← Scenekunstloven

§ Scenekunstloven · kapitel 27 af 28

Kapitel 13 – Generelle vilkår for støtte efter kapitel 3-8

LBK nr 319 af 18/03/2025

§ 30. Drives teatervirksomhed af et selskab, en forening eller en selvejende institution eller som kommunal institution, skal selskabets, foreningens eller institutionens vedtægter godkendes af den offentlige hovedtilskudsyder.

Stk. 2. Det påhviler den i stk. 1 nævnte tilskudsyder at påse, at vedtægter for en selvejende institution enten indeholder bestemmelser, der opfylder kravene i lov om erhvervsdrivende fonde eller lov om fonde og visse foreninger, eller bestemmelser, der kan danne grundlag for undtagelse fra denne lovgivning.

§ 31. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at kollektive overenskomster om løn- og ansættelsesvilkår for ansatte på institutioner, der modtager tilskud i henhold til § 5 og § 14, skal godkendes af finansministeren.

Stk. 2. Der må ikke uden kulturministerens godkendelse gøres indskrænkning i teaterledelsens ret til frit og uafhængigt at træffe bestemmelse om repertoire, engagement og øvrige kunstneriske spørgsmål.

Kapitel 13 a

Regler for regnskab og revision for tilskudsmodtagere efter kapitel 7-7 a

§ 31 a. Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt for regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt i tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 3. Udbetalinger af tilskud kan ske forskudsmæssigt.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.

§ 31 b. (Ophævet)