§ Bekendtgørelse af lov om Klagenævnet for Udbud · kapitel 13 af 14
Kapitel 6 – Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens indhentning af oplysninger
LBK nr 448 af 08/05/2025
§ 25. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige til vurderingen af, om de regler, der er nævnt i § 1, stk. 2, og om udstedte påbud eller pålæg, jf. § 13, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, og § 15, stk. 2, nr. 3, og stk. 3, er efterlevet.
Stk. 2. Videregiver en offentlig myndighed arbejdsdokumenter, der i henhold til offentlighedsloven og forvaltningsloven er interne, til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, mister dokumenterne ikke som følge af denne videregivelse deres interne karakter.
Kapitel 6 a
Kommunikation
§ 25 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
§ 25 b. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
Kapitel 6 b
Bemyndigelsesbestemmelse vedrørende administration af EU’s økonomiske sanktioner over for tredjelande vedrørende offentlige kontrakter
§ 25 c. Erhvervsministeren kan fastsætte regler med henblik på administrationen af EU’s økonomiske sanktioner over for tredjelande, som er udstedt i medfør af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde i forhold til offentlige kontrakter, herunder håndhævelse af sanktionerne.