

§ 14 a. Aarhus Kommune og Region Midtjylland kan beslutte at overdrage samtlige aktiver og passiver samt rettigheder og pligter fra Aarhus Letbane I/S til drifts- og infrastrukturselskabet eller til et helejet datterselskab heraf, jf. dog stk. 3. I forbindelse med overdragelsen opløses Aarhus Letbane I/S uden likvidation. Tinglysning og registrering af drifts- og infrastrukturselskabets eller dets helejede datterselskabs rettigheder og pligter kan ske på grundlag af denne lov.

Stk. 2. Aarhus Kommune og Region Midtjylland kan beslutte at overdrage samtlige aktiver og passiver samt rettigheder og pligter fra drifts- og infrastrukturselskabet og fra dets helejede datterselskaber til Aarhus Letbane I/S, jf. dog stk. 3. I forbindelse med overdragelsen opløses drifts- og infrastrukturselskabet og dets helejede datterselskaber uden likvidation. Tinglysning og registrering af Aarhus Letbane I/S’ rettigheder og pligter kan ske på grundlag af denne lov.

Stk. 3. En overdragelse efter stk. 1 eller 2 er betinget af, at overdragelsen ikke indebærer ændringer i statens tilsyn med anvendelsen af det statslige tilskud til Aarhus Letbane I/S, jf. § 1, stk. 2 og 3, som fastlægges i administrationsaftalen og revisionsinstruksen mellem staten og Aarhus Letbane I/S.